Meget kan man beskylde Morten Sabroe for, men ikke for at lefle for det bladhus, der de seneste mange år må have været hans hovedindtægtskilde! I sin nye roman giver han nemlig Politiken (også omtalt som Puritaneren i bogen) en ordentlig én på frakken. Ikke blot i form af en hudfletning af avisens multikulturelle og kulturradikale redaktionslinje. Nej, Politiken fremstilles også som et hus med svigtende redaktionel kvalitet, et hus hvor man boller sig til det, man gerne vil have, osv. Man kunne få den tanke, at Sabroe simpelthen er blevet uvenner med Politiken og nu synes, de skal have kniven, sådan lidt à la Olav Hergels hævntogt mod Berlingske Tidende for et par år siden i romanen »Flygtningen«.
Billedet bliver ikke just klarere af, at det samtidig er Politikens eget forlag, der udgiver bogen. Et forsøg på at vise husets rummelighed og plads til selvkritik? Eller er det, at den udkommer netop hér, et sabotageforsøg i Sabroes mulige kamp mod huset? Fakta er nemlig, at det er en temmelig skidt sag, han har gjort, og at den ikke fortjener at blive hverken solgt eller læst.
Bogen præsenteres som en »dæmonisk thriller«. Men den første tredjedel er nu nærmere en slags psykologisk roman. Arthur Hellmann befinder sig i Cambodia. Han er på sammenbruddets rand, har vendt et eller andet i Danmark ryggen og flygter nu rundt på en lejet motorcykel, som for længst skulle have været afleveret. Han er utilregnelig og truende, sviner en gruppe tyske turister til og forulemper de lokale kvinder. Bedre får hans halvpsykotiske og paranoide sind det ikke, da han erfarer at en mystisk mand slår tyskerne ihjel en efter en.
I romanens anden del sendes vi nogle måneder tilbage i tiden. Her møder vi Arthur som forhandler af luksusbiler, men forretningen går skidt. Han har en datter, Sofia, som ikke gider tale til ham, og som endvidere er rodet ind i et livsfarligt computerspil. Og så er der forholdet til konen. Det er egentlig ikke dårligt - indtil Arthur tager hende i et kontorknald med Politikens førsteanmelder. Men dette tema er egentlig af mindre betydning. Romanen forsøger nemlig at blive en mere regulær thriller i anden del - Arthur forsøger at redde Sofia, og det ender med både radikale muslimer, en ung kriseramt indvandrerkvinde, stoffer, pistoler og død - samtidig med at Arthur bliver mere og mere nedbrudt. I bogens tredje del samles sporet fra første del op igen. Vi er igen i Fjernøsten, følger den nedbrudte Arthurs rejse hjem til Danmark, hvor han arresteres og så videre.
Lyder det som en rodet affære? Det er det også. Den første tredjedel, den psykologiske del, har rigtigt gode ansatser, og Morten Sabroe viser her igen sit håndelag for at fremstille især knækkede og misantropiske mænd. Men thrillerdelen er temmelig håbløs og kommer i lange passager nærmest til at ligne en dårlig parodi på genren. Bedre er det ikke med Politiken-karikaturen, som er så fortegnet, at den taber det bid, den vel var tænkt at have. Læg dertil at det hele er sovset ind i en plumret »finlitteratur-suppe« i form af et hav af referencer til film og litteratur, der intet kaster af sig. Det er befriende, at Sabroe tør og vil lægge sig ud med den politiske korrektheds tyranni. Men en mere fokuseret indsats ville have gjort en bedre sag.
