I dag tages det første spadestik til en renovering af Gyldenrisparken på Amager. 67-årige Lykke Vad har boet her, siden hun var 25, men for hende er her godt nok, som der er.

Af Sarah van Hagen Lind, sali@berlingske.dk
Søndag den 30. november 2008, 22:30

67-årige Lykke Vad har boet i Gyldenrisparken på Amager i 42 år. Hendes fire børn er vokset op i den samme lejlighed, som hun stadig bor i, og den yngste søn er født i soveværelset. Han bor stadig i Gyldenrisparken, nu sammen med sin kone og deres datter.

»Han er rigtig amagerkaner. Han flyttede og var væk et lille års tid, men de flyttede tilbage. Han er Gyldenris-dreng, han har boet her altid, og alle folk kender ham,« siger Lykke Vad.

Hendes andre tre børn ville ikke bo her og bor andre steder i København med Lykkes børnebørn og oldebørn, men Gyldenrisparken er bygget efter princippet, at hele familien skal kunne bo her.

Der er indkøbsmuligheder i området, og der har været daginstitution og ældreboliger, som nu er lukkede.

Men i dag tages første spadestik til opførelsen af 81 nye plejeboliger og en ny klimaneutral daginstitution, så det nu igen bliver muligt at bo i området fra vugge til grav. Desuden skal de eksisterende bygninger renoveres, men ikke alle er glade for det.

»Jeg kan godt se, det bliver pænt, men os der har boet herude i mange år, vi har vænnet os til det. Mit køkken fungerer. Mine børn siger altid til mig, at jeg er for gammel og skal lære at følge med, men jeg synes, det er dejligt, som det er,« siger Lykke Vad.

Hun flyttede til Gyldenrisparken i 1967, da hun var 25 år gammel. På det tidspunkt boede hun med mand og tre børn i en lille treværelses i Magstræde i indre København, så for hende var den store treværelses lejlighed luksus.

»Alene det, at vi kom ind at se lejligheden – den var flot med rigtigt malede vægge, nyt gulv, og så var der køleskab. Vi havde kun haft et isskab. Og så var der ovn og badekar, og jeg var helt målløs. Det var luksus, og det var så lykken,« siger Lykke Vad.

De mødes i Netværket
Da Lykke Vad for ti år siden blev enke og måtte holde op med at arbejde som smørrebrødsjomfru, gik hun med i noget, de kalder Netværket for at få tiden at gå med noget, som hun siger.

»Det er for folk i området, både unge og gamle. Vi mødes og drikker kaffe, hygger os og tager på ture, men vi skulle gerne have noget mere op at stå, men de er ikke nemme at råbe op,« siger Lykke Vad og fortsætter.

»Da vi flyttede herud, holdt vi mere sammen, vi hjalp hinanden mere. Jeg var 25 og havde tre børn, og de andre var samme alder og havde børn, så vi hjalp hinanden. Hvis jeg skulle noget, så kiggede de efter mine børn og omvendt. Jeg kender en masse herude, men det er ikke det samme som dengang,« siger hun.

På trods af, at der nu skal endnu flere ændringer til Gyldenrisparken, regner Lykke Vad med at ende sine dage her. »Som jeg siger, kan det være, jeg kommer på plejehjemmet, når det engang bliver færdig. Hvis det bliver sådan, at jeg skal på plejehjem, så bliver det herude, for her kender jeg området, og det er mere betryggende. Jeg flyttede herud da jeg var 25, og så kan jeg lige så godt blive her,« siger hun.