Da Venstre og Konservative sidst i 2001 med Dansk Folkepartis støtte dannede regering under Anders Fogh Rasmussens ledelse, gik der et chok af raseri gennem de toneangivende kredse i det danske kulturliv. De mente, at ejendomsretten til den danske stat var deres.
En udenforstående iagttager måtte undre sig over den konformitet, der prægede kulturens folk. Uden at være politisk og samfundsmæssigt særlig velorienteret hentede man sin identitet i et indforstået fællesskab, hvis ideologiske kendetegn var en blanding af marxistiske brokker, kulturradikale overleveringer og identifikation med den socialdemokratiske klientstat. I toneangivende kulturkredse bliver der ikke set med milde øjne på forfattere og skribenter af borgerlig observans. Her bedømmes man ikke på, hvad man skriver, men hvor man skriver det, og 90 procent af de tekster, der anvendes til undervisnings- og eksamensbrug i gymnasieskolen, er hentet i Politiken og Information, skønt Berlingske og Jyllands-Posten har en langt bredere og mere nuanceret virkelighedsdækning.
Bang var ikke »gesinnungstüchtig«
Dette partigængeri og klikevæsen er ikke af ny dato. Hør blot, hvad kritikeren H. S. Vodskov i 1882 skrev i en oversigt over moderne dansk litteratur i et svensk tidsskrift om en af tidens største skribenter: »Herman Bang, som efter hele sin retning ville være et naturligt led i det litterære Venstre, må nævnes for sig, da han af partifællerne ikke er blevet anset for gesinnungstüchtig, og det af den grund, at han skriver føljetoner til et højreblad.«
At Herman Bang ikke blev anset for gesinnungstüchtig, vil sige, at han ikke blev regnet for pålideligt politisk korrekt af den kreds af skribenter og politikere, der var samlet omkring de litterære brødre Georg og Edvard Brandes og politikeren Viggo Hørup, der i 1884 stiftede dagbladet Politiken og stod i spidsen for den radikale bevægelse - det litterære Venstre - som i 1905 brød definitivt med partiet Venstre og dannede Det Radikale Venstre.
For Herman Bang drejede det sig om at skildre menneskene og deres liv i hele dets omfang så sandfærdigt, så realistisk som muligt. For ham var realismen en stil og en metode. For de kulturradikale var realismen en tendens, en politisk retning, der skulle bryde konservatismens og kirkens magt over samfundet til fordel for en materialistisk, på naturvidenskaben byggende livsopfattelse.
Og så drejede det sig ikke mindst for brødrene Brandes om magt. Magt over åndslivet. Magt i det politiske liv. Det er dem, der indstifter klikevæsenet, partigængeriet i det danske åndsliv. Partigængeriet er radikalismens triste gave til eftertiden. En gave, der ikke befrier, men indskrænker. De, der ikke er med os, er imod os, et neutralt sted, et tredje standpunkt gives ikke. Radikalismen er en totalanskuelse. Den hævder at have friheden og fremskridtet på sin side. Den anerkender ikke diskussion på andre præmisser end sine egne.
Den borgerlige individualist Georg Brandes, der med sine forelæsninger om hovedstrømningerne i det 19. århundredes europæiske litteratur havde været den store katalysator for Det Moderne Gennembrud, blev med tiden af et mere og mere aristokratisk sindelag og kunne fyldes med lede, når han så de mængder af bras, Det Moderne Gennembrud havde ført med sig. Men endnu i 1883, da han mønstrede sine tropper i bogen »Det Moderne Gennembruds Mænd«, var der ingen slinger i valsen. Kun partisoldaterne blev taget med. De fleste af »Det Moderne Gennembruds Mænd« var nogle middelmådige forfattere, og den fineste af dem, J.P. Jacobsen, der med romanerne »Marie Grubbe« og »Niels Lyhne« skrev verdenslitteratur, var egentlig ikke radikal nok efter de to Brandes-brødres mening.
