Jacob Holdt kender Henrik Fogh Rasmussen som en ægte kulturradikal, der er blandt de få danskere, som på amerikansk vis aktivt gør et stort og vigtigt stykke integrationsarbejde. Derfor forstår han ikke, hvorfor Henrik Fogh på denne plads forleden nedgjorde de kulturradikale.

Af Jacob Holdt, jaho@berlingske.dk
Mandag den 5. maj 2008, 22:30

Som amerikanere står du og jeg, Henrik, i hver vores grøft – du republikaner, jeg demokrat – men én ting udbygger vores venskab, nemlig enigheden om at danskerne bør indføre »amerikanske tilstande« i integrationen af indvandrere. Men når du påstår (Berlingske 29. april), at »de kulturradikale er en stopklods for integrationen« og at »kulturradikale værdirelativister mener, at fædrelandskærlighed hører fortiden til«, afslører din kritik, at du er blevet udlænding og ikke har fulgt med i den deprimerende udvikling herhjemme i vores andet fædreland. Så for en gangs skyld er jeg enig med regeringen i, at vi ikke bør lytte til udlandets kritik.

Under dine 8 års fravær er mange danskere nemlig begyndt – tomt og retorisk – at bruge påstået fædrelandskærlighed og nationalisme til at udelukke indvandrerne fra deres gode fællesskab – altså til at udtrykke fremmedhad med – mens du og jeg ved, at den ægte patriotisme, som vi ser i amerikanerne, tværtimod har et indbygget behov for at invitere udlændinge og indvandrere hjem for stolt dér at vise de nationale værdier frem, dele dem med og give dem videre til »de andre«.



Dette ser jeg herhjemme næsten kun praktiseret af netop mine kulturradikale venner. Bortset fra at det også er dem, som jeg ser aktivt »pløje« sig gennem den danske kultur og selv bære og skabe meget af denne, mens jeg ser de fleste af mine fremmedangste borgerlige venner slappe af foran TV med amerikanske sæbeoperaer.

De kulturradikale er overrepræsenterede netop dér, hvor det gælder om stolt at bære den danske kulturarv videre for at undgå parallelsamfund og marginalisering – nemlig blandt vore indvandrere. Det er os, jeg hele tiden ser feste med de andre, invitere til middage og til vore egne kirkelige højtider eller selv gå til bøn med dem i moskeer, templer og synagoger. Det er også os, der hjælper indvandrerne med lektiehjælp i frivilligcentrene efter skoletid.

Alt dette er så sjovt, udfordrende og gensidigt berigende, at vi hurtigt bliver helt multi-kultur­radikale af at gå til så mange farverige indvandrerfester og at invitere dem med til vore – dér hvor man leger vore danske værdier ind i dem og får dem til at åbne sig op for vore værdier. Og dette, ved du, kan udelukkende lade sig gøre ved ligesom amerikanerne at hvile så meget i sin egen kultur, at man ikke har behov for at nedgøre andres.

Derfor svigter mine mono-kulturgale natio­nalistiske venner på højrefløjen og særligt i DF totalt de danske værdier, da jeg næsten aldrig ser dem som aktive stolte kulturbærere, der inviterer indvandrerne ind i deres sociale fællesskab. Tværtimod får de med deres berøringsangst og nedvurdering af fremmede kulturværdier mange indvandrere til at lukke sig i udanske parallelsamfund.

De mono-kulturgale tror naivt, at de i længden kan holde andre kulturer ude – midt i en integreret globaliseret verden – uden at gøre brug af undertrykkende metoder og et eskalerende voldeligt sprog, som netop tvinger de andre til enten at søge ind i sig selv og tidligere kulturer eller endog at søge mod et paradis i det hinsidige, fordi de føler sig truede på hele deres identitet her på jord.

Du og jeg har for længst gjort op med denne undertrykkende danske jantelovsnedgøring ved i USA at se, hvor utrolig meget de der får ud af tværtimod at opmuntre de andre. Gennem en imødekommende interesse for den nyankomne og værdsættelse af dennes kulturelle bagage fremtryller amerikanerne ikke bare integration, men faktisk også hurtigt assimilation.



Du og jeg fik et fantastisk løft af at møde dette opmuntrende og integrerende amerikanske menneskesyn med dets respekt for individet og de kulturelle værdier, vi ankom med. For netop i kraft af dets respekt gav det os mulighed for at aflægge vores mere negative medbragte bagage af jantelovsværdier og ivrigt at integrere os med de nye amerikanske værdier. Ingen har som dig siden talt imod den danske jantelovsundertrykkelse.

Men er du mon helt sluppet af med den herhjemme, når du i dit indlæg nedgør de kulturradikale, skønt vi er blandt de få danskere, der på amerikansk vis aktivt gør et stort og uhyre vigtigt arbejde som kulturbærere ved at »lege« vore nationale værdier ind i indvandrerne?

Underligt, for fra mødet med dig i USAs kreative multietniske virkelighed ved jeg jo, at du derovre selv er det, som vi herhjemme ville kalde en ægte kulturradikal i hele dit inkluderende, internationale udsyn.