Plummer-bog er et råddent smædeskrift

Anmeldelse: Døgnets mest omtalte bog kostede en generaldirektørs hoved, og måske også en forfatters.

Foto: Scanpix

Der er mange gode billeder i bogen. Og som sladder, hentet fra unavngivne kilder og Plummer-udtalelser, der blev givet »til baggrund« og ikke »til citat«, er underholdningsværdien ganske høj i de tre-fire timer, det tager at læse de 200 luftige sider. Ikke mindst fordi Kurt Lassen skriver godt. Besnærende godt. Men så er det mest positive også sagt om en af de mest rådne bøger, jeg har haft i hænderne i mange år.

LÆS OGSÅ: Rubinstein: Plummer fortjente bedre

»Jeg har ikke noget personligt udestående med DRs generaldirektør, Kenneth Plummer,« skriver Lassen på første side af sit værk. Allerede her begår forfatteren sin første store fejl. Enhver biografiskrivers udgangspunkt er, at man i høj grad har et personligt udestående med den, man skriver om. Hvad enten man vil det eller ej. Enhver biografi er et livtag med et andet menneske, og i den højst private affære eksisterer der nogle uskrevne etiske spilleregler, man som forfatter bør holde sig for øje. Med mindre man er kyniker.

»Jeg har gået lidt rundt om den varme, metodiske grød,« skriver Lassen i sit forord. Her burde »lidt« have stået med fede versaler. Metode kan umuligt være noget stort tankefelt i Lassens biografiværksted, hvor der først og fremmest skal smedes mens jernet er varmt.

»Den køber han åbenbart«

Tidligere i år kom Kurt Lassen på sporet af en god historie, ingen tvivl om det, da en meget naiv Kenneth Plummer inviterede journalisten, der gerne ville lave en bog om generaldirektøren, med på en fem timer lang biltur til Jylland. Plummer gav ham endda lov til at bruge sin diktafon, så længe de to havde den aftale om, at det der blev sagt, kun var til baggrund. Og Plummer tilføjede: »Jeg håber, du vil respektere privatlivets fred.« Lassens svar på tiltale står også sort på hvidt i bogen:
»Jeg fortæller ham, at det altså ikke er sådan, at jeg ligger i paparazzi-skjul og holder øje med hans færden eller vender hver en privatsten. Den køber han åbenbart …«
Man kan undre sig over, at Plummer tilsyneladende ikke havde kigget journalisten i kortene, men i stedet lod sig lokke på hyggeligt fornavn med sin levnedsbeskriver. Som forfatter har Kurt Lassen nemlig specialiseret sig i at skrive biografier om mennesker, der ikke ønsker at medvirke i hans bøger, bl.a. Thomas Gravesen, Caroline Wozniacki og Nicklas Bendtner. Bøger, der bygger på en ret behersket researchindsats, et væld af citater fra unavngivne eller fjerne, eksotiske kilder samt en form for tekstlig iscenesættelse, der smyger sig om læseren. Alt i alt en form for manipulation, der er verdens letteste sag for enhver biografiskriver, der sidder i baghånd med kildematerialet og sine mere eller mindre skjulte forfattermotiver.

Udstillelse og hævn

Et andet fortællegreb ud over manipulation, som Lassen bruger fra start til slut i sit portræt af Plummer, er latterliggørelse. Lige fra de første linjer til bogens slutning, udstilles Kenneth Plummer (bortset fra i Brian Mikkelsens spredte sympatiforsvar for sin »opfindelse«) som en forfængelig nar, der holder med taberholdet Liverpool, skriver som et barn, generelt er kulturelt uvidende og strør selvfedt om sig med overfladiske fodboldmetaforer og managementklicheer. Og som ydermere har den frækhed at holde den travle journalistforfatter, der i sommerens løb er mere og mere presset af en tikkende deadline for sin bogudgivelse, hen.

Det skulle han heller aldrig have gjort, Kenneth Plummer. Det er en grusom hævn, Kurt Lassen tager på de 200 sider. Den meget omtalte handel, hvor Plummer forsøger at købe sig til tavshed om det privatliv, Lassen – kan man nu læse – allerede havde lovet at lade hvile i fred, blæses op i mindste detalje, så vi nu alle kan se (og i de seneste døgn også har kunnet høre), hvor dybt primitiv og langt ude, generaldirektøren er.

Det følges der så op på side efter side, hvor en håndfuld navngivne kilder samt endnu flere unavngivne kilder, der dog oftest går under betegnelsen »tidligere chef« og »forhenværende chef« sværter generaldirektøren noget så eftertrykkeligt til i tabloidagtige overskrifter som: »Plummer har nok i sig selv, fodbold og gadgets. Og kvinder.«

Skudt i ryggen

Som smædeskriftet skrider frem, tegner der sig et klart billede af DR som en gennemført rædselsfuld institution. Det er sjældent noget kønt syn, når begavede, begærlige mennesker med rundsave på knæ og albuer slås om magten. Her har Lassen fat i noget, det må man give ham, der kunne være blevet en både interessant og lødig bog. Hvis han ellers havde kunnet dy sig for at skyde sin hovedperson i ryggen, og i stedet havde fulgt de mest civiliserede spilleregler for omgang mellem en journalist og hans kilde. Og mellem en seriøs biografiforfatter og dennes hovedperson. Så havde man muligvis troet på Lassen som fortæller, ja måske ligefrem glædet sig til en ny bog fra hans listige hånd.