Hvordan bliver vejret i morgen?
Det har været et fundamentalt spørgsmål siden menneskehedens fødsel. Havde man ingen anelse om regnen, solen og blæstens opførsel, risikerede man, at bålet gik ud, at krigslykken vendte, eller at skibe, der vovede sig langt ud på havet, gik ned med mand og mus.
Det var imidlertid først i begyndelsen af forrige århundrede, at man med blot nogenlunde sikkerhed kunne sige noget om, hvordan vejret blev de næste 24 timer. Og det er først inden for de seneste 20-30 år, at meteorologien i kraft af især satellitter og supercomputere er blevet så udviklet, at den kan fremstille forholdsvis pålidelige prognoser om den generelle vejrudvikling i de kommende fire-fem dage.
I de første tusinder af år kunne mennesket udelukkende støtte sig til sin erfaring samt til varsler og myter.
Nu fortæller den internationale meteorologiske kapacitet Erik A. Rasmussen den fascinerende historie om menneskets langvarige kamp for at forstå vejret i sin nye bog, »Vejret gennem 5.000 år: Meteorologiens historie«.
Det er en storslået fortælling om astrologi og overtro, om termometre, cykloner og verdenshistoriske begivenheder samt ikke mindst om en lang række vejrhelte, som i kraft af deres målinger, analyser og intuition gradvist udvidede vores forståelse af det måske mest kaotiske og dermed næsten uforudsigelige fænomen, der hersker på vores klode.
Stor indsigt og grundighed
Og Erik A. Rasmussen fortæller den væsentlige historie med så stor indsigt, grundighed og entusiasme, at hans værk bør blive en klassiker i enhver vejrfanatikers bogreol. Her er meget mere at komme efter end i det store flertal af diverse vejrkendissers hurtige sællerter fra de senere år om dansk vejr og vind - ingen nævnt, ingen glemt.
Meteorologiens lange historie begynder for alvor med den græske naturfilosof Aristoteles. Med sit værk »Meteorologica« fra omkring 340 f.Kr. fik han en central indflydelse på de næste 2.000 års europæiske opfattelse af meteorologien. Problemet var bare, at den gamle græker tog fejl i næsten alle sine analyser af vejrets årsager og virkninger.
I Aristoteles optik opstår vind således som følge af såkaldte uddunstninger fra jordoverfladen, ligesom han helt i tråd med datidens opfattelse antog, at bevægelser i de fire klassiske elementer - jord, vand, luft og ild - samt i en udefinerbar størrelse med navnet æter tilsammen kan forklare alle vejrfænomener.
Blandt søfolk og bønder kom hans flyvske tanker imidlertid aldrig til at spille den store rolle. I den jævne befolkning forlod man sig i stedet på folkevisdommens vejrvarsler, f.eks. den velkendte om, at »når solen går ned i en sæk, står den op i en bæk« et ret pålideligt varsel i modsætning til f.eks. den om, at det er »tegn på regn, når en okse slikker sit forben«.
Folkelige vejrspådomme
For vores forfædre var voldsomme vejrbegivenheder en langt mere katastrofal trussel mod deres eksistens, end de er for os i dag. Man gjorde derfor sit bedste for at holde styr på vejret, og fra 1600-tallet kom astrologiske vejrudsigter og almanakker med kalender og vejrspådomme til at spille en stadigt mere betydningsfuld rolle.
I Danmark var astronomen og astrologen Tycho Brahe blandt de første almanakskrivere, men mod slutningen af 1700-tallet forsøgte astronomiprofessor Thomas Bugge i pagt med oplysningstidens idealer at udrydde de folkelige vejrspådomme i den årlige almanak. Protesterne var dog så kraftige og almanaksalget så svigtende, at man simpelthen blev tvunget til at genindføre dem.
Fra omkring år 1400 og omtrent 400 år frem befandt Europa sig i en kuldeepoke, der ofte benævnes Den Lille Istid. I perioden slog høsten ofte fejl, og mange mistede livet til kulderelaterede sygdomme.
I næsten samme periode var store dele af kontinentet - ikke mindst Danmark - præget af hekseprocesser, hvor man henrettede »troldkvinder«, som man mente stod i ledtog med Satan selv. Ofte beskyldte man de såkaldte hekse for at være direkte ansvarlige for storme, isvintre, hagl og lignende, hvorfor visse forskere interessant nok har argumenteret for, at klimasvingningerne under Den Lille Istid bidrog til de umenneskelige hekseprocesser.
I dag kan vores forfædres opfattelse af vejrets årsager forekomme naive og ligefrem latterlige. Men de havde ingen satellitter, ingen flyvemaskiner, ja, indtil for godt 300 år siden ikke engang termometre eller barometre.
