Briten, der personligt satte skub i den yderliggående islamistiske organisation Hizb ut-Tahrir herhjemme, vendte søndag tilbage til Danmark med en stor undskyldning til Danmark og danske muslimer.

Af Lars Henrik Aagaard, lha@berlingske.dk
Søndag den 9. december 2007, 20:19

Med sin perfekt skræddersyede habit med matchende silkeblåt slips og sin overbevisende argumentation på formfuldendt engelsk minder han mest af alt om et distingveret, omend ungt medlem af det britiske parlament.

Men gennem næsten ti år var den britiske muslim Maajid Nawaz et af de højest rangerende medlemmer af Hizb ut-Tahrir, og egenhærdigt etablerede han for ca. syv år siden den første danske celle af den radikale politisk-islamistiske organisation, der ser det som sit højeste mål med alle midler at grundlægge et verdensomspændende muslimsk kalifat med egne atomvåben.

Tidligere i år hoppede han imidlertid efter nøje overvejelser og under stort mediepostyr ud af organisationen, og siden har han viet en stor del af sit liv til at advare om en fundamentalistisk bevægelse, som han kalder for »kultisk, men væsentlig farligere end en traditionel religiøs kult.«

På den baggrund står der nu så stor respekt om hans person og holdninger, at han spiller en rolle i britisk politik. Den britiske premierminister Gordon Brown har således på Maajid Nawaz’ opfordring argumenteret for, at Hizb ut-Tahrir ikke skal forbydes ved lov, men »bekæmpes med ord«.

For første gang, siden han i 2000 personligt banede vejen for en dansk afdeling af Hizb ut-Tahrir, er Maajid Nawaz i disse dage tilbage i Danmark, inviteret som gæst af organisationen Muslimer i Dialog. Det er et besøg, der nærmest har karakter af en personlig renselsesproces.

»Jeg giver jer min undskyldning – en undskyldning for, at jeg har spredt disse giftige tanker blandt jer, tanker som splitter folk i stedet for at forene dem,« sagde han søndag eftermiddag som indledning til et åbent debatmøde på Østerbro i København, der blev overværet af knap 100 interesserede.

Blandt disse var ingen kendte medlemmer af Hizb ut-Tahrir i Danmark, skønt organisationens danske ledere havde modtaget en officiel invitation.

Svækket selvtillid
Overskriften for arrangementet var »Muslimer og deres engagement i samfundet«, men før mødet gik i gang, fik Berlingske Tidende lejlighed til at veksle et par ord om Hizb ut-Tahrir med Maajid Nawaz:

»Jeg er en helt anden person i dag, end den jeg var i 2000. Dengang fløj jeg stort set hver weekend som udsending fra London til København med det formål at hverve muslimer for Hizb ut-Tahrirs sag i Danmark. I dag kommer jeg for at give jer min undskyldning for mine handlinger.«

Har det på nogen måde svækket organisationens sag, at du forlod den?

»Jeg er ikke den eneste. Også andre højtstående medlemmer, herunder Hizb ut-Tahrirs cheideolog og redaktør, er hoppet af. Det har svækket deres selvtillid betydeligt.«

Men bliver organisationen ikke styrket på verdensplan?

»Ikke i Europa, men i lande som Malaysia, Usbekistan og Indonesien har Hizb ut-Tahrir desværre meget vind i sejlene. For nylig samlede organisationen 100.000 deltagere til en demonstration i Indonesien.«

Er de danske medlemmer lige så radikale som de britiske?

»Dansk Hizb ut-Tahrir er endnu mere yderliggående. I Storbritannien har de en meget effektiv PR-maskine. Man forstår at moderere synspunkterne udadtil. Det er ikke tilfældet i Danmark. Her er de helt uforsonlige.«

Under selve debatmødet fortalte den 29-årige brite af pakistansk afstamning om sin rodløse ungdom i et England, hvor han ledte efter en religion, en identitet og en politik. Samtlige svar, omend stærkt forenklede og sort-hvide af slagsen, fandt han i Hizb ut-Tahrir.

»De sagde: Du er ikke brite. Du er ikke pakistaner. Du er først og sidst muslim med en politisk overbevisning, som blev defineret af Gud for 1.400 år siden.«

Derefter tilbragte han adskillige år i organisationen som stadig højere rangerende medlem, indtil den dag i 2001, da han blev arresteret af sikkerhedspolitiet i Egypten, anklaget for at være medlem af en organisation, som Cairo-regeringen anser for terroristisk. I de følgende år i fængslet fik han lejlighed til at fundere over sin situation, men det var en udstrakt hånd fra Amnesty International, som udpegede Maajid Nawaz som samvittighedsfange, der for alvor satte gang i hans indre »deprogammering«, som han kaldte det.

Endelig vendte han tilbage til emnet for dagens møde med en utvetydig opfordring til danske muslimer:

»I skal sige til jer selv, at I er danskere. Danske muslimer. I er en del af det danske samfund, og I skal deltage i den offentlige debat, ikke kun i minoritetsspørgsmål, men i spørgsmål, der angår hele den nationale politik. For den her nation er jeres hjem.«

Den danske imam Abdul Wahid Pedersen havde en tilsvarende opfordring og gav som eksempel:

»Jeg har længe ærgret mig over, at jeg ikke lod min stemme høre i debatten om de inhumane danske svinetransporter til Rusland. Hvorlod sagde jeg ikke noget? Selv om jeg som muslim ikke spiser svinekød, mener jeg helt klart, at grise har rettigheder. Som muslimer bør vi også bekymre os om grises rettigheder.«