Så stor var Bohr

David Favrholdt er elev af Niels Bohr, som han kom til at opfatte som en af verdenshistoriens største tænkere. I hans storværk om Bohr kan man læse hvorfor.

Niels Bohr var ifølge David Favrholdt ikke blot en blændende fysiker, men også en stor filosof. Fold sammen
Læs mere

I 1920 kom Albert Einstein forbi København på gennemrejse fra Sverige til Tyskland. Intet var derfor mere naturligt, end at Tysklands store fysiker skulle besøge Danmarks ditto, så Niels Bohr tog ind på Hovedbanegården for at møde sin højtærede kollega og ledsage ham i sporvognen hjem til sin midlertidige bopæl i Stockholmsgade på Østerbro.

Undervejs i sporvognen faldt de to genier naturligvis i snak. Meget dyb snak. De glemte helt at stå af ved stoppestedet nær Bohrs bolig, og da de opdagede forglemmelsen, stod de af, steg på en sporvogn i den modsatte retning, men kørte igen langt forbi. Sådan fortsatte det i timevis, og hvad passagererne på de københavnske sporveje har tænkt ved synet af de ejendommeligt talende og dybt koncentrerede fysikere, står hen i det uvisse. Til gengæld ved vi, at Niels Bohrs hustru, Margrethe Bohr, i mellemtiden sad derhjemme  og ventede og ventede med teen.

Historien står at læse i filosofiprofessor David Favr-holdts digre værk »Filosoffen Niels Bohr«, og om ikke andet så fortæller den os, at Bohr var et helt usædvanligt engageret menneske.

Vi er alle klar over, at Niels Bohr hører til blandt naturvidenskabens største, men Favrholdt gør i sin bog et velargumenteret og begavet forsøg på også at ophøje Bohr til en af verdenshistoriens helt store tænkere eller filosoffer. Han konstaterer indledningsvist, at den teoretiske fysiks superliga udgøres af Aristoteles, Galilei, Newton, Einstein og Bohr. Sådan!

Større end Einstein

Men forfatteren går endnu videre og fastslår, at Bohrs betydning inden for grundforskning har været større end Einsteins, og at han filosofisk set var langt mere kvik og dybsindig end sin samtalefælle fra sporvognen. Ja, faktisk udgør Niels Bohrs synspunkter på naturen og dens beskaffenhed den største vending i filosofien siden Immanuel Kant.

Problemet med at ophøje Niels Bohr til en filosof af de helt centrale er bare, at Bohr aldrig formulerede sin mere eksistentielle tænkning i en samlet helhed og tilmed er citeret for i øvrigt i et interview dagen før sin død i 1962 ikke at være »interesseret i filosofi i generel forstand«.

Det er imidlertid hævet over enhver tvivl, at Bohr i helt usædvanlig grad var optaget af det fundamentale, af helheden, og som en fader til kvantemekanikken var han livet igennem engageret i ikke-deterministiske forklaringsmodeller, altså at naturen (i det omfang den overhovedet lader sig sprogligt beskrive) ikke alene kan forklares ved en enkel årsag-virkning-sammenhæng.

Denne tilgang kan i vidt omfang føres tilbage til den såkaldte bølge-partikel-dualisme d.v.s. det forhold, at lys eller fotoner, i øvrigt til stor irritation for datidens traditionelt tænkende fysikere, både kan opfattes som partikler og bølger, samt at enhver iagttagelse forstyrrer eller ændrer det iagttagede - især på kvanteniveau.

Det er her, at begrebet komplementaritet eller harmoni mere populært sagt kommer ind i billedet som et grundsyn, Bohr tog til sig i så høj grad, at han gjorde det »komplementære« kinesiske Yin- og Yang-symbol til sit personlige varemærke.

En modig bog

Talrige filosoffer og videnskabshistorikere har forsøgt at finde en specifik årsag til eller en særlig inspirationskilde bag Niels Bohrs åbenlyse erkendelsesteoretiske indsigt. Kierkegaard har været foreslået, det samme har den danske filosof Harald Høffding og den amerikanske psykolog William James.

Men Favrholdt afviser disse spekulationer som myter og løs snak. Bohr hviler ifølge forfatteren i langt højere grad i sig selv som en næsten enestående naturgrubler.

»Filosoffen Niels Bohr« er en modig bog, der formentlig kan opfattes som en form for litterært testamente fra Favrholdt. Det er ikke værket om Bohr, snarere værket om Bohr som tænker samt et næsten definitivt opgør med Bohr-kritikere, der vover at pille bare det mindste ved Nobelpristagerens storhed. Dertil kommer, at der er tale om den nok vigtigste og simpelthen mest spændende bog på dansk om den store dansker siden Tor Nørretranders' »Det udelelige« fra 1985.