I de muslimske egne af Kina findes der kvindelige imamer med egne moskéer styret udelukkende af kvinder – et unikt fænomen i ISLAM. Kvinderne ser gerne tendensen brede sig til resten af verden.

Af Lene Winther, magasin@berlingske.dk
Lørdag den 15. marts 2008, 16:35

Hun står i forreste række af bederummet. Det aldrende ansigt under det bordeauxfarvede tørklæde er vendt mod Mekka. Øjnene er lukkede. Hun hvisker lavmælt på arabisk. Knæler under den sorte kjortel og lader panden røre det slidte bedetæppe.

Godt 50 kvinder følger hendes bevægelser.

Fredagsbønnen er i gang, og den 68-årige Ding Gui Zhi leder kvinderne i moskéen Lu Lan nusi i byen Lanzhou i det nordvestkinesiske Gansu-provins. Hun er en af Kinas kvindelige imamer – eller nu-ahong på kinesisk – og repræsenterer en århundredegammel kinesisk tradition, der giver kvinder en ledende rolle i den ellers overvejende mandsdominerede islam.

Imamer som Ding Gui Zhi har deres egen moskéer kun for kvinder, som drives uden mændenes indblanding.

Selvom moskéerne er mindre og mere ydmyge end mændenes, har de her deres eget sted at råde over.

Det findes ifølge islam-kendere ikke andre steder i den muslimske verden, hvor kvinderne ofte er henvist til at bede i et afskærmet rum i mandemoskéen. »Så langt som vores viden rækker – og vi har spurgt kolleger, som researcher i diverse muslimske samfund, i muslimske lande og i andre regioner af verden – er kvindemoskéerne styret af imamer i deres mest uafhængige og selvstyrende form et unikt fænomen for islam i Kina, siger forskeren Maria Jaschok fra International Gender Studies Centre, Oxford Universitet, som er medforfatter til bogen »The History of Women’s Mosques in Chinese Islam«.

De kvindelige imamer er alle Hui – Kinas godt ti millioner store muslimske etniske minoritet, som især findes i den centrale Henan-provins og de nordvestlige provinser Gansu og Ningxia. Ingen provinser har lavet pålidelige statistikker over deres kvindelige imamer og moskéer. I Henan-provinsen, hvor Maria Jaschok fra Oxford Universitet har lavet sin research, fandt hun ligeså mange moskéer for kvinder som for mænd.

Tilbage i bederummet er bønnen slut. Rækkerne af kvinder opløses. De strømmer hen for at trykke Ding Gui Zhis hånd eller klappe hende på skulderen. Bagefter finder de deres sko og træder ned ad en stejl stentrappe til moskéens gårdhave. Her bor Ding Gui Zhi i to spartanske værelser.

Hun er født ind i en religiøs familie. Moderen var også imam og lærte sin datter om islam. Senere blev Ding Gui Zhi gift og fødte fem børn, og da hendes mand døde i 1982, fik hun travlt med at forsørge børnene. Først da de flyttede hjemmefra, kunne hun igen koncentrere sig om koranens skrifter. Hun fik for ti år siden officielle papirer på sin status som imam fra det lokale islamiske bureau, og nu underviser hun både unge og gamle kvinder i islam. »Jeg så gerne, at der var kvindelige imamer i alle andre lande i verden. Det er let og belejligt for kvinder at tale og kommunikere med hinanden. Der er ofte spørgsmål såsom afvaskningen før bønnen, som er ubehagelige at drøfte med mandlige imamer,« siger Ding Gui Zhi.

En afgørende ting adskiller hende dog fra de mandlige imamer: Hun må ikke lede mænd i bønnen eller kalde til bøn de obligatoriske fem gange om dagen. Derfor hænger der en lille højtaler i hjørnet af Ding Gui Zhis bederum. Gennem den kalder en dyb mandestemme fra den nærliggende mandemoské til bøn. Herfra lyder talen under fredagsbønnen. Men hvis det stod til Ding Gui Zhi, kan en lærd kvindelig imam sagtens få samme status som den mandlige.

»Hvis bare kvinderne får mere viden om islam, så kan mandlige og kvindelige imamer med tiden blive lige,« siger hun.

Velvidende om, at der blandt de kinesiske muslimer såvel som i resten af den islamiske verden, også findes stærke kræfter, som mener det modsatte. Hendes moské er bygget i 2004 og er en af de nyere i Kina.

Nogle hundrede kilometer øst for Lanzhou, i byen Pingliang, ligger kvindemoskéen Xing He Zhuang nusi for enden af en mudret sti. Indenfor er kvinderne ved at gøre klar til en begravelse, hvor de anført af den kvindelige imam skal vaske og klargøre liget – en ældre kvinde fra lokalområdet. De kommer dagligt i deres egen lille moské, som er mere end 50 år gammel. Hver nabo donerede et lille stykke af deres gårdhave til moskéen. Nu består den af gårdhave, bederum, vaskerum, undervisningsrum, køkken og to små værelser. Selvom væggenes hvide maling skaller, og møblerne er nedslidte, er her rent.

Ved indgangen står en sort tavle, hvor en sirlig skrift fortæller, hvor mange penge hver kvinde har givet moskéen.

