Hvis man ønsker at bevare de store redaktionelle miljøer, som magter at hamle op med myndighederne og fungere som befolkningens øjne og ører, kan man lige så godt droppe at sprede eller reducere mediestøtten. Så er det som hidtil dagbladene og public service medierne, der skal have den. Så enkelt er det.

Af Ebbe Dahl, kultur@berlingske.dk
Torsdag den 4. december 2008, 22:30

Tag nu denne artikel! Jeg har skrevet et indlæg om, hvad det danske samfund kan miste, hvis det i ukritisk beundring for nye mediefænomener – som dagbladene går forrest med – glemmer at passe på aviserne. Hvor skulle jeg få mit debatindlæg frem, hvis ikke i en avis? På en blog? Ja, hvis jeg var selvoptaget nok til at tro, at alle relevante politikere og samfundsdebattører ikke havde andet at lave end at følge en blog fra min hånd eller havde valgt at modtage RSS-feeds fra den. På internettet? Ja, hvor skulle det være? Der ville nok være endnu mindre opmærksomhed fra de rette mennesker, hvis jeg brugte Facebook til at diskutere de store emner.

Selvom politikerne og meningsmagerne så strømmede til hver gang, jeg satte mig til tasterne, tror jeg stadig ikke, at en forsvarlig bid af offentligheden ville være med på en kigger og danne sig meninger om mit ærinde og måske skrive et læserbrev til bred publicering på mandag om, hvor meget jeg tog fejl. Det samme ville gælde, hvis jeg fik optaget min artikel i et fagblad. For hvilket fagblad, der rummer debat, har bred folkelig gennemslagskraft som en avis?

Med andre ord: Ingen andre medier har dagbladenes egenskaber som formidlere af den brede samfundsdebat. Det er aviserne, der udgør platformen for borgernes, deres politikeres og de sagkyndiges diskussion.



Den danske befolkning kan glæde sig over at have adgang til et avisudbud på højt niveau, både hvad angår indhold, antal avistitler og oplagstal i forhold til befolkningens størrelse.

Danmark er altså et avisland. Men det er også et land, hvor nye digitale medier som internettet er trængt igennem i en grad, så kun en håndfuld lande her omkring kan følge med. Medietætheden er høj i Danmark, og det gælder også, når man ser på fagblade, ugeblade og magasiner. På radioområdet er landet holdt i en skruestik af DRs 85-årige statsmonopol, som kvalitativt er på højt niveau, men knap har givet plads for privat radio. For TVs vedkommende er duopolet DR/TV 2 næsten lige så hårdt ved det private marked, men også her er i internationalt lys tale om kvalitetsmedier.

Med så stort et mediemiljø i så lille et land er borgerne langt bedre stillet end de fleste, men markedet alene kan ikke bære udbuddet. Det politiske Danmark er da også klar over, at det er en demokratisk kæmpefordel at have en omfattende og nuanceret bestand af kvalitetsmedier, og derfor får de mest afgørende medier tilskud fra staten. Konkret er støtten koncentreret dels om DR og TV 2/Regionerne, der begge er rent licensfinansieret med i alt 3,25 milliarder kr., dels om dagbladene, der modtager, hvad der til sammenligning svarer til godt 10 pct. af licensen i distributionsstøtte. Og så kan læserne glæde sig over, at der ikke skal betales moms for avisindkøb. Værdien af 0-momsen er svær at beregne, men er formentlig omkring en milliard.

For dagbladenes vedkommende er det ikke kun staten, der yder støtte. Støtteforanstaltningerne starter hos dagbladene selv. Kun få dagblade løber nemlig i sig selv økonomisk rundt, for det er fantastisk dyrt at drive en fintmasket nyhedsorganisation med journalistiske ressourcer, der er stærke nok til at hamle op med myndighederne og fungere som befolkningens øjne og ører.

Virksomhederne må derfor supplere indtægterne med overskud fra gratis ugeaviser og eventuel trykkerivirksomhed og reklameomdeling. Nogle steder begynder også webaktiviteterne at give indtægter. Men i de forløbne 10 års højkonjunktur er det alligevel kun én gang lykkedes den samlede dagspresse at få et overskud, der har overgået distributionsstøttens beløb. Med andre ord er dagbladene ikke et sted at anbringe sine sparepenge ud fra andet end idealistiske motiver, og det er da også de idealistiske motiver, der præger de fleste dagbladsvirksomheders formålsparagraffer.



