Russeren, der ville ind i varmen

Onsdag er der dansk verdenspremiere på John le Carrés 22. roman, »Dimas drøm«, og spionromanens mester leverer varen med forventet præcision.

Foto: Scanpix

Dima - kælenavn for Dimitrij - er en russer efter bogen. Han er skaldet, går med guldkæde og et diamantbesat Rolex-ur. På sin enorme arm har han tatoveret en Madonna med store bryster omgivet af buttede, kvindelige engle i forførende positurer. Da vi møder ham er han verdens største hvidvasker af penge, og han og hans familie må omgive sig med tavse, svært bevæbnede bodyguards fra Perm.

Dima har en grusom fortid som en blandt millioner af Sovjettidens lejrfanger. Han har siddet 15 år i Kolyma, der er navnet på en flod nord for polarcirklen, men også navnet på det område, hvor de mest brutale Gulag-lejre lå.

Det unge engelske par Gail og Perry Makepiece, bliver på en drømmeferie i Caribien kontaktet af Dima. Gail er advokat i London og Perry er lektor i litteratur i Oxford, og han karakteriserer selv præcist Dima som en blanding mellem Jay Gatsby i »Den store Gatsby« og Kurtz i »Mørkets hjerte«, men Dima er først og fremmest en le Carré-figur, og interesseret i at komme i kontakt med den britiske efterretningstjenste.

Dima er russeren, der vil ind i varmen. Han står overfor en transaktion med astronomiske pengebeløb, og den kan gøre ham til en død mand i russiske gangsterkredse, og Perry skal formidle kontakten til briterne. Perry overbringer en lille pakke med et bånd, der er pakket ind i vat og omviklet med husholdningsfilm og træder samtidig ind i et minefelt og trækker Gail med. Men nu foregriber vi allerede handlingen og er begyndt at tage luften ud af plottets med sikker hånd indbyggede twists.

Raffineret og underspillet

John le Carrés halvt grådkvalte politiske korrekthed er udtalt, men til at bære og helt ved siden af er den vel heller ikke?

»Regeringen er ét stort rod, halvdelen af civiladministrationen er væk fra telefonerne i forbindelse med en permanent frokostpause. Vores udenrigsministerium har vi nogenlunde lige så meget glæde af som sædafgang under en sexdrøm, landet er totalt bankerot, og nu hæver bankfolkene løs af vores skattepenge og giver os skråt op-fingeren til gengæld,« lyder det misantropisk om vore dages Storbritannien og gælder også langt hen af vejen for Danmark.

John le Carré bliver 80 næste år. Mærker man alderen? Ja, le Carrés raffinerer stadig sin metode som forfatter, den velfortalte underspillede, hvor han langsomt afdækker og udvikler sit vidtrækkende drama. Den fortælleteknik, der allerede har nået mesterskabshøjde.