Og de to litterært set mest moderne kunne der jo ikke være tale om at tage med, for den ene - Herman Bang - var stjerneskribent ved en indflydelsesrig konservativ avis, og den anden - Vilhelm Topsøe - var chefredaktør og medejer af en endnu mere indflydelsesrig konservativ avis.
Topsøes død »et stort gode«
Romanen »Jason med det gyldne skind« udkom anonymt i efteråret 1875. Edvard Brandes troede, at forfatteren var en af vennerne, og gav bogen en positiv anmeldelse. Da det siden blev almindeligt kendt, at forfatteren var Vilhelm Topsøe, avisejer og chefredaktør på tidens toneangivende konservative avis »Dagbladet«, og da Topsøe døde allerede seks år senere kun 41 år gammel af difteritis, som han blev smittet med på et sommerferieophold i Skodsborg, fik Edvard Brandes relativt hurtigt lejlighed til at korrigere sin »fejltagelse«. I sin nekrolog over Topsøe levnede han ham ikke meget talent som forfatter. Forinden havde Edvard skrevet til bror Georg, at det var »et stort gode«, at Topsøe var død. Den begavede reformkonservative Topsøe og hans store avis var en stærk modstander for det brandesianske parti.
Vilhelm Topsøes »Jason med det gyldne Skind« er, som professor Johan de Mylius, Syddansk Universitet, skriver og argumenterer overbevisende og udtømmende for i sin aldeles fremragende efterskrift til den aktuelle genudgivelse af romanen, den første moderne samtidsroman i 1870erne, en stor skildring af nutidsmennesker og karakteristiske sider af livet i tidens samfund. Men af politiske grunde blev romanen undertrykt af den kulturradikale fløj, og da de kulturradikale synsmåder har domineret åndshistorien lige siden brødrene Brandes, har »Jason med det gyldne Skind« med Johan de Mylius' ord ufortjent fået en plads i halvmørket helt op til i dag.
Hvor litteraturens helte før Det moderne Gennembrud, som vi sætter til omkring 1870, stort set var formuende drømmere med kærlighedssorger af ideal karakter, rykker med moderniteten og det industrielle gennembrud den praktiske helt ind i bøgerne. »Jason« er historien om lægen og ingeniøren Anton Hasting, der efter en ugengældt kærlighed er rejst til Indien, hvor han har slidt som jernbaneingeniør og entreprenør og nu vender hjem til Danmark med en driftskapital til at komme videre på. Men gamle spøgelser dukker op og får ny realitet i Hastings liv.
Topsøe er en ganske raffineret kunstner og en indsigtsfuld mand. Romanen rummer et omfattende billede af det danske samfund i en dramatisk brydningstid, og den byder på virkningsfuld satire i skildringen af overfladiskhed og snobberi. For Topsøe er menneskenes liv bestemt af instinkt og tilfældigheder frem for moralske overvejelser og erkendelsesbestræbelser. Også det er helt moderne, men det mest overraskende og berigende for en nutidig læser er Topsøes beskrivelse af kærlighedens veje og vildveje og det ubevidstes afgørende rolle i det erotiske liv.
»Jason med det gyldne Skind« udsendes i serien »Danske Klassikere«, det fantastiske udgivelsesinitiativ fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, der med disse solide og appetitvækkende tekstkritiske udgaver sørger for at opretholde Danmarks stilling som kulturnation på trods af den omsiggribende uvilje mod kvalitet, fordybelse og vedholdenhed. Johan de Mylius' noteapparat til »Jason« er i sig selv en rigdom af viden, som man ikke kan blive træt af at boltre sig i. Tænk, hvor meget man får for en DVDs pris. Denne nyudgivelse af Topsøes hovedværk er en rehabilitering af et betydningsfuldt stykke dansk litteratur og burde stemme kulturradikalismens arvtagere i partigængeri til eftertanke, men desværre vil det nok fortsat være sådan, at fordomsfrihed og fairness først og fremmest er en borgerlig sag.
