Der er noget, der ikke stemmer fredag aften i Forum. Et af dansk musiks hotteste navne - Medina - sidder ensom ved et bord mellem stabler af sin selvbiografi »Tæt på«. Havde hun stået på en stor scene med sit band samme sted, ville den gamle hal på Rosenørns Allé formentlig være fyldt til bristepunktet med ellevilde fans, der dansede til dundersucceser som »Velkommen til Medina«, »Mest ondt«, »Vi to«, »Kun for mig« og »Ensom«.
Nu står der bare et par generte teenagepiger med mødre, en hårdt pumpet sikkerhedsvagt samt en håndfuld forlagsfolk og journalister omkring den spinkle, smilende popstjerne i stiletter. Mere end tyve mennesker er der ikke på stand 65, mens Medina »signerer«, som programmet meddeler. Et par stykker køber et eksemplar af bogen og får prompte stjernens autograf på titelbladet, andre nøjes med at bede om hendes håndskrift på en plakat eller et stykke papir. Resten af os glor bare nysgerrigt. Og det ser hun ud til at være vant til, den 27-årige sangerinde med chilenske rødder, der før sin musikkarriere stod i en sandwichbar i Århus og sang med på sin egen musik. Og så undrer vi os lidt. Kan man virkelig fylde en hel bog med den livshistorie?
Set i lyset af den lidt pinlige signeringsseance er der ikke meget der tyder på, at Medinas selvbiografi vil blive bare tilnærmelsesvis samme succes som hendes musik. Bøger og Medina rimer dårligt. Ni ud af ti unge, der forguder hendes person og musik, kunne aldrig drømme om at læse en bog. For nu at sige det så firkantet, som det er.
Pinlige portrætbøger
Standup-komikeren Sebastian Dorset udtrykker det rasende klart tidligere på dagen, da han på BogForum holder en takketale til de danske biblioteker med titlen »Hyldes den som hylder har«. Dorset harcelerer i den forbindelse over, at det er blevet moderne at skrive biografier om mennesker, der nok er kendte, men ikke har oplevet noget som helst af større eksistentiel betydning i deres liv, der har interesse for andre end dem selv. Og som ofte er alt for unge til at kunne reflektere over livet og sig selv.
Caroline Wozniacki og Nicklas Bendtner får på puklen af den velformulerede komiker, selv om de strengt taget ikke kan gøre for, at andre har valgt at portrættere dem. Det samme gør realitystjernen Sidney Lee, der også er på trapperne med en tynd bog, og så selvfølgelig Medina, der - som Dorset påpeger - ikke engang har forsøgt at skrive sin bog selv, men pludret sine tanker til en diktafon, som andre så har skrevet ud på papir og formet til noget, der ligner litteratur. Længere fra sin bog kan man dårligt komme som forfatter.
Selvbiografien og portrætbogen er højeste mode lige nu. Danske forlag og ghostwritere står i hidsig kø for at malke kendisser i bøger, som nogle vælger at medvirke i. Mikkel Kessler og Bjarne Riis har gjort det, Waage Sandø, Per Pallesen, Remee, Lene Siel, Lars Lilholt, Daimi og Dario Campeotto har gjort det. Og Flemming Rose bryder også den biografiske tavshed i sin nye bog, som vi vender tilbage til om lidt. Kenneth Plummer troede ikke, han gjorde det, men endte alligevel som offer for noget så banalt som mandens forfængelighed. Og den - menneskets forfængelighed - er om noget drivkraft og omdrejningspunkt i litteraturen lige nu.
Alle ovennævnte danskere, med undtagelse af Plummer, der fortsat slikker sårene efter mødet med kyniske kræfter i bogbranchen, slår sig løs på årets bogmesse i Forum. Når man traver rundt mellem forlagenes stande og de mange små og store scener i den gamle sportshal, kan man ikke kun se de kendte og næsten røre ved dem, man kan også høre dem tale om sig selv: »Jeg, jeg, jeg, jeg, jeg ...«.
En modig mand
Men forholder det sig nu så enkelt, som Sebastian Dorset antyder. Er tidens voldsomme fokusering på det enkelte, kendte menneskes historie blot udtryk for kommercielt fidusmageri, stadfæstet i en kontrakt mellem et forlag, der håber at tjene kassen og en kendis, der måske trænger til at få støvet forfængeligheden af, men ikke vover at deltage i »Vild med dans«?
Svaret får jeg på et af fredagens absolut sidste arrangementer i Forum, der annonceres med kort varsel og indebærer, at alle tilhørere kropsvisiteres, og hovedpersonen ankommer med sikkerhedsvagter. Her fortæller den modige mand Flemming Rose om sine dybeste motiver til at skrive bogen »Tavshedens tyranni«. Et værk, påpeger intervieweren Leif Davidsen, der handler om langt mere end de famøse Muhammed-tegninger, og med sin blanding af reportager, interviews, erindringer og essayistiske overvejelser udtrykker forfatterens ubændige trang til at ville sætte både sit fjerne og nære liv på skrift.
Rose forklarer, at han fik tilskyndelsen til at skrive sin bog midt i et interview med Salman Rushdie, der bl.a. fortalte om menneskets ret til at fortælle sin egen historie. En ret, man ikke må fratage os, fordi det sproglige instinkt og trangen til at fortælle historier om os selv og andre simpelthen er en del af vores natur. Ifølge den verdensberømte forfatter, der jo ligesom Flemming Rose har erfaret, hvor farlig ens omgang med historier kan være i andre kulturer, er det ligefrem biologisk nødvendigt for mennesker at berette om deres liv. »Mennesket er et historiefortællende dyr - »Homo Narrans« - som Rushdie sagde til Rose.
Oplev friheden
Med de kloge ord ringende i øret traver jeg BogForum tyndt hele lørdagen, lader mig forføre af stemmer og lytter til den evige summen af fortælling, som hænger tykt under loftet, og som vi alle bruger til at forstå og definere os selv. Også Flemming Rose, Bjarne Riis, Günter Wallraff, Medina, Møllehave, Suzanne Brøgger og selveste Sir Salman. Han er desværre ikke med på årets bogmesse, men det er til gengæld alle mulige andre fortællere, der i enten romaner, digte eller biografier fremstiller dig og mig, som det vi er: Grådige og gavmilde, gemene og ædle. Eller som Rushdie sagde til Rose den dag, danskeren besluttede sig til at skrive sin historie: »Omstændighederne forandrer sig, men det gør den menneskelige natur ikke.« Så sandt, så sandt!
Gak derfor ud i BogForum i dag og bliv vis. Oplev den frihed, vi fortsat har på vore breddegrader til uafbrudt at fortælle og genfortælle vores historier. Det er det stærkeste incitament i den tre dage lange vandring gennem Forum, den uendelige strøm af budskaber og de indimellem noget nedslående oplevelser af bøger og forfattere, der aldrig burde have været på tryk: At man trods alt kan diskutere alle disse historier, være enig eller uenig. Debatten slutter aldrig, selv om BogForum lukker i dag kl.18.
Så velkommen. Også til Medina.
