Enhedslisten har næsten haft uafbrudt medlemsfremgang siden 1992, men nu er den kurve vendt. Flere peger på Asmaa Abdol-Hamid som direkte årsag til faldet.

Af Chris Kjær Jessen, chje@berlingske.dk
Onsdag den 10. oktober 2007, 21:00

De seneste år har Enhedslisten haft vækstrater på over ti procent i medlemstallet, men siden Asmaa Abdol-Hamid blev officiel spidskandidat i maj måned i år, er tallet faldet med omkring 100 personer, så der i dag er 4.099 medlemmer.

Og det er ingen tilfældighed, mener flere partimedlemmer.

»Vi burde være gået frem med 300-500 medlemmer det seneste år, hvis man kigger på de bevægelser, der er i befolkningen omkring velfærd og Ungdomshuset. Men det er vi ikke, og jeg tror Asmaa Abdol-Hamid har en del af skylden for, at det ikke er gået sådan,« siger hovedbestyrelsesmedlem i Enhedslisten John Littau, som har meldt ud, at han ikke støtter Asmaa Abdol-Hamids kandidatur.

Han peger også på, at der var kommunalvalg og Folketingsvalg i 2005, hvilket dengang var skyld i stor medlemsfremgang for alle partier, og at tilbagegangen skal ses i det lys.

Det seneste år er Enhedslistens medlemstal faldet, mens flere andre partier er gået frem.

Til sammenligning har partiets nærmeste konkurrent, Socialistisk Folkeparti, haft en medlemsfremgang på 1.100 personer det seneste år.

Ingen offensiv spydspids
I Enhedslistens folketingsgruppe er man mere usikker på årsagen.

»Det er svært at sige, hvad der ligger bag. Det kan sagtens være, at Asmaa Abdol-Hamid og den diskussion, der har været, har spillet en rolle. Men den sag har også fået mange til at melde sig ind,« siger Line Barfod, formand for Enhedslistens folketingsgruppe.

Lektor i politologi ved Aalborg Universitet Johannes Andersen mener, at den primære årsag skal findes et andet sted.

»Den afgørende årsag til faldet er, at partiet mangler en spydspids efter Pernille Rosenkrantz-Theil, for Enhedslistens succes hviler på, at de kan være frække og offensive på en overbevisende måde, og det kunne hun. Så har de selvfølgelig fået Asmaa-sagen oveni, og det har ikke gjort det bedre,« siger Johannes Andersen.

»Jeg tror især, at det er svært for de ældre socialister at støtte op om en religiøs person, mens de yngre synes det er okay,« slutter han.