Danmark og de nordiske lande bliver ofte fremhævet som forbilledlige, ædle demokratier – men det er blot et skalkeskjul, lyder det i ny israelsk bog. I virkeligheden er landene dybt antisemitiske, lyder anklagen.

Af Louise Stigsgaard, lsn@berlingske.dk
Mandag den 1. december 2008, 20:47

JERUSALEM: De nordiske lande stråler på verdens scene som retfærdige, eksemplariske og tolerante lande, der lægger stor vægt på menneskerettigheder. Men bag denne humane facade lurer en chokerende sandhed: Landene er smørhuller for antisemitisme og humanitære racister, der de senere år er slået ud i lys lue.

Sådan lyder det voldsomme angreb i en ny, opsigtsvækkende bog »Behind the Humanitarian Mask« om »de nordiske lande, Israel og jøderne«. Bogen er netop udkommet i Israel, og bogens redaktør, den internationale forretningsmand og forfatter Manfred Gerstenfeld, beskriver kort og godt de nordiske landes sande natur således:

»Denne maske skjuler mange afskyelige karakteristika, inklusive finansieringen af mennesker, som dæmoniserer Israel, en falsk moralitet, fiktiv moralsk overlegenhed og »humanitær racisme«.

De såkaldt »humanitære racister« findes især i Norge og Sverige, men Danmark, Finland og Island er ifølge forfatterne også antisemitiske samfund.

»Bogen er tænkt som et wake up call«; en opvågnen fra illusionen om Norden som sunde, renskurede demokratier, fortæller tidligere israelsk ambassadør i Sverige Zvi Mazel på en konference i Jerusalems Center for Public Affairs, der står bag udgivelsen af bogen.

Det danske jødehad
Beskrivelsen af Danmarks antisemitiske aspekter går helt tilbage til 1953, da Land og Folk bragte en antisemitisk artikel, og 1967 hvor Klaus Rifbjergs digt »Støvlerne« udtrykte medlidenhed med 1967-krigens ofre. »Retrospektivt var Rifbjergs digt en forløber for senere og mere aggressive billeder produceret i 1980erne og 1990erne, der fornærmer Israel og jøderne,« lyder det.

Danmarks jødehad tog ifølge bogen til i 70erne, da venstreorienterede danske grupper forsvarede terrororganisationen PFLP, Venstresocialisternes chefideolog Anne Grethe Holmsgaard tog afstand fra zionisme, og Libanon-krigen i 1982 udløste ifølge forfatterne yderligere antisemitiske følelser.

I nyere tid hæfter forfatterne sig ved, at SID i 2002 var blandt de første europæiske organisationer, som foreslog at boykotte israelske varer. Og at Mogens Lykketoft i 2001 på TV sagde, at der ikke var forskel på drabet på den israelske turistminister, Rehavam Ze’evi, og Israels målrettede attentater på palæstinensiske ledere.

Forfatterne forsøger at definere forholdet mellem antisemitisme og anti-israelisme, men har svært ved at finde en fælles præmis. Historikeren Arthur Arnheim gengiver den klassiske definition på en antisemit med beskrivelsen af en person, der hader jøder. Men han beskriver det derpå som en trend i blandt andet Danmark, at en »ny form for antisemitisme var nødt til at finde et andet ord en, jøde til sin propaganda. Man valgte zionist eller Israel for at kaste et røgslør.«

Udvisning af jødiske flygtninge
Mens eksemplerne på Danmarks »humanitære racisme« i nyere tid er sporadiske, er gennemgangen af Danmarks rolle under Anden Verdenskrig mere systematisk. Her bygger kritikken på et kapitel i bogen skrevet af journalist på Berlingske Tidende Bent Blüdnikow og historikeren Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson, der blandt andet detaljeret beskriver udvisningen af 21 statsløse jødiske flygtninge til Tyskland i årene 1940-1943. En skamplet på Danmarks rolle under Anden Verdenskrig, som statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i 2005 officielt undskyldte. Danmarks dybt kritisable handlinger i denne tid får Manfred Gerstenfeld til at konkludere, at Danmark trods sit fine ry for at have hjulpet jøder til Sverige »blot frelste sine egne jøder – ligesom Bulgarien«.

Gerstenfeld understreger også, at Danmarks heltegerninger »kun blev udført af en lille del af befolkningen«.

Danmarks ambassadør i Israel Liselotte Plesner har som den eneste nordiske ambassadør protesteret mod frontalangrebet på Norden. I udtalelser til den israelske avis Haaretz understreger hun, at bogens behandling af Danmark er »ude af proportioner,« idet næsten samtlige daværende 7.000 jøder i Danmark blev reddet. Plesner udtaler også, at Danmark efter hendes vurdering ikke er antisemitisk.

Norske karikaturtegninger
Men angrebene på Danmark er for intet at regne mod den bandbulle, forfatterne fremfører mod Norge og Sverige. Den nyere kontekst er, at Norge måske er det europæiske land, der i senere tid har stillet sig mest kritisk over for Israel og Israels overskridelser af international lov i forbindelse med besættelsen af palæstinensiske områder. Norge taler også som stort set det eneste land med den islamiske gruppe Hamas. Mange eksperter fra den tidligere amerikanske udenrigsminister Colin Powell til israelske efterretningsfolk har dog udtalt sig enige i Norges strategi og mener, at det internationale samfund skyder sig selv i foden ved ikke at være i dialog med den militante gruppe, som i 2006 vandt valget i de palæstinensiske områder.

Gerstenfeld raser blandt andet over, at Norge på den ene side har forbudt den jødiske rituelle slagtning shechita – men samtidig tillader jagt på hvaler.

Som dokumentation for den påståede glødende antisemitisme i Norge peger forfatterne på flere tegninger, der gør grin med jøder og Israel. Den norske karikaturtegner Finn Graff tegnede i 2006 en karikatur, der fremstillede Israels premierminister Ehud Olmert som nazist, og blev bragt i Aftenposten. Blot en af flere anstødelige Israel-kritiske tegninger, der er blevet trykt i Norges største aviser.

I Sverige står det ifølge forfatterne næsten lige så grelt til. Afskyen lyser ud af Zvi Mazel, den tidligere ambassadør i Sverige, da han fortæller tilhørerne, at »masser af korruption og kriminalitet, som ikke kommer frem i lyset, foregår i Sverige.«

»Regeringen, individuelle politikere, NGOer og flere udgør en forenet, hadefuld anti-israelsk front, som er et produkt af undertrykt antisemitisme,« lyder det fra eks-ambassadøren. Ifølge Zvi Mazel var det »den palæstinensiske intifada, der blotlagde disse antisemitiske følelser.«

Men en vigtig ingrediens i et demokrati er ytringsfrihed. Når Israel regner sig for at være et demokrati, bør nationen så ikke tolerere kritik af Israel uden at kalde det antisemitisme, bliver forfatterne spurgt på konferencen.

Nazijægeren Efraim Zuroff, en af forfatterne, svarer:

»Israel begår mange fejltagelser. Men problemet er, at Israel bliver udsat for ekstra megen kritik på grund af antisemitisme.«

Og Manfed Gerstenfeld supplerer: »EUs definition på antisemitisme understreger, at man ikke må opstille dobbeltstandarder. Og problemet er, at europæiske medier har en særlig standard for Israel. Man kan ikke behandle andre fair og samtidig være en skurk mod Israel«.