Hvordan skulle man på den baggrund kende til polarfronter, lavtryk og højtryk, globale vindsystemer eller bare få kendskab til, at tropiske storme hvirvler sig i en flere hundrede kilometer bred spiral ud fra et relativt stilfærdigt stormøje?
I oplysningstiden måtte videnskaben derfor tage et enkelt skridt ad gangen i sin søgen mod det store vejrmæssige overblik, og disse skridt blev taget af en række enestående geniale mennesker.
Halley, Descartes og Rømer
Tag englænderen Edmund Halley (ham med kometen), der i 1686 på basis af sine egne og engelske søfolks optegnelser kunne tegne verdens første globale vejrkort med passatvindsystemer og monsuner på begge klodens halvkugler.
Tag den franske filosof Descartes, der i 1637 forklarede det optiske fænomen regnbuen i detaljer, eller vores egen astronom Ole Rømer, der i begyndelsen af 1700-tallet kom til at spille en central rolle i udviklingen af de første termometre.
Eller tag amerikaneren William C. Redfield, som på baggrund af en voldsom storms ødelæggelser i 1821 nåede frem til den erkendelse, at storme har en struktur som en enorm hvirvelvind, hvor vinden roterer i retning mod uret en konklusion han kunne gøre ved omhyggeligt at optegne i hvilken retning, træer var væltet op til flere hundrede kilometer fra hinanden.
Historisk set har meteorologien været omgærdet af væsentlig mere skepsis end f.eks fysikken og astronomien. Det skyldes naturligvis, at meteorologerne helt frem til for mindre end 100 år siden ikke kunne levere pålidelige prognoser.
Men da der endelig kom gang i en mere bred og matematisk forståelse af vejrets komplicerede dynamik, forholdt vi os i Danmark underligt passive, hvilket fik fatale konsekvenser i 1921, beretter Erik A. Rasmussen.
I Norge havde man nemlig udstukket kursen for den moderne meteorologi i kraft af den såkaldte Bergenskole med kapaciteten Vilhelm Bjerknes i front.
Bjerknes' matematisk-fysiske tilgang til meteorologien i kombination med hans dybe forståelse af polarfronters betydning for især stormdannelse vandt ikke genklang på Meteorologisk Institut i København, der dengang blev ledet af den temmelig uvidende og uvidenskabelige direktør C.H Ryder.
På instituttet forudså man derfor ikke, at et lavtryk ude i Nordsøen den 22. oktober 1921 kunne udvikle sig til en decideret storm. I modsætning til kollegerne i Norge og Sverige udsendte man derfor ikke noget stormvarsel, hvilket fik katastrofale konsekvenser.
Den manglende advarsel betød nemlig, at den lille DFDS-færge »Ulvsund« totalforliste i Øresund med ca. 20 passagerer og besætningsmedlemmer.
Forliset medførte en decideret medieorkan i Danmark, hvor direktør Ryder måtte se sig ydmyget i bl.a. Berlingske Tidendes spalter af Vilhelm Bjerknes, der opildnet skrev:
»Det er så indlysende for enhver, at den passivitet, som længe har karakteriseret den danske meteorologi på enhver måde, forekommer uforståelig for selv de mest konservative meteorologer i andre lande.«
Direktør Ryder blev efterfølgende yderligere ydmyget ved at blive sendt til Bergen for at studere Bjerknes metoder. Alligevel blev læren fra Bergenskolen først indført i dansk meteorologi i 1938, mange år efter Ryders afgang.
Erik A. Rasmussens digre værk rummer mange andre fascinerende vejrhistorier, bl.a. om det meteorologiske mareridt op til de allieredes invasion af Normandiet, D-dagen i 1944, eller for den sags skyld om dengang i 1983, da den senere så folkekære meteorolog Henrik Voldborg blev hængt ud på Ekstra Bladets forside for at forudse en sjaskvåd dansk sommer, der endte med at blive meget tør.
I øjeblikket har vi i øvrigt en næsten tilsvarende vejrkonflikt. I disse dage køler et kuldebælte fra Arktis hele Danmark ned under frysepunktet, akkompagneret af tyske klimaforskeres spådom om flere strenge vintre i Nordeuropa i de kommende år. Men samtidig forudser en aktuel prognose fra det europæiske meteorologiske regnecenter, at vi får en dansk vinter, der bliver næsten en grad varmere end det normale.
Mens de kommende måneder vil afgøre, hvem der får ret, kan man passende fordrive tiden med de seneste mange års mest begavede vejrbog på dansk.