Selvom dagblade med deres særlige egenskaber er kommet for at blive, er alle med rette imponeret over, hvad der kan lade sig gøre på internettet. Det gælder også dagbladsfolk, der ser et vigtigt fremtidigt marked dér, og aviserne er også gået foran ved at udvide brandet til at omfatte publikation på nettet. I den seneste statistik over websites er otte af de tyve største danske websteder dagbladssites, og af de øvrige har kun to andre journalistisk karakter. De to ligger til gengæld allerøverst i feltet. Det er DRs og TV 2s hjemmesider. Og de er størst. Meget størst.

Dagbladene har måttet lære at leve med de faktiske statslige radio- og TV-monopoler, selvom de historisk set har forhindret avishusene i at udvikle stærkere økonomiske ståsteder ved at gå ind i radio og TV. I dag er det næppe muligt at ændre meget ved den situation. Statens TV- og radiostationer og dagbladene lever sammen i bevidstheden om hver især – og i en vis symbiose – at udgøre de to hovedhjørnestene i den mest samfundsgavnlige del af mediespektret, hvor store, kompetente redaktioner formår at grave dybt og publicere bredt.

Men med udviklingen af medier på internettet er der opstået nye problemer. Internettet har et kæmpe udviklingspotentiale, selvom det – som uddybet ovenfor – ikke kan alt, som dagbladene kan. Til gengæld kan det noget andet, og blandt de ting, der kendetegner nettet, er, at de fleste medier til en vis grad kan flyde over i internetpublicering nu, hvor der både kan bringes tekst, stillbilleder, video og lyd. Blandt dem, der flyder i den retning, er DR og TV 2.

Dette er for så vidt i orden, så længe de bruger internettet til at give borgerne adgang til tidsforskudt lytning og sening og muligvis forskellige former for oplysning og måske børnestof. Et vist mål af nyheder med udgangspunkt i DRs og TV 2s sædvanlige produktion er formentlig også naturlig. Men fortsættes det supermarked af webnyheder, -underholdning og -spil, som DR og TV 2 har bygget op og agter at udvikle yderligere, vil de to stationers dominerende position på radio og TV blive suppleret med en tilsvarende på nettet. DRs og TV 2s netmedier tordner frem i kraft af stationernes særlige mulighed for krydsmarkedsføring, hvor de fleste udsendelser på TV og radio henviser til nettet, en aktivitet med en statsbetalt reklameværdi af ukendte dimensioner, uanset at reklame på DR er forbudt. Hvis ikke dén konkurrence skal blive lammende for de private medier, må der sættes hegn op om statens mediers adgang til at dominere på nettet, ligesom det for ganske nylig er sket over for BBC i Storbritannien.



Nu kan De selvfølgelig pege fingre ad de knarvorne dagblade, der ikke vil have, at public service medierne udvikler sig på nettet. Men i den spinkle økologi, der kendetegner den danske mediebiotop, er det ikke muligt at fastholde balancen uden indgreb. Og her skal man tænke på, at langt det største indgreb består i en lovbestemt licensopkrævning på et godt stykke over 3 mia. kr., der mest går til DR, og en række fordele for de to TV-foretagender, der skal kunne ses af alle husstande med fjernsyn. Det andet afgørende markedsindgreb er dagbladenes distributionsstøtte og 0-moms. Begge dele er nødvendigt for at fastholde de to store medieformer, public service TV og radio og aviserne, men det er samtidig nødvendigt at sørge for, at public service medierne ikke kannibaliserer dagbladene.

Resten af mediestøtten er småtteri, og dét falder nogle for brystet, ikke mindst andre mediegrupper som fagblade og ugeblade, der ikke modtager støtte, og derfor taler om konkurrenceforvridning mellem dagbladene og deres produkter. Før man falder for den argumentation, skal man være opmærksom på, at Folketinget f.eks. gennem teaterlov og musiklov med åbne øjne vælger særligt værdifulde teatre og musikensembler ud og støtter dem for at sikre, at der er en rygrad i det danske kulturliv. Det sker ud fra et nødvendighedssynspunkt, men uden at nedvurdere andre teatre og orkestre. Helt tilsvarende udgør dagbladene og public service radio og TV rygraden i det danske mediebillede og i demokratiet.

Medieforligets parter har i 2006 bedt om en undersøgelse af mediestøtten i Danmark, som nu er halvvejs. Evalueringen heraf skal først ske i løbet af foråret 2010, men mens vi venter på udredningen, er debatten begyndt. Under den årelange diskus­sion, som ligger forude, er det afgørende at huske, at dagbladene uanset deres biaktiviteter ikke formår at skabe en sund økonomi uden de forhåndenværende støtteordninger. Hvis dagbladenes statstilskud reduceres, vil der altså falde aviser bort. Hvis der for andre statspenge påføres ublu konkurrence på nettet, bliver det rigtig slemt. Og hvis aviserne i stort omfang svækkes og måske endda bukker under, så bløder demokratiet med.