3 af 6 stjerner

Bøger: Jens Engberg: »Den standhaftige tinsoldat«. Historikeren Jens Engberg går langt ud over rimelighedens grænser i sit forsøg på at nedgøre kongen.

Af Bent Blüdnikow, bbl@berlingske.dk
Onsdag den 30. september 2009, 22:30

Det kan være svært at holde rede på de danske konger. Men kong Frederik den sjette er dog kendt af de fleste. Det er ham, der står ved indgangen til Frederiksberg Have. Og historikeren Jens Engberg kaster en en ordentlig omgang rådden frugt mod den nydelige statue af Frederik i sin biografi.

Frederik var en elendig konge ifølge Jens Engberg. Han mistede Norge uden grund. Han førte landet ind i den ene udenrigspolitiske ulykke efter den anden – hvoraf vor deltagelse i Napoleonskrigene på Napoleons side var en af de værste. Han var en stivstikker, forkvaklet og blandede sig dag og nat i statens anliggender, hvilket var en ulykke, for han havde – skriver Jens Engbjerg – ikke kvaliteter til at være konge og slet ikke enevældig konge. Han blev efter den første nogenlunde vellykkede reformperiode i 1700-tallet, hvor han lod sig lede af fornuftige adelsfolk og borgere, i stadig stigende grad stædig, usmidig, indelukket og reaktionær. I stedet for et blomstrende land med reformer og udvikling lukkede Frederik af for fornyelse og fik gjort Danmark til et ufrit og indelukket land.

Engberg har kaldt sin bog »Den standhaftige tinsoldat«. Det er en udmærket titel, og han bruger H.C. Andersens lille historie om tinsoldaten til at skildre den stive Frederik, der var forkrøblet fra barnsben af en grov og umenneskelig opdragelse. Jens Engberg skriver, at man kan synes, at det var synd for Frederik, men at ulykkerne uanset hans opvækst skyldtes hans egne valg og hans egen stædighed. Her er der ingen kære mor.

Faktisk bruger Jens Engberg næsten hver eneste begivenhed til at dænge Frederiks minde til. Hans afskaffelse af slaveriet i 1792 var ikke reel, og gav fortsat slavehandlerne store indtægterne til slaveejerne. Reformerne i 1700-tallet var ikke hans eget påfund, men hans rådgiveres. Hans kærlighedserklæringer i 30 års breve til sin elskerinde, Rikke Dannemand, var sikkert ikke alvorligt ment. Hans indførelse af stænderforsamlingerne i 1830 skyldtes, at han i sin naivitet ikke anede, at folket kunne finde på at tiltage sig politisk magt. Afgivelsen af Norge skyldtes hans ufornuftige udenrigspolitik. Han var illoyal over for gamle venner og parat til at ofre loyale medarbejdere, når noget gik galt, som f.eks. Københavns militære kommandant Ernst Peymann, der blev syndebuk for nederlaget til englænderne i 1807. Og sådan kunne man faktisk blive ved.

En kende urimelig
Jens Engberg kan dårligt komme uden om, at Frederik var elsket af sine børn – både dem fra hans rigtige ægteskab og dem, han fik med sin elskerinde, Rikke Dannemand, men Engberg er sgu ikke meget for det.

Som læser får man mere og mere ondt af den gamle konge, som dog ifølge historien, var elsket af store dele af folket. Men også det afviser Jens Engberg. For hvem var folket, og hvem elskede ham egentlig? Og kan man stole på de gamle historikere og mindeskrifter?

Som læser får man lyst til at vende sagen og statuen på hovedet. Hvad hvis Engberg havde lagt vægt på de positive elementer i Frederiks magtperiode? Han mistede Norge, ja. Men han mistede dog ikke andet på trods af nederlag til englænderne. Landet fik en betydelig økonomisk nedtur i begyndelsen af 1800-tallet, men riget kom dog på fode igen. Hans regeringsperiode omfattede censur, javel, men det var dog også en gylden kunstperiode, som vi stadig nyder godt af. Frederik havde måske ikke det store format, men uden menneskelig forståelse og evne til forsoning var han ikke.

Jens Engberg går visse steder langt ud over rimelighedens grænser i sit forsøg på at nedgøre Frederik. Hans udseende bliver mildest talt beskrevet i kritiske toner, og Jens Engberg mener, at den kønne Rikke Dannemand, som Frederik forelskede sig i, næppe elskede Frederik. Han var for grim.

Det er vel en kvalitet i sig selv, at Jens Engbergs bog ægger til modsigelse. Den er sine steder en indsigtfuld bog, der har fint fat i Frederiks vanskelige situation, men altså vælger at fortolke ham i næsten konstant negativt lys. Man får lyst til at tage en spand vand og gå i Frederiksberg Have og skrubbe noget af skidtet af Frederiks enkle, lidt stive, men egentlige også sympatiske, ensomme figur.