Slemme, slemme drenge

Morten Ramslands nye bog fokuserer på slagsbrødre, fra et brutalt drengemiljø. En blændende beskrivelse, men som roman taber den højde.

Morten Ramslands nye roman »Sumobrødre« udspiller sig midt i en drengegruppe, hvis fællesskab mestendels er baseret på vold og destruktiv adfærd. Fold sammen
Læs mere

Webtv: Morten Ramsland on sin ny roman

Store dele af Morten Ramslands egen generation (født omkring 1970) vil uden tvivl huske skuespilleren Hannah Bjarnhofs monolog »Føssesda'« fra utallige ombæringer af Giro 413, hvor alt går op i drengestreger og hat og briller. Sådan går det også i kapitlet i Ramslands nye roman, hvor den spastisk lammede fødselar kaldet »Spasseren« får et pornoblad af hovedpersonen og jeg-fortælleren, Lars, i fødselsdagsgave.

Romanen lægger hårdt ud med en tenniskamp, hvor boldene er skiftet ud med levende og kvæstede skrubtudser. Og ellers står den på bank hele vejen igennem. De større tæsker de mindre. Ligger Tyrenakken, Det Tårnhøje Helvede og Mekaniker John idelig på lur efter Lars, så banker han til gengæld sammen med vennerne Frank, Brille Bo, Peter Pan og de andre nedad på de mindre efter noder, når de ikke sumobryder indbyrdes. Brydningen indgår, ligesom interessen for de lidt ældre piger og pornobladene, sammen med øvrige eksperimenter med de begyndende kønsbehårede genitalier i de 11-årige drenges fællesskabsbekræftelse. Lillebroren med tandbøjle og nakketræk, der konsekvent omtales som »Overbiddet«, omfattes af lige dele had og kærlighed, og moren optræder som eneste direkte forbindelse til en større omsorg, mens den overfede, storfjertende far (hvis faderskab knægten betvivler) elskes mest, når han er bortrejst i sit nedværdigende job som snørebåndssælger.

Brutale og nysgerrige

Denne drengekultur skildres på en tid og i et miljø, hvor familieinstitutionen reelt ikke omfattede børnene, der er henvist til deres brutale egetliv omkring mosen, rensningsanlægget og de øvrige krigszoner, der omgiver Paradishaven, hvor de bor. Den altomfattende nysgerrighed er drivkraft for drengene. Idéerne fødes kollektivt og følger deres egen logik, og den destruktive adfærd hviler på underforstået vedtagne ritualer, hvor tæv og vold er en selvfølge.

Lige indtil Lars ikke vil lege med længere og melder sig ud af det bestialske og destruktive fællesskab. Sprækkerne til en alternativ fortolkning af verden har allerede vist sig i hans særlige, hjemmelavede sprog, i hans selvhypnose, og ikke mindst i et »syn«, som han får låst inde i Brille Bos dybfryser (hvor han i øvrigt afløser en levende nedfrosset kanin), samt i en udforskning af det fædrende ophav og trådene bagud i familien. Og netop som læseren føler sig allermest bøllebanket og søger en udvej ud af romanen uden fare for at få en lort eller en knytnæve i nakken, begynder alternativerne at vise sig.

Taber pusten

Bogen slutter med farmoderens bizarre begravelse, og trådene er måske så småt ved at samle sig om et større familiemytologisk sammenhæng. Alligevel virker det som om, forfatteren ikke rigtig orker at gøre rede for hovedpersonens opgør med volden, og når destruktionen slås fra som dynamo for fortællingen, taber romanen højde og kommer ikke rigtig på vingerne igen. Men beskrivelsen af drengevoldens nådesløse logik, og nødvendighed for udforskningen af det mystiske, truende liv, er blændende - og heldigvis af og til også humoristisk.