Når amerikanerne endelig går i krig, så udøver borgerne en stram demokratisk kontrol med krigen gennem en energisk offentlig debat og valg til Kongressen hvert andet år.

Af Henrik Fogh Rasmussen - Kommentator
Søndag den 25. maj 2008, 22:30

I dag er de faldne soldaters dag, Memorial Day, i USA. De fleste amerikanere holder fri fra arbejde, og dagen markeres med parader og taler af politikere og krigsveteraner over hele landet. Præsidentkandidaterne John McCain, Barack Obama og Hillary Clinton vil udtrykke deres respekt for de faldne og muligvis benytte lejligheden til at sige et par ord om sikkerhedspolitik.

Memorial Day blev oprindeligt indført for at mindes de 364.000 faldne soldater fra Nordstaterne i Den amerikanske Borgerkrig. Men i dag ærer amerikanerne tillige 116.000 døde i Første Verdenskrig, 405.000 i Anden verdenskrig, 36.000 i Koreakrigen, 58.000 i Vietnamkrigen og 4.500 i Irak og Afghanistan samt hundreder af faldne i mindre konflikter som Libanon (1983), Grenada (1983), Panama (1989-90), Golfkrigen (1990-91) og Somalia (1993).

Tallene vidner om den pris som amerikanerne har betalt i den internationale kamp imod tyranni og undertrykkelse gennem det seneste århundrede. Og med en sådan investering i blod, sved og tårer er der ikke noget at sige til, at sikkerhedspolitik som regel spiller en afgørende rolle i amerikanske præsidentvalg. Amerikanerne vil have en præsident, som kan forvalte nationens og verdens sikkerhed med en sikker hånd. For vælgerne ved, at det som regel er USA og dermed deres egne familier og venner, som må sætte livet på spil for at skabe fred og frihed i verdens brændpunkter.

Desværre bliver amerikanerne ofte beskyldt for militarisme på grund af deres militære engagement verden over. Men amerikanerne er ikke mere militaristiske end europæerne; de har bare en mere moden indstilling til krig og sikkerhedspolitik.

I de fleste europæiske lande var Anden Verdenskrig den sidste konflikt med store tab af menneskeliv. For europæerne er krig et abstrakt begreb, som hører fortiden til. Man frygter som regel det ukendte og uvante, og derfor er mange europæere parate til blindt at protestere imod enhver form for krig uden at kigge på de nærmere omstændigheder.

Da den daværende franske udenrigsminister Dominique de Villepin i 2003 talte imod den amerikanske invasion af Irak, hævdede han, at hans budskab kom fra »et kontinent, Europa, som har oplevet krig, besættelse og barbari«. Men Dominique de Villepin har aldrig været i krig, og han talte på vegne af en hel generation af europæere fra Chris Patten på højrefløjen til Joschka Fischer og Mogens Lykketoft på venstrefløjen, som heller aldrig har været i krig.

De fleste amerikanere har derimod familie eller venner, som har været i krig, hvilket selvsagt har stor betydning, når der diskuteres politik ved køkkenbordet eller på arbejdspladsen. Amerikanerne ved af personlig erfaring, hvor kostbar og smertefuld krig kan være, men de ved også, at soldaternes indsats ofte fører til en bedre verden.

Tag for eksempel de igangværende konflikter i Irak og Afghanistan. De fleste europæere får al deres information om disse krige fra medierne, hvor redaktørernes og journalisternes vinkling ofte resulterer i et ensidigt billede af bilbomber, kaos og selvmord blandt krigsveteranerne. De amerikanske medier er ofte lige så ensidige som de europæiske, men en stor del af den amerikanske befolkning får deres information direkte fra de 1,6 millioner amerikanske soldater, som har været udsendt til Irak og Afghanistan siden 2001. Dermed har den almindelige amerikaner et meget mere personligt og nuanceret billede, som omfatter de mange positive resultater, som medierne finder det for kedeligt at rapportere om.

