Der er meget at fejre for prins Joachim på 40-års dagen. Ikke mindst fordi prinsen synes at have lagt nogle år som landets mest udsatte kongelige bag sig.

Af Mads Kastrup, mkp@berlingske.dk
Fredag den 5. juni 2009, 21:27

I dag ser han lykkelig ud.

Langt de fleste vil sige, det er vel undt. Man fremhæver det, fordi der har været år, hvor det modsatte syntes at være tilfældet. Eksempelvis årene omkring skilsmissen fra Alexandra gjorde, at de to fik anvist modsatrettede pladser i det folkelige kridthus, og prins Joachims plads syntes at være placeret mellem skammekrogen og vindfanget. Hvad enten det var retfærdigt eller ej.

Det synes fortid nu. Og man kan forestille sig fødselaren betragte dette som en af sine helt store 40 års gaver. I det hele taget synes der – det seneste tiårs besværligheder for prins Joachim in mente – at være en del mere end bare den runde dag at fejre for prinsen selv.

Hvad man konstaterer om prins Joachim, er, at han har prøvet flere versioner af tilværelsen og dens tilstødelser, end befolkningen – og sikkert også han selv – syntes om. Men man noterer også, at den seneste version med giftemålet med Marie Cavallier ligner en lykkelig udgang på et – i hvert fald en overgang - sårbart bryderi med skæbnen.

For det kan ikke skjules: Prins Joachim raslede en overgang pænt ned ad det folkelige popularitetsbarometer. Hans bror opbyggede samtidig evnen til at se afslappet ud i stive omgivelser. Prins Joachim blev kontrasten – han var stiv i afslappede omgivelser. Kronprinsen så ekstra folkekær ud ved siden af lillebroren. Denne stod med stram overlæbe, der kunne forveksles med arrogance og gammelaristokratiske godsejermanerer. Ikke mindst når pressen blev kaldt »næsvis«.

• Billedserie: Prins Joachim 40 år

De fleste har formentlig glemt det.

Men der var en årrække, hvor popularitetsforholdet mellem tronarving og stedfortræder var omvendt. Hvor Joachim var den afholdte og Frederik fik alle forbeholdene. Går man tilbage, finder man en tid, der syntes ligetil og nem for prins Joachim.

Prinser lever ikke »normale liv«. De socialiseres ikke på samme måde som andre børn ved at løbe ud og ind af venners hjem eller blive væk i sig selv og for andre i huler i skoven. Frederik og Joachim spiste dertil det første måltid mad med deres forældre, da de var fire år. Til gengæld havde de hinanden. Joachim og Frederik blev med blot et år mellem sig opdraget, som var de tvillinger. Flere husker formentlig drengebilleder af dem iført ens tøj og kasserollefrisurer.

Men de var tydeligt forskellige. Begge var intelligente, velfungerende og vellidte elever i skolen. Men Joachim var hurtigere og mere udadvendt end broren, der syntes genert og mere musisk. For ikke mange år siden var det et åbent spørgsmål, om kronprins Frederik overhovedet ville egne sig til at blive konge. Så hellere prins Joachim, lød det. . Der var meningsmålinger, der viste, at folket foretrak prins Joachim. Så sent som i 1994 var kronprins Frederik slet ikke repræsenteret blandt de 60 populæreste danskere, ifølge Gallup. Det var både hans mor, far og bror Joachim.

Prins Joachim var prædestineret til at blive landmand. Han fik foræret Schackenborg allerede som ni-årig, tog uddannelsen, var tillige forbi forsvaret og arbejdede i en periode i A.P. Møller i Frankrig og Østen. Og her opstod på ny et forspring til broren i forhold til at iscenesætte sig som repræsentativ.

Alexandra Manley kom ud af Østens myrraskær og ind på trappen på Fredensborg og lignede det trylleslag, kongehuset havde brug for. I november 1995 var nationen i en stemning, hvor bryllupsmarchen, lyden af raslende silke i metermål og karetkørsel var eneste gyldige lydspor til det danske monarki. Prinsesse Alexandra var måske ikke født til rollen som moderne kongelig. Men hun så sådan ud. En selvbevidst, udadvendt kvinde fra den globale verden, opvokset med det globale sprog og rundet af den internationale finansverden. Hun fremkaldte ligefrem prins Joachims tidlige kongetalent som utidssvarende, vil nogle hævde. Som var hans fremtoning for let at forveksle med en forstilt snobbethed, man ellers kun finder hos gammelkloge børn. Der stod et billede af prins fra fortiden og en prinsesse for fremtiden.

