Bibliotekernes opgave er i disse år den samme som altid: at styrke borgernes oplysning, uddannelse og kulturelle aktiviteter. Men den strategiske udfordring er ny. Den handler i dag om samspillet med brugerne og om måden, hvorpå der formidles. Lad os hilse innovation velkommen.

Af Pernille Drost - Formand for Bibliotekarforbundet og og Kresten Schultz Jørgensen - Adm. direktør Lead Agency
Tirsdag den 15. januar 2008, 22:30

Med halvandet ben inde i informationssamfundet kunne man sagtens mene, at hvis der er noget, et innovativt og demokratisk samfund som det danske har behov for, ja så er det folkelige kerner og brændpunkter for litteratur, medier og teknologi. Folkebiblioteker. Vi burde opfinde dem, hvis de ikke allerede fandtes.

Bibliotekerne findes som bekendt allerede, og kravene til dem bliver større og større. Både fra befolkningens og fra politikernes side. Det forventes, at bibliotekerne er innovative, fremadstræbende og vedkommende. Når der så kommer en ny vision for eksempelvis Københavns Hovedbibliotek, lyder der massiv kritik af idéerne om at skabe et formidlende og nytænkende bibliotek: færre bøger skal stå fremme i biblioteket, og der skal ske en nyindretning af biblioteksrummet. Og mere plads til andre medier end bøgerne.

I disse uger bevæger biblioteker og bibliotekarer sig derfor i et emotionelt minefelt, hvor forfattere og forlag mener, at biblioteker primært skal være bøger. De står i kø for at komme med gode råd til, hvordan der kan komme flere bøger på bibliotekerne. Flemming Møldrup fra ABC Forlag foreslår i kronikken 12. januar, at folkebiblioteker bare skal nedlægge lånesamarbejdet/interurbanlån og bruge pengene til at købe bøger for i stedet. Men Møldrup glemmer, at lånesamarbejdet inkluderer både folke-og forskningsbiblioteker, og i 2006-statistikken udgjorde forskningsbibliotekernes udlån til folkebibliotekerne 73%. Skulle man opgive det og i stedet købe mere skønlitteratur? Det vil være en meget upopulær beslutning, ikke mindst for alle landets studerende, forskere og uddannelsesinstitutioner, og det er en uforståelig argumentation. Men et godt eksempel på forlagenes købmandskritik.

Vi savner en stemme i koret, idet kommunernes tavshed er slående i denne debat. Som kulturministeren selv måtte konstatere, da han blev kaldt i samråd i kulturudvalget i efteråret 2007, så er det kommunernes kulturpolitik, der sætter rammerne for bibliotekerne. Det er i høj grad KL og de lokale politikere, der har ansvaret for bibliotekernes rolle i udviklingen af et vidensbaseret og innovativt samfund.

Det sidste er sagens kerne. Folkebibliotekerne har i mere end et århundrede haft til formål at styrke borgernes oplysning, uddannelse og kulturelle aktivitetsniveau. I dag er opgaven større end nogensinde, blandt andet fordi oplysningen skal finde sted med en bred vifte af kulturelle tilbud, stigende brugerforventninger om sammensætningen af litteratur og medier samt en konstant udvikling af informationsteknologiens digitale muligheder.

Debatten om at bogen ikke overlever, fordi bibliotekerne vil sætte den ned på depotet eller smide den ud, er en genganger. Bogens status og valget mellem medier er to af de myter, som bibliotekerne bærer med sig, og som er en alvorlig stopklods for yderligere udvikling og innovation i de danske biblioteker.



Myte nr. 1 er dén om bogens »død«. Vel er den ej død, bogen. I et årti har den offentlige debat været præget af dommedagsprofetier om bogens overlevelsesevne i det digitale samfund.

I dag står det forhåbentlig klart, at bogen har status og funktion som mere end blot medie i sig selv. Bogen er ikke kun litterært indhold, nøjagtig ligesom bibliotekerne ikke udelukkende kan defineres som litteraturformidlende i kraft af bogen som fysisk produkt. Bogen som medie er en kulturel signifikator, der rummer en lang række muligheder for oplevelser, oplysning og debat. Det betyder konkret, at litteraturformidling ikke blot er udlån af en bog – det er lydbøger, forfatterarrangementer, temaudstillinger, oplæsning for børn og formidling via internettet også.

Et område med demokratiske, teknologiske og geografiske udfordringer, som biblioteksvæsenet har været utroligt dygtigt til at tage til sig – og som faktisk allerede er lykkedes. Et illustrativt eksempel er www.litteratursiden.dk, bibliotekernes netmagasin om skønlitteratur. En guldgrube af anmeldelser, forfatterprofiler, forfatterblogs og temaartikler. Et væsentligt eksempel på at medierne ikke konkurrerer, men supplerer og skaber mulighed for endnu bedre formidling til forskellige brugergrupper.



