Aldrig før har jeg læst en så indigneret teologisk fremstilling af Gud og det onde. Lektor ved Det Teologiske Fakultet Jakob Wolf har begået en lille insisterende bog »Jobs Tårer, om Gud og det onde«, rig på lærdom og saglighed, som det sig hør og bør i det universitære. Men den logiske fremgangstillingsform kan ikke skjule det lidenskabelige drev, som bærer hele bogen. Her er så tydeligt et personligt anliggende på spil. Det er simpelthen vigtigt at få forholdet mellem den almægtige Gud og det onde på plads. Livsvigtigt. Og man læser, som var det en krimi, hvor man ikke ved, hvem morderen er.
Pilen peger på Gud. For, som Wolf siger det indledningsvis: Gud er almægtig. Han bestemmer alt, hvad der sker. At sige noget andet er det samme som at benægte, at alle ungkarle er ugifte. Når Gud altså er almægtig, kommer det onde også fra ham. Og, ja, det kan godt være, at man kristeligt trøster med, at Gud er tæt på i lidelsen, men Wolf må så bare sige, at det er ikke godt nok. Venner kan være tæt på, Gud skal kunne noget mere.
Trøstet i sin lidelse bliver man ikke af, at Gud er nærværende, nej, trøstet bliver man, siger Wolf, hvis man gør som Job. Job, der sad i en askedynge, da Gud havde sat ild til alt, hvad han havde. Job, der sad i asken og sendte sine klager op mod himlen, og rasede mod den Gud, der så uretfærdigt havde taget alt fra Job. Det er en voldsom og urgammel pointe, Wolf her finder frem fra Biblens bund: At man ved råbende at stille Gud til regnskab finder trøst. At dér i skriget findes forsoningen med lidelsen - og Gud. Af en eller anden grund.
Det er det fornemste teologiske essay, jeg har læst længe. Lige sådan skal det nemlig være: Teologi skal skrives med hjertet.
