Lyt til en forfatter

Interviewbøgernes popularitet vil ingen ende tage. Nu har feberen via nettet og Lonni Krauses »ord til alle sider« spredt sig ud over forfatterstanden.

Svend Åge Madsen er en af de forfattere, der tager Lonni Krauses projekt alvorligt. Fold sammen
Læs mere

For en 10-15 år siden gik alle vi litterater og rystede lidt uforstående på hovedet over forfatterbiografiernes store popularitet. Rygterne ville, at der blev solgt flere bøger om Karen Blixen end af hende. Og bevares, selvfølgelig kan det da være interessant at læse om forfatteres liv og levned. Men det er jo først og fremmest på grund af deres bøger, vi kender dem. Og hvis ikke de bliver læst, hvorfor så læse biografien?

I dag er det så de uhyre populære samtale- og interviewbøger, vi sukker over. Mange af dem ligner mest af alt halvdårlige afløsere til portrætbøger og bibliografier. Men det sker også, at rigtige fine eksemplarer ser dagens lys. Erik Skyum-Nielsens med Svend Åge Madsen fra sidste år er et godt eksempel. Skyum havde forberedt sig ordentligt, og samtalen blev derfor både dyb, spændende og underholdende. Aldrig flad, men altid lærd. Og det på den gode, indsigtsgivende måde.

Om end der er fine ansatser i Lonni Krauses ambitiøse forfatterintervewprojekt »Ord til alle sider«, så når det desværre slet ikke samme dybder eller højder, om man vil. Krause har i samarbejde med Det Andersenske Forlag udgivet en bog med interviews med ikke mindre end 15 danske forfattere af (meget!) forskellig slags. Selskabet består af såvel Svend Åge Madsen, Suzanne Brøgger, rapperen Per Vers og science fiction-forfatteren Leo Nielsen.

Storstilet web-projekt

Men bogen er kun en begyndelse. Den har nemlig følgeskab af et storstilet web-projekt, hvor der i løbet af 2010 skal lægges endnu flere interviews ud, ligesom der er en blog, videofiler og meget andet. Altsammen for at give læseren, som der står på hjemmesiden, mulighed for at komme »helt tæt« på en stribe danske forfatterskaber. Interviewene er primært gennemført som e-mail-interviews - og måske er det hér det største problem for projektet opstår.

Fakta er nemlig, at det er nogle temmelig brogede korrespondancer, vi gives. Selvom Krause har tilpasset spørgsmålene de enkelte forfatterskaber, så er de som udgangspunkt temmelig overfladiske og ens. F.eks. skal alle tilsyneladende afæskes et svar på, hvor meget de har skrevet til skrivebordsskuffen - uden at svaret fører noget mere med sig.

At der kommer noget fornuftigt ud af interviewene skyldes således ene og alene, at nogle af forfatterne tager spørgsmålene meget mere alvorligt, end de egentlig fortjener - Svend Åge Madsen er én af disse, Thomas Harder en anden. Andre sniger sig hurtigt igennem uden egentlig at sige noget, f.eks. Suzanne Brøgger.

Netsiden bedre end bogen

Man kunne have ønsket, at Krause havde satset mere på kvaliteten end på kvantiteten. Grundigere research og mere specifikke spørgsmål havde utvivlsomt fået forfatterne til at sige noget klogere om deres virke og havde legitimeret en bogudgivelse bedre. Den standard, vi her gives, er ok for en gratis internetside, man kan surfe ind og ud af efter forgodtbefindende. Men i bogformat er det for tyndt. Læg dertil, at bogen er svær at orientere sig i, da den hverken har register, sidehoveder eller indholdsfortegnelse.

Projektet bør vurderes i sin helhed. Bogen får ikke mere end to stjerner. Netsiden lykkes bedre, så den får fire. Samlet set ender vi derfor med tre stjerner.