Myte nr. 2 handler om det påståede valg mellem medier. Det trykte ord over for dets digitale søster i en krig, der tilsyneladende kun kan vindes af sidstnævnte, nøjagtig som man i pressen i mange år troede, at internettet ville lægge både magasiner og aviser i graven.

Magen til sludder. Det står i dag tindrende klart – ikke mindst fordi biblioteksvæsenet selv har anvist vejen – at digitaliseringen så langtfra er en konkurrent til bogen. Medierne er konvergente, og i informationssamfundet endda mere end dét. De er hinandens praktiske forudsætninger.

På den ene side har brugen af hjemmesider givet bibliotekerne mulighed for at komme i kontakt med langt flere brugere end tidligere og med langt større demografisk spredning. På den anden side behøves bibliotekernes fysiske rum som stedet for dialog, samvær og formidling i bredere forstand.

Bibliotekerne rummer kort sagt formidlingen, uanset medie. Bibliotekerne binder medierne sammen ved at formidle litteratur og kultur uafhængig af kommercielle interesser og ud fra en forpligtelse om kvalitet og alsidighed. Man kan undre sig over, at det stadig skal være et stridspunkt, at bibliotekerne har forskellige medier.

Kritikere af den moderne biblioteksudvikling har hængt sig i projekter, der har fokus på andre medier og specielt tiltagene over for børn. Flemming Møldrup og Leif Davidsen angriber forsøgsprojektet »det (næsten) bogløse børnebibliotek« fra Aalborg Bibliotek og mener, det er det samme som en fritidsklub. Kritikerne drager to forkerte slutninger: for det første er det et forsøgsprojekt, og for det andet er projektets formål faktisk at stimulere børnenes læselyst. Og det gør man bl.a. ved at forstå børns medielandskab som meget bredt og differentieret i forhold til voksnes. Børnebibliotekerne har altid arbejdet på at være kulturelle væresteder for børnene. Bibliotekerne er en moderne kulturinstitution; ikke en historisk varmestue for særlige bogelskere.

Biblioteksvæsenet bør vel også selv i stigende grad definere og kommunikere sin egen rolle. Det sidste betyder, at bibliotekerne selv skal være opmærksomme på, hvem og hvad der sætter retningen for udviklingen af tilbuddene. Skal der eksempelvis fokuseres på brugerdreven innovation, dvs. borgernes egne muligheder, eller skal biblioteket i højere grad vælge til og fra? Og hvordan skal biblioteket favne både de kulturpolitiske opgaver og kravet om oplysning af kommunale og statslige forhold, som begge er beskrevet i biblioteksloven?



Bibliotekernes opgave er i disse år den samme som altid: at styrke borgernes oplysning, uddannelse og kulturelle aktiviteter. Men den strategiske udfordring er ny. Den handler i dag om samspillet med brugerne og om selve måden, hvorpå der formidles.

Indtil 1980erne var alle materialer i bibliotekerne registreret i kortkataloger, hvilket helt naturligt gjorde det svært for brugerne at være selvhjulpne. Derefter kom den første digitaliseringsbølge med søgbare databaser og muligheden for, at biblioteksbrugerne kunne søge og finde materialerne selv. I dag, ikke mindst med Google og dens brugergrænseflade, er der skabt en helt anden måde at navigere på digitalt. Brugerne kan, kort sagt, en hel del selv. Bibliotekernes opgave er i det lys at være andet og mere end blot »bogcentral«. Man skal være kulturinstitutioner med en skelen til den oplevelsesøkonomi, der i disse år fejer hen over landet som et overfladisk buzzword, men som i sin essens også rummer en nødvendig respekt for kommunikationen til og med brugerne.

Det skal også afspejle sig i biblioteksindretningen. De seneste års biblioteksbyggeri er præget af, at bibliotekerne i det store og hele ser ud, som de gjorde for 15-20 år siden. Det dominerende element er massive opstillinger af materialer. Drager vi en lære af de mere begavede erfaringer fra kulturverdenen og oplevelsesøkonomien, ja så bør langt større vægt lægges på brugernes aktive deltagelse. Kort sagt: på for mange, også helt nye, biblioteker er indretningen stadig bygget op om den traditionelle bogsamling og formår ikke at skabe det hybride rum, hvor man aktivt formidler de digitale tilbud i sammenhæng med de fysiske.

Biblioteksvæsenet har alle muligheder for at indtage rollen som en af tidens væsentligste kulturinstitutioner, og bibliotekerne er selv mange steder gået forrest i moderniseringen. Lad os sikre et innovativt løft af biblioteksvæsenet og hilse nytænkning og innovation velkommen. Udvikling frem for afvikling.