Kim Leine indtog og erobrede allerede med sin første roman, erindringsromanen »Kalak«, herredømmet over en forholdsvis tom plads i dansk litteratur, nemlig de moderne grønlandsskildringer. Ganske vist har vi Jørn Riels skrøner, Peter Høegs »Frøken Smillas fornemmelse for sne«, og går vi lidt længere tilbage i litteraturhistorien, dukker Knud Sønderbys »De Kolde Flammer« (1940) og Henrik Pontoppidan op. Men som det ofte er blevet vist, så beror langt de fleste skildringer på stereotype forestillinger: Enten er grønlænderen en ædel vild, et naturbarn. Eller også er han/hun en social taber og kulturelt utilpasset.
Leines bidrag adskilte sig fra denne stereotypi, idet det var meget mere i øjenhøjde med den grønlandske kultur. Måske fordi han skildrede sin egen proces med at blive »kalak«, som betyder »ægte grønlænder«.
»Kalak«, Leine første roman, var ikke primært en roman om Grønland, men en hudløs, selvbiografisk skildring af et liv som seksuelt misbrugt barn og en deraf foranlediget rodløs voksentilværelse. Opholdet i Grønland var i den henseende en personlig flugt fra både fortiden og nutiden. Fra familien og fra Leine selv. Og måske derfor var hans møde med Grønland mere fordomsfrit. Det var hverken et møde med urmennesket eller med bundfaldet, men med en fremmed kultur, som han på godt og ondt efterhånden blev indoptaget i, og som derfor blev en del af ham.
Tilbage til Grønland
Med »Tunu« er Leine vendt tilbage til Grønland, og selvom det er åbenlyst, at også denne roman bygger på hans egne erfaringer, er det lykkedes Leine at hæve det personlige erfaringsstof til fuldbyrdet romankunst, der sætter sig dybt hos læseren.
Titlen på romanen henviser til det store landområde, der tegner sig som Østgrønland eller - som man gerne ser det - Grønlands bagside. Vi befinder os i en lille bygd, og via skiftende perspektiv og en episodisk opbygning giver Kim Leine os indsigt i livet i dette område på den yderste rand.
Vi møder Sejer, som taber sine penge i kortspil, og dværgen Leonora, der af sin bedstemor bliver sendt ud for at få et barn. Der er fangeren, der fejlvurderer vinden og fryser ihjel under en jagt, og de tuberkuløse fætre, der modsætter sig behandling. Vi møder Salomon, der bygger et »diskutek« med biograf i, og ikke mindst den danske sygeplejerske Jesper, der rydder op efter blodfejder og frostskader, og som får rodet sig ind i flere forhold til bygdens kvinder.
Jesper er på sin vis romanens gennemgående figur, og en del af vores kendskab til ham, får vi igennem hans email-udveksling med chefdistriktslægen og familien. Men han får ikke lov at dominere romanen, der er komponeret uden overordnet episk drivkraft. Kapitlerne står som noveller, hvor de karakterer, som er i fokus i ét kapitel, fungerer som bagtæppe i andre, således at det samlede udtryk bliver en slags parcelleret kollektivroman.
Istap i hjertet
Som det fornemmes, er det ikke blot i geografisk henseende, at vi befinder os på Grønlands bagside. Men det taler til Leines ære, at han får skildret de mange skæbner uden hverken at besynge, fordømme eller udlevere dem. Fortællerstemmen beretter i en nøgternt registrerende og ufortolkende tone, men er baseret på en dyb indsigt i de skildrede menneskers livsvilkår og -forståelse. Det er hér, Leine beviser sit værd som forfatter. Hans fortrolighed med den grønlandske kultur sætter sig igennem som en istap i et varmt, dunkende hjerte. Som en vedholdende kamp imellem på den ene side at fryse ihjel, og på den anden at smelte bort. Den slags er smerteligt. Men det er også et erfaringsgrundlag, der kan kaste stor kunst af sig. Det gør det hos Kim Leine.