I et opsigtsvækkende interview med Berlingske Tidendes Brita Stenstrup i 1999 fremhævede prins Joachim, at ægteskabet var starten på en ny, flere hundredårig slægtshistorie i hans navn. Og i lyset af afstemningen om tronfølgeloven i morgen, står følgende udsagn med fremhævet skrift:

»Jeg tør da godt bekende, at jeg er en gammeldags og bagstræberisk mandschauvinist, for jeg vil pinedød have en søn. Jeg rokker mig ikke fra det. Jeg ønsker direkte efterkommere, som ikke bare fremgår af et stamtræ. De skal kunne spores visuelt. De skal komme af mig«.

Prins Joachim fik sin vilje med hensyn til kønnet på arvingerne. Alt syntes godt. Det var tid til familiealbummet. Tid til at leve op til det officielle skilderi af landets nye kongelige kernefamilie.

Men nok er man som kongelig udvalgt. Man er også udsat. Udpeget til at skulle finde fodfæste på de øverste grene af et tusindårigt stamtræ.

Det har igennem hele prins Joachims liv været hans lod at stå på én af de yderste grene. Har prins Joachim aldrig haft problemer med at tage sig udvalgt ud, så han i begyndelsen af dette årti - fra og med skilsmissen fra prinsesse Alexandra - til gengæld mere udsat ud. Rollerne var byttet om. Som om hans storebror, kronprins Frederik, havde forstået, at hemmeligheden ved at begå sig som prins i Danmark er at lade. som om man ikke er det. Mens lillebror på en gang både syntes at kæmpe for at opretholde rollen samt slå sig i tøjret.

Det blev pludselig prins Joachims lod at personificere og indskrive Danmarks konstitutionelle monarki i fortællingen om et kongehus i andet end familieidyl og feststunder. Han blev et royalt billede på den slags, der ikke hører hjemme i familiealbummet. De kongelige er til stadighed opfyldelsen og udlevelsen af det bedste af alt det væsentligste og mest rodfæstede. Ægteskab, børn, familie. Prins Joachim brød kontrakten.

Pressen fik på forhånd at vide, at der ikke ville komme noget svar. Spørgsmål enhver dansker stiller, når par i omgangskredsen splittes, er af den type, kongehuset i sin ophøjethed forbeholder sig ret til at tie overfor. Eksempelvis: Hvem vil skilles? Har han været utro? Slås de? Har hun fundet en anden? Eller med et enkelt ord: Hvorfor?

Selvsamme dag, separationen blev offentliggjort, blev prins Joachims og prinsesse Alexandras ægteskabsforlis genstand for meningsmålinger om, hvem af de to der skulle have folkets sympati. Det blev ikke Joachim. Den almindelige antagelse var, at han satte forholdet over styr i fadøl, feminine diskotek-synder og et fald i udførte officielle pligter. Men som i alle skilsmisser er der to sider af samme sag. Nationen advokerede kun for prinsesse Alexandras.

I dag kan ingen andet end rose prins Joachim og grevinde Alexandra for i et land med en massiv kongelig pressedækning at vaske de royale lagner i privaten. Ingen kan andet end se skilsmissen som forbilledlig i forhold til at bringe børnene forsvarligt ind i begges nye forhold. Det blev gjort efter bøgerne. Er der nag, syner den ikke.

Har prins Joachim været nede, kan ingen i dag andet end konstatere, at han er oppe igen. Ikke mindst i kraft af ægteskabet med Marie Cavallier. Der synes, bemærker flere, at have indsneget sig en vis afslappethed i prins Joachim. Som er han ved at annamme historiens betingelser i sit liv. På den lette måde. På den folkeligt repræsentative måde. Det gælder både den snart tusindårige slægtshistorie, der ikke behøver at føre til bagstræberi, men også kan lede til en afklaring: Sådan er det. Reglerne ændres ikke. Men man kan spille spillet bedre. Og det gælder prinsens egen foreløbige historie. Han er måske den mest prøvede kongelige i den nulevende kongefamilie. Han har længe været den mest udsatte. Til gengæld står han mere oprejst end længe. Som er bryderiet med skæbnen forbi. Som vandt han først, da han holdt op med at kæmpe indædt for det.