De har navne som Black Cobra, Borhandrengene og Den Internationale Klub. De består af utilpassede unge med anden etnisk baggrund end dansk, de forsøger at kontrollere det danske narko­marked, og de efterlader i stigende omfang frygt, vold og død i kølvandet på deres toptunede biler.

Af Lars Henrik Aagaard, lha@berlingske.dk
Tirsdag den 20. november 2007, 21:29

Frygtet barn har mange navne, men det mest frygtede af dem alle er Black Cobra. Sådan hedder den største gangster­gruppering blandt ikke-etniske danskere herhjemme.

Man kan kun gætte på, hvor mange denne dybt kriminaliserede bande tæller, men politiet skønner, at det drejer sig om cirka 300 medlemmer, der er spredt ud over hele Sjælland. Ved hjælp af et usædvanligt stærkt sammenhold, trusler og hensynsløse metoder har de mange steder presset selv de ellers så magtfulde rockere i bund i kampen om de lukrative narko­markeder, der alene i Storkøbenhavn menes at have en værdi på over 1,5 mia. kr. årligt. Andre steder mener politiet, at rockerne og gangsterne har indgået mere eller mindre formaliserede aftaler om at dele markederne imellem sig – ganske enkelt for at undgå blodsudgydelser. Bandidos og Hells Angels har fundet nogen at være bange for, og det er ikke politiet.

De bliver stærkere og stærkere, indvandrerbanderne, og de tager i stigende omfang metoder i brug, som man ellers skal til nordamerikanske storbyghettoer for at finde af tilsvarende karakter.

Hurtige på aftrækkeren
Det indebærer, at de mest hærdede bandemedlemmer ikke går af vejen for at anvende håndvåben, maskinpistoler og tilsyneladende også sprængstoffer, hvilket politiets fund af et arsenal af våben, narko og eksplosiver vidner om.

Men hvem er de, medlemmerne af Black Cobra, DIK, Borhan-drengene, Abdi-gruppen – og hvad de ellers hedder?

Der er næsten altid tale om arbejdsløse og utilpassede unge, ofte med muslimsk baggrund. Deres forældre taler sjældent godt dansk, er ofte selv arbejdsløse og kan derfor ikke fungere som forbilleder. »Forbillederne« finder de i stedet i toppen af de lokale bander, for her sidder en stærk kerne af afstumpede, ofte hash- og kokain­afhængige unge mænd, der kører i toptunede biler, har lækre damer, fede stereoanlæg – og som er »respekteret« af alle. Sådan beskrives miljøet i hvert fald af en sjællandsk politimand med flere års erfaring med 2G-banderne, som han kalder dem.

Han ønsker ikke at stå frem med navn, men han beskriver deres netværk som »fantastisk effektivt«. Hvis et enkelt bandemedlem føler sig chikaneret af en gruppe etniske danskere, så går en mobilkæde straks i gang, hvorefter et tæskehold i løbet af bare 10-15 minutter er ankommet for at sætte sig i respekt, til blodet flyder. Konsekvensen er, at alle frygter dem, og ingen tør genere dem.

Loyalitet over for sin bande er ét og alt i denne verden. Det gælder om at bevare sin ære og respekt, og den, som sladrer eller udfordrer loyaliteten, er på det nærmeste dødsdømt.

Løver og krigere
I februar udtrykte en fængslet livvagt for en en nordjysk 2G-bandes præsident sin filosofi på denne måde over for Ekstra Bladet:

»Vi er ægte løver og krigere. Veteraner i gangsterverdenen. Med løverne i Den Internationale Klub og de arabiske og tyrkiske brødre i Black Cobra har danskerne fået en underverden, som I slet ikke kan hamle op med. Vi er blevet hærdede og hårde af al den foragt, I har vist os, lige fra vi var små.«

Rekrutteringen indledes da også meget tidligt. På Nørrebro og i flere københavnske forstæder møder politiet drenge helt ned til tiårsalderen, der ryger hash, laver småhærværk, og som færdes i drengebander, der aspirerer til optagelse blandt de rigtige gangstere.