Krig er barsk virkelighed for amerikanerne, og netop derfor er det både forfejlet og dybt arrogant, når kritikere af USA beskriver landet som militaristisk. Amerikanerne er villige til at gå i krig, når det er nødvendigt, men de kender prisen bedre end nogen andre, og derfor er de dybt skeptiske over for alt, hvad der smager af militarisme. Protesterne mod Vietnamkrigen for 40 år siden er velkendte, men stort set hver eneste krigsførende præsident er blevet udsat for omfattende kritik og demokratisk modspil.

Vi husker i dag Abraham Lincoln som sejrherren i Den amerikanske Borgerkrig, men vi overser ofte, at republikaneren Lincoln var alvorligt truet af demokraten George McClellan op til valget i 1864. Nordstaterne havde lidt en række nederlag i sommeren 1864, og McClellan gik til valg på at starte fredsforhandlinger med Sydstaterne. Lincoln klarede kun skærene, fordi nordstatsgeneralerne Grant og Sherman begyndte at trænge sydstatstropperne alvorligt tilbage i månederne op til valget.

Store dele af den amerikanske befolkning var imod amerikansk deltagelse i Første Verdenskrig, og det var først i starten af 1917, at Woodrow Wilson fik USA med i krigen. I Anden Verdenskrig var det først efter, at USA blev angrebet af japanerne, at Franklin Roosevelt kunne samle politisk opbakning til at sende amerikanske soldater i krig. Og frygten for folkelig modstand mod en blodig invasion af Japan var direkte medvirkende til Harry Trumans beslutning om at bruge atombomber imod Hiroshima og Nagasaki i 1945..

Vi hylder i dag Truman som præsidenten bag NATO og Marshall-hjælpen, men vi glemmer, at Truman i 1953 forlod posten som en af de mest upopulære præsidenter nogensinde på grund af den folkelige modstand mod Koreakrigen.

Disse eksempler viser, at antimilitarismen ligger dybt i den amerikanske folkesjæl. Og alt andet skulle da også være mærkeligt i et land, hvor individualismen råder så stærkt, som den gør i USA. Amerikanerne vil ikke kommanderes med og marchere i takt.



Netop på grund af amerikanernes antimilitarisme går USA som regel kun i krig, når det er absolut nødvendigt. Winston Churchill, som måtte vente på amerikansk hjælp mod tyskerne i mere end to år, sagde ligefrem, at »man kan regne med, at amerikanerne gør det rette – efter at de har afprøvet alle andre muligheder«.

Og når amerikanerne endelig går i krig, så udøver borgerne en stram demokratisk kontrol med krigen gennem en energisk offentlig debat og valg til Kongressen hvert andet år. De republikanske valgsejre i 2002 og 2004 var i høj grad en blåstempling af invasionerne i Afghanistan og Irak, mens republikanernes nederlag i 2006 markerede vælgernes utilfredshed med den forværrede situation i Irak i løbet af 2005 og 2006.

Dette års præsidentvalg er de amerikanske vælgeres næste mulighed for at give deres mening til kende om krigen i Irak. De seneste meningsmålinger viser, at to tredjedele af befolkningen er utilfredse med Bush-administrationens håndtering af krigen. Mange europæiske iagttagere forventer en demokratisk sejr, eftersom både Hillary Clinton og Barack Obama lover en hurtig tilbagetrækning fra Irak.

Set i et historisk perspektiv er der imidlertid ikke noget usædvanligt ved den folkelige utilfredshed med Irak-krigen. Og på linje med Lincoln, Wilson, Roosevelt og Truman kan Bush meget vel blive anerkendt af historien som en modig og visionær præsident, som gjorde det rigtige på trods af en til tider fjendtlig folkestemning. Netop fordi amerikanerne normalt kun går i krig, når det er absolut nødvendigt, ender vælgerne som regel med at bakke op om missionens fuldførelse, hvis præsidenten er stædig nok.

Præsident Bush er ikke på valg i november, men John McCain går til valg på at fuldføre den amerikanske mission i Irak. Hvis vi bruger historien som vejleder, gør det McCain til favorit i november.