Einar Már Guðmundsson kommer gående gennem Kronprinsensgade i Indre By. Sort blazer, skjorte og mørke bukser. Det grånende, lidt flagrende hår er en lysende kontrast til det mørke. Klokken er 21 tirsdag aften, den islandske forfatter er et par timer tidligere landet med flyet fra Reykjavik. Han er i denne weekend et af hovednavnene til Louisiana Literature, hvor han skal fortælle om sin roman »Islandske Konger«, der netop er udkommet på dansk og har fået mange begejstrede ord fra anmelderne.
Einar Már Guðmundsson har foreslået, at interviewet skal foregå på Café Sommersko, hvor han ofte kom, da han boede i København. Det var omkring 1980, han studerede litteraturvidenskab på Københavns Universitet og skrev også selv. Hans første bog, digtsamlingen »Frankensteins kup«, udkom i 1981, og han blev hurtigt en del af Københavns litterære miljø.
»Jeg kan huske, at F.P. Jac var forelsket i en servitrice, der arbejdede på Café Sommersko. Hun dukkede senere op i hans digtsamling »Misfat«,« fortæller Einar Már Guðmundsson.
»Jeg lærte en del danske forfattere at kende. Folk som Klaus Høeck, Asger Schnack og Søren Ulrik Thomsen. Rigtig mange gode digtere udkom på det tidspunkt, og det viste sig, at det meget var det samme, der brændte i vores sind: Det at få det hele ind i digtningen, det, at digtningen var det hele.«
Siden dengang er Einar Már Guðmundsson blevet en af Islands – for ikke at sige Nordens – største forfattere. I 1995 modtog han da også Nordisk Råds Litteraturpris for romanen »Universets engle«, og sidste år blev han hædret med Det svenske Akademis nordiske pris, der også bliver kaldt »den lille Nobelpris«.
Han har gjort sig i stort set alle litterære genrer; skrevet en række romaner, nogle digtsamlinger og noveller, ligesom han skrev manuskriptet til filmversionen af »Universets engle«.
De seneste år har han udgivet essays i kølvandet på det økonomiske krak. »Hvidbogen – krisen på Island« kom i 2009 og et par år senere »Bankstræde nr. 0«.
»Islandske Konger«, der følger Knudsen-slægten i den lille havneby Tangavik, er hans første roman siden »Sindets tremmer« fra 2008.
At springe mellem genrerne, finder Einar Már Guðmundsson helt naturligt.
»Det at skrive og formidle, hvad jeg har at sige, er det, jeg lever i. Det er den strøm, jeg flyder med. Det dukker op på forskellige måder,« siger han, da vi har sat os ude foran Café Sommersko.
»Jeg har ikke oplevet det som en romanpause. Jeg har syslet med forskellige romaner undervejs, men jeg ser nu heller ikke den store forskel mellem romankunsten, essayistik, noveller og digte. Jeg pendulerer mellem alle disse former. Man kan sige, at jeg trækker lidt fra hvert felt over til de andre. Så derfor har du essayistiske elementer i min nye roman, ligesom jeg bruger romantekniske greb, når jeg beskriver finanssituationen i mine essays.«
Alligevel er der forskelle mellem et essay på 30 sider og en roman på 300, forklarer han.
»Der er forskel, men ikke forskel, kan man sige. Forskellen er, at i en roman skaber du en hel verden, men det poetiske i arbejdet er det samme. Jeg siger engang imellem, at alt stammer fra digtet. Det gamle epos. Tilbage til Homer for eksempel, hvor man fortalte store historier i versform. Alle disse former var de samme, og de var også forbundet med musik. Romanen blev sunget. Siden har litteraturen delt sig i forskellige grene på det samme træ for at sige det på den måde, og jeg tror, at slægtskabet stadig ligger der.«
I »Islandske konger« krydser Einar Már Guðmundsson slægtsromanen med en klar samfundskritik. Knudsen-slægten – der blandt andet består af drukkenbolte, foretagsomme svindlere og distanceblændere – bliver et billede på den mentalitet, finansfyrsterne stod på skuldrene af, og som førte til, at Islands økonomi krakkede i 2008.
»Jeg altid været optaget af den lokale historie, som ofte er så global. Dette mikrokosmos, som vi kender fra for eksempel Günter Grass eller Gabriel García Márquez,« siger han.
