Det borgerlige Danmarks bedst skrivende provokatør er forsvundet. Alle oplysninger, selv løse rygter, der kan føre til sagens opklaring, modtages med åbne arme og belønnes med en klækkelig dusør.

Af Mikael Jalving, debat@berlingske.dk
Fredag den 25. januar 2008, 22:30

Engang var der en uforfærdet mand ved navn Ulrik Høy. Han skrev i Weekend­avisen hver fredag, og hans adelsmærke var, at han aldrig lagde fingrene imellem. De fik med grovfilen alle sammen, og var det ikke nok, så fik de også med neglefilen, lige til blodet stod i en høj, rød stråle. Han var ikke blot en markant stemme i den dejagtige offentlighed; han var formentlig den bedst skrivende provokatør og folkeoplyser i det borgerlige Danmark.

I min pure ungdom saksede vi hans artikler, indrammende dem og hængte dem op på rad og række. De var kunst for os. Konfrontationskunst. Ulrik Høy var vores avantgarde. Imod parnasset, såvel de røde kommissærer som de lyserøde medløbere, pacifister, kunstnerkrukker, antiamerikanere og professionelle idealister; alle dem, vi elskede at se ham slagte på stribe.

Nu er han ikke mere. Ulrik Høy er forsvundet. Det vil sige, han lever endnu, han skriver endnu, stadig i Weekendavisen, stadig hver fredag. Men han er som forvandlet. Det vil sige: Forvandling er en eufemisme. Symptomerne tyder på et intellektuelt sammenbrud.

Sammenbruddet har varet i to år og er for længst blevet trist at overvære – med få undtagelser, som i sidste uge, hvor manden atter var sig selv. Det ser ikke desto mindre ud til, at Ulrik Høy egenhændigt er gået i gang med at ødelægge sit eftermæle, og nogen må hviske ham i øret, at han har mistet forbindelsen til den borgerlige muld, han har gødet og vegeteret på de seneste 25 år. Når man har ment og skrevet, hvad den koldkrigeriske og ur-borgerlige Ulrik Høy har gjort, endda så begavet og overlegent og med en så euforisk energi, så kan man ikke pludselig falde dukkelise­politikeren Helle Thorning-Schmidt om halsen, anklage amerikanerne for at have ført verden bag lyset og rose den danske samarbejdspolitik under besættelsen. Det kan ikke lade sig gøre – intellektuelt set. Men det er akkurat, hvad Ulrik Høy har gjort den ene uge efter den anden de seneste to år.

Nogle vil sige, det er suicidalt. Andre vil mene, han blot er i færd med at rulle sit liv tilbage for at få fred med alle dem, han gennem årene har myrdet med sin syleskarpe pen. Uanset hvad er det nedslående at se på.

Først meldte han sig, komplet uforståeligt, under Thornings socialdemokratiske faner. I tilgift var han parat til at gøre selveste Mogens Lykketoft til udenrigsminister. Alene dét tyder på momentan sindssyge. Så sent som 2. november lød det fra kulturkæmperen fra før kulturkampen overhovedet blev opfundet: »Vi trænger til en kvinde, der kan gennembryde det usynlige loft i dansk politik. Hun er dygtig, præcis, nidkær, og formatet kommer med årene i statsministerstolen.«

Hvorfor skriver Ulrik Høy det? Ordene kunne have tilhørt Klaus Rifbjerg eller Peter Aalbæk, men kommer fra den mand, der har flere socialdemokraters liv på samvittigheden end nogen anden borgerlig kommentator de sidste mange, mange år. Det er en gåde, også fordi selv hans sprog er kommet til at ligne alle de andres, hvor det førhen var sprudlende og personligt. Ulrik Høy gik i seng som trapezkunstner og vågnede op som bolddreng.

Dernæst fik han nok af Irak-krigen. Det kan ske for selv den bedste, men Ulrik Høy tyede til beskyldninger om amerikanernes bedrageri og løgn. Det blev et bittert opgør og selvopgør. Hvor han i begyndelsen havde støttet invasionen og langt hen ad vejen forsvaret det fornuftige i at kæmpe for en demokratisering af regionen, så var det hele pludselig de neokonservatives skyld. Han var blevet fuppet og hjernevasket. Krigen handlede jo bare om olie og fordækte motiver. »Krigsherre Bush har genoplivet noget så antikveret som kolonikrige og imperialistiske krigseventyr.« »Det er godt nok et bedrag, der vil noget. Det er svindel i verdensklasse,« hed det 28. august. Svend Auken eller Frank Aaen kunne ikke have sagt det mere lyrisk. Høy så konspirationer. Han klynkede. Var det en slags aflad – eller var han bare gået i sort?

Som et sidste nummer i sin egen demaskering/bodsgang nåede den forvandlede Ulrik Høy i efteråret frem til et dementi i sin ellers vedvarende kritik af samarbejdet med nazisterne under besættelsen. Efter i noget nær en generation at have ytret sig særdeles kritisk om det officielle Danmarks rolle, herunder svigt over for omverdenen, som samarbejdspolitikerne ikke gav en døjt for. Man læste den ny Ulrik Høy med vantro. Kunne det være en redaktionel fejl: Havde avisen forvekslet hans byline med Klaus Rothsteins? Nej. Ulrik Høy stod tilsyneladende ved sine ord.

Det korte af det lange er, at Ulrik Høy er forsvundet, og jeg har derfor meldt ham savnet. Alle oplysninger, selv løse rygter, der kan føre til sagens opklaring, modtages med åbne arme og belønnes med en klækkelig dusør. Kære Ulrik, det borgerlige Danmark har brug for dig.