I disse dage er Birthe Rønn Hornbech i fuld gang med at demonstrere visdommen i sine gamle forudsigelser om, at hun aldrig burde være blevet minister.

Af Thomas Larsen, tla@berlingske.dk
Lørdag den 17. maj 2008, 21:00

Der er et tragisk element i den cirkusforestilling, som Birthe Rønn Hornbech (V) opfører i disse døgn med sig selv i rollen som politisk pauseklovn.

Allerede efter sin historiske valgsejr i 2001 var Anders Fogh Rasmussen (V) opsat på at få den markante Venstrekvinde med på sit ministerhold. Men svaret fra Rønn var et nej. Hun vidste instinktivt, at hun ville være bedre og stærkere som parlamentariker end som minister.

Efter valget i november 2007 lykkedes det imidlertid for Fogh at få overtalt den populære politiker til at komme med i ministerkredsen. Udnævnelsen blev udlagt som et offensivt træk – også fra min side – og blev anset for at være en styrkelse af regeringen, ikke mindst fordi Rikke Hvilshøj (V) tydeligvis var slidt op som integrationsminister.

I disse dage er Birthe Rønn Hornbech imidlertid i fuld gang med at demonstrere visdommen i sine gamle forudsigelser om, at hun aldrig burde være blevet minister.

I rollen som fri folketingspolitiker kunne hun – inden for partiets mere rummelige rammer – dykke ned i væsentlige problemer, afsætte tid til at fundere over udfordringer for folkestyret og indgå i dialog med offentligheden via gennemarbejdede kronikker og glimrende debatbøger.

På den baggrund blev hun med rette fremhævet som en original fritænker på Borgen. Mange opfattede hende som en pryd for Folketinget, og hun fik en stor fanskare som kvinden, der kunne tænke selv og turde gå på tværs.



Så enkel er tilværelsen bare ikke, når man er medlem af en regering. Som minister stiger ens indflydelse, men rammerne snævres ind, for i den position er man en del af et hold.

Ingen regering vil kunne overleve, hvis dens ministre sendte signaler i 117 forskellige retninger, eller hvis de enkelte fagministre nægtede at udtrykke deres støtte til den samlede linje. I den situation ville regeringen åbne så mange flanker og udløse så stor forvirring, at den øjeblikkeligt ville blive straffet af vælgerne.

Derfor står Rønn lige nu over for et fundamentalt valg: Hun må gøre op med sig selv, om hun vil være medlem af regeringen, eller om hun vil søge tilbage til de mere trygge rammer på Borgen.

Uden den afklaring risikerer hun at reducere sig selv til en politisk pauseklovn, der dagligt latterliggøres i pressen. Allerede nu er »Cirkus Rønn« ved at komme ud af kontrol. Ekstra Bladet har trukket paralleller til TV-komedien »Halløj på badehotellet« for at kunne beskrive ministerens optræden, mens Jyllands-Posten på lederplads har udtrykt bekymring for, om ministeren er rigtig velforvaret.

De pinagtige optrin, hvor Rønn har truet pressefolk med polititilhold, har forsøgt at fotografere kritiske journalister - »Jeg ved, hvem I er« - og på barok vis er flygtet fra pressefolk for at undgå at svare på relevante spørgsmål, er ødelæggende. Disse optrin underminerer hendes autoritet som minister, og de udgør en belastning for den samlede regering.

Ændrer hun ikke opførsel hurtigt, er hun reelt færdig som minister.



Fogh har offentligt måttet gøre det klart, at en minister naturligvis ikke må udelukke bestemte journalister og medier. Internt i regeringen er tålmodigheden over for Rønn spændt til bristepunktet. Flere ministerkolleger er harme over, at hun ikke vil støtte regeringens tørklædeforbud for dommere, for de ved kun alt for godt, hvad der er på spil:

Så længe Birthe Rønn Hornbech nægter at udtrykke sin støtte til regeringens tørklædeforbud – som ifølge en ny Gallup for Berlingske Søndag – bakkes op af et flertal i befolkningen, skaber hun uro og udsteder indirekte løbepas til kritikerne internt i Venstre. Flere Venstrefolk som f.eks. Karen Ellemann, Malou Aamund og nu Eyvind Vesselbo er yderst kritiske over for tørklædeforbuddet. Men det er først og fremmest Birthe Rønn Hornbechs illoyalitet, som skaber det alvorlige problem for regeringen.

I forhold til den vigtige udlændinge- og integrationspolitik har Fogh ganske enkelt ikke råd til at have en minister, der torpederer hans linje og egenhændigt forsøger at udstikke en alternativ kurs.