Himmerland er otte-ti mil på hver led og rummer de gamle købstæder Aalborg, Nibe, Løgstør og Hobro. Man kunne tage landskabet omkring Borg på Island, som er Egils sagaland, og sammenligne. Det gør Johannes Møllehave. Men han gør mere end det i sine lystlæsninger af »Himmerlandshistorier«. Han betragter omfattende og læser grundigt som den første fortolker de drabelige og bastante historier som en lokal variant af et nordisk åndsfællesskab.
Møllehave har læst alle historierne, han har besøgt Island, og han har læst alle sagaerne. Og så er han teolog og færdes hjemmevant i Det Gamle Testamente. Herudover støtter han sig til digteren Knud Sørensens Blicher-fortolkning. Og så går det ellers løs med at fortælle, citere og kommentere Johs. V. Jensens »Himmelandshistorier«, hvoraf den første sending blev udgivet i år netop for 100 år siden.
Landskabet er baggrund
Møllehave er ikke litterat og skriver ikke strikte analyser af historierne. Ja, der er endog tale om fortalte historier gengivet af forfatteren til diktat, så de kan opleves med Møllehaves egen diktion og - ikke overraskende - med et afsluttende kapitel, der hedder »Forresten«, fordi Møllehave ofte opdager en pointe lige netop, når han er på vej ud af døren. Og det er Møllehave ofte.
Det er lighederne i stil, motiver og grundtema, bogen understreger, og det handler f.eks. om ære, skam, slægt og lykke. Men det handler også om landskab og natur som den baggrund, det hele træder frem på, fordi landskabet i den grad har part i mennesket som karakterdannende og afgørende for dets adfærd. Tordenkalven er selv »et Landskab eller en gammel Bondeegn«, men ellers begynder fortællingerne med »Oktobernat« fra 1898 og bevæger sig gennem det rige og voldsomme anekdotiske og det mere eftertænksomme essayistiske stof frem mod Johs. V.s egen selvopfundne mytegenre. »Lindby-skytten« - også fra 1898 - står stærkt prentet blandt de 40 historier med Pans skæbnetegn på panden og med stærke Ahasverus-træk som omstrejfende og hjemløs.
Tydeligst og typisk for Jensens digtervirksomhed læser Møllehave den sjælsrå fortælling »I Mørket« om henrettelsen af en morder, der har slået sin husbond for panden med en klaphammer. Johs. V.s far eller farfar kunne være ophavsmand til historien, der i øvrigt er en sand kriminalhistorie, der som Blichers novelle »Præsten i Vejlby« kan gås efter i retsprotokollen. Møllehave fremhæver i sin »analyse« digterens frihed og metode, men han gengiver samtidig den uhyggelige historie med en energi, der bærer resten af bogen igennem.
Er Møllehaves tempo halsbrækkende, og har stilen undervejs præg af »Forresten«, så er der tale om et dybt sammenhængende og konsekvent arbejde, som er en uundværlig og lystfyldt følgesvend ind i Johs. V. Jensens brogede Himmerlandsunivers.