»Og så kan man vel sige, at det har været en linje i mit forfatterskab, denne krydsning mellem virkelighed og fantasi.«
Han forklarer, at han også leger bevidst med det rum i forhold til sine bøgers fortællere. I »Sindets tremmer«, der kredser om blandt andet alkoholmisbrug, hedder fortælleren for eksempel det samme som forfatteren.
»I den nye roman har jeg også spekuleret på det her med fortælleren, der ofte kommer mellem forfatteren og læseren. På en måde visker jeg fortælleren ud. Eller forholdet mellem fortælleren og forfatteren bliver meget tæt. Og virkeligheden bliver poetisk. Jeg er ofte blevet kendetegnet som magisk realist, men jeg synes ikke, det magiske og det realistiske er modsætninger. Jeg synes, det er virkeligheden selv, der er magisk.«
Derfor er den 58-årige forfatter heller ikke ubetinget begejstret for det moderne rationelle syn på verden.
»I den klassiske litteratur, for eksempel i sagalitteraturen og middelalderlitteraturen, havde forfatterne en anden virkelighedsopfattelse, end vi har i dag. Det overnaturlige, drømmene og fantasierne… Man havde ikke den her rationalistiske splittelse mellem det. Noget af det lever, som jeg ser det, videre i romankunsten.«
Alligevel er det virkeligheden, han som forfatter hele tiden efterstræber, hvad enten han skriver essays eller romaner.
»Mit ærinde er at komme så tæt på virkeligheden, som jeg kan, men jo tættere, man kommer på virkeligheden, desto friere bliver fantasien. Som Beatles siger: »The deeper you swim, the higher you fly«.«
Han griner.
»Jeg begyndte meget tidligt at spekulere over det forhold. Jeg kom til den konklusion, at der ikke fandtes nogen virkelighed uden fantasi og ingen fantasi uden virkelighed, så jeg tror ikke på det rene opspind. Derfor læser jeg også meget lidt science fiction for eksempel. Jeg finder mit stof på denne klode, kan man sige.«
Betyder det, at man har en forpligtelse som forfatter til at forholde sig til det samfund, man befinder sig i?
»Jeg tror ikke, man kan definere en sådan forpligtelse på forhånd. Men gennem litteraturen ligger der en tradition for et stort samfundsengagement, helt fra 1930ernes litteratur med Bertolt Brecht og senere Jean-Paul Sartre og op til 1970ernes politiske litteratur. Men du har selvfølgelig også den modsatte holdning, hvor forfattere mener, at de netop ikke skal blande sig. Personligt synes jeg, det er underligt, hvis virkeligheden ikke brænder på for en forfatter. Til gengæld kan det godt være, at selv om en forfatter beskæftiger sig med noget, der er meget fjernt fra samfundet, så vil tiden alligevel afspejle sig i teksten. En forfatter er altid i en dialog med den tidligere litteratur og med det, der sker.«
Litteratur, der mener at have fundet sandheden, bryder han sig til gengæld ikke meget om.
»Selv om man har stærke meninger og opfattelser om tingenes tilstand, synes jeg, at det er i modsætning til romankunsten at bruge den som prædikestol. Den slags bøger forsvinder meget ofte med de emner, som de handler om.«
Da Einar Már Guðmundsson under krisen på Island meget aktivt tog del i samfundsdebatten ved at skrive essays, fik han straks stærke reaktioner.
»Jeg har også tidligere oplevet, at mine bøger spillede en rolle i samfundet. Men det her var på en måde mere voldsomt. Jeg fik jo lidt forfatterens gamle rolle, hvor man sagde, at forfatteren formulerede følelserne i samfundet. Der var mange, som kom til mig i forbindelse med det, jeg skrev. De sagde, at jeg skrev det, de tænkte. Så jeg var pludselig blevet en slags bugtaler,« siger Einar Már Guðmundsson.
»Det giver mig selvfølgelig en slags ansvar, men det siger mig også, at forfattere bliver hørt, når de skriver noget vigtigt.«
Einar Már Guðmundsson kan kl. 13.45 i dag opleves på Louisiana Literature i samtale med Klaus Rifbjerg.