De giver alle til driften af moskéen, som de selv står for.

»Den er utroligt vigtigt for os. Det er ikke kun et sted til at bede, men også et sted til at udveksle erfaringer og lære. Det ville ikke være det samme, hvis vi havde en mandlig imam. Så ville jeg føle mig ubehageligt tilpas,« siger 67-årige Ma Ming Fang, som holder styr på moskéens regnskaber.

Også de muslimske mænd i Pingliang synes, det er fint, at kvinderne har deres egen sted.

»Vores tidligere leder Deng Xiaoping sagde, at vi i Kina skulle have socialisme med kinesiske kendetegn. Det samme gælder for islam i Kina. Vi er ikke kun muslimer, men også kinesere. Og både kvinder og mænd skal lære om vores religion,« siger Ding Ji Hui, som er imam i en nærliggende moské for mænd og selv har både kone og mor, der begge er imamer.

Kvinderne i den lille moské kommer ikke oprindeligt fra Pingliang. De stammer næsten alle fra Henan-provinsen.

Deres forældre flygtede mod vest til Pingliang, efter japanerne angreb Kina i slutningen af 1930erne. Det er netop i det centrale Kina, i Henan-provinsen, 300 år tilbage i historien, at man ifølge Maria Jaschok fra Oxford Universitet skal finde spirerne til de kinesiske kvindemoskéer og imamer.

I slutningen af Ming-dynastiet og i det tidlige Qing-dynastiet i det 17. og 18. århundrede var islam i fare for at blive udryddet i det centrale Kina. Derfor indledte man en stor undervisningskampagne, som skulle redde den truede religion.

Kvinderne var vigtige til formålet. Med mændenes opmuntring blev de uddannet i islam og brugt til at undervise børnene, den fremtidige muslimske generation. De kom væk fra hjemmet og fik med tiden deres eget sted til undervisning. Det var også mest belejligt, at kvinderne uddannede hinanden. De to køn skulle ikke blandes.

Oplysningsprojektet udmøntede sig senere i selvstyrede kvindemoskéer med kvindelige imamer. Fra den centrale Henan-provins, hvor der stadig findes flest, bredte fænomenet sig videre til de nordlige, muslimske egne af Kina. Til byen Pingliang, hvor kvindernes forældre byggede den lille moské for over 50 år siden.

Der er en særlig periode, som har prentet sig dybt ind i hukommelsen på Ma Ming Fang og resten af kvinderne.

De kalder den for »de hårde tider«.

Under Mao Zedongs Kulturrevolution, som begyndte i slutningen af 1960erne, blev moskéen lukket ned. Kommunisterne konfiskerede bygningerne og lod andre familier flytte ind i rummene – selv i vaskerummet boede en familie. Alle synlige tegn på religion blev bandlyst og religiøs dyrkelse kunne i værste fald koste livet. Men kvinderne fortsatte i skjul. De bad derhjemme og holdt dørene lukkede og mørklagde vinduerne for at undgå at blive opdaget.

Under ramadanen måtte de gemme deres brød, så ingen kunne se, at de spiste efter mørkets frembrud. De kunne ikke mødes til fredagsbøn og enhver undervisning i deres religion blev indstillet. Tørklæderne måtte de tage af. Men de siger også, at kommunismens tanker om ligestilling mellem kønnene har givet muslimske kvinder bedre muligheder.

»Før den tid skulle man dække ansigt og hænder. De skulle spørge manden om tilladelse til alt. Selv når de bare skulle besøge et andet hus. Sådan er det ikke længere. Nu er det mere åbent,« siger Ma Ming Fang.

Hun håber, at den nye generation kan være med til at føre traditionen om deres moské videre.

I øjeblikket kommer der flest gamle i moskéen, fordi unge kvinder skal arbejde og passe børn. »Vi gamle ved allerede, hvordan man beder. Men her kan de unge lære fra imamen om deres religion, lære arabisk, lære hvordan man skal bede og lære, hvordan man skal behandle andre mennesker godt. En kvindemoské er nødvendig alle steder i verden. Den betyder mere end familien,« siger Ma Ming Fang.

Få hundrede kilometer borte, i byen Wuzhong, sidder en pige, som gerne vil tage tråden op. 18-årige Sa Zhan Qin studerer på en islamisk pigeskole og håber på, at hun en dag får samlet nok viden om islam til at blive imam i en kvindemoské. For hende er rollen som imam og dyrkelsen af islam vejen væk fra et barsk liv på landet, hvor mange kinesiske kvinder stadig lever under elendige forhold, og hvor Mao Zedongs berømte ligestillingscitat »kvinderne bærer halvdelen af himlen« aldrig er trængt igennem. Hvis Sa Zhan Qin ikke var begyndt på skolen, ville hun allerede som 16-årig være blevet gift bort til en mand udvalgt af forældrene. Hun ville slide i markerne i den fattige hjemprovins Qinghai i stedet for at studere Koranen og arabisk. En rolle som imam kan blive hendes vej til at få en bedre status i det kinesiske samfund.

Dengang som nu.

»Jeg studerer for at gøre mig selv klogere. Det er nødvendigt, hvis man er fattig og fra landet som jeg,« siger hun.