Tudvad på tynd is

Bøger: Peter Tudvad: Sygeplejerske i Det Tredje Rige. Kirkegaard-forskeren der selv kræver principfasthed i andre forskeres omgang med kilderne svigter sine idealer i ny bog.

Portræt af forfatteren. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Ebba Mørkeberg er emnet for Kierkegaard-forskeren Peter Tudvads bog »Sygeplejerske i Det Tredje Rige«. Hun var datter af Svend Mikkelsen, der var en overbevist nazist i byen Tarm. Han var en overgang leder af det danske naziparti i byen. Hans familie blev også nazificeret og hans datter Ebba meldte sig ind i nazistpartiet og meldte sig desuden til tjeneste i Det tyske Røde Kors, som hørte under SS. Hun var med til at pleje tyske soldater østpå. I krigens sidste fase behandlede hun tyske soldater i Berlin. Ved nazisternes nederlag blev hun sammen med andre danskere ført til Rusland, men efter en tid kom hun til Danmark. Her blev hun og familien behandlet med mildhed.

Peter Tudvad har skrevet en monstrøs bog, der som et vildskud breder sig over tæt trykte 510 sider, der med almindelige typer nok nærmere svarer til 700 sider. Det er en bog, hvor læseren hele tiden kommer i tvivl om, hvorvidt det er Peter Tudvad eller Ebba Mørkeberg, der fortæller historien. Det er som om mødet med den nu 83 årige kvinde har overvældet den normalt kildenære historiker så meget, at hans rolle som kildekritisk forsker og ven er blevet sløret.

Ebba Mørkebergs liv er ikke så interessant, at den kan bære den yderst detaljerede beskrivelse, der omfatter lange deltaljerede beskrivelser af de mindste begivenheder i Ebba Mørkeberg liv. Men det er værre, at den kildekritiske tilgang, som Peter Tudvad med stor principfasthed har forsvaret i studiet af Søren Kierkegaard og tilmed med stor dygtighed har anvendt ved sin bog om Kierkegaard og København, her svigter ham. Så længe der er et godt kildegrundlag, så er han på sikker grund, men i langt størstedelen af bogen hviler han – ganske vist til tider med en kritisk distance – helt på Ebba Mørkebergs hukommelse. Det er ikke nødvendigvis nogen sikker grund. Flere scener virker sært konstrueret, som da hun efter lang tids virke for tyske frontsoldater tilfældigvis støder ind i en østfrontsoldat, der fortæller om hans mord på jøder, hvorpå hun agerer dybt overrasket. Skal vi tro på det, nu 65 år efter?

Det fremgår af Peter Tudvads bog, at Ebba Mørkeberg lige siden 1945 bevidst har fortrængt sin nazistiske fortid og til sin omgangskreds har løjet sig mere uskyldig, end hun var. Er det så ikke lidt sent at kramme det hele ud nu? Hendes påstand i bogen om, at hun sandelig ikke kunne huske sin indmeldelse i det danske nazistparti, når hun kan huske alt muligt andet, lyder ikke troværdig.

Der er intet der tyder på, at Ebba Mørkeberg har haft anfægtelser eller søgt oplysninger om nazisternes gerninger indtil Tudvads bogprojekt begyndte. Hendes liv er simpelthen ikke så opsigtsvækkende, at det på nogen måde kan retfærdiggøre denne mamutfortælling. Dertil kommer, at en række centrale steder, der tjener som en slags retfærdiggørelse for Ebba Mørkeberg, er uden sikker nogen dokumentation.