Med fremtidsvisionen »En opritjniks dag« optegner Vladimir Sorokin en sindssygt uhyggelig prognose for Putins Rusland.

Af Martin Krogh Andersen, kultur@berlingske.dk
Fredag den 20. november 2009, 09:01

En opritjniks dag? »Oprtijnik« - hvad er dog det for et ord? Et adjektiv måske, noget med en optimistisk, opbyggelig dag? Nej, slet ikke! Opritjnikkerne var Ivan den Grusommes brutale håndlangere, privilegerede lejesvende med ubegrænsede magtbeføjelser over de stakkels almindelige russere.

Vladimir Sorokin genindsætter de uhyggelige lakajer i sin roman, en fremtidsvision om voldsregimets tilbagevenden. Vi følger en højtdekoreret opritjnik en helt almindelig mandag i Det Genfødte Rusland anno 2027. Det er et lukket land, en førsteklasses diktaturstat, som har vendt ryggen til omverdenen for at udrydde en indre fjende. Der er lukket for gassen til Europa, en gigantisk mur er opført mod vest, og paranoiaen, alle tyranniers brændstof, tænder op under fædrelandskærligheden.

Opritjnikkens chef kaldes nostalgisk for Lillefar, hans dag er langt fra »En dag i Ivan Denisovitjs liv«. Perspektivet er magthaverens. Opritjnikken lever et travlt liv i sus og dus, hurtige biler og narkotiske stoffer. Kvinden, han bor sammen med, tror, at han har en elskerinde ude i byen, men den gode opritjnik har bare været ude og voldtage i statens tjeneste. En daglig rutine, som tapper ham for kræfter. Denne mandag skal en statsfjende op og hænge i et reb, og konen, den nybagte enke, må ligge under for Djengis Khans visdomsord: »Den største tilfredsstillelse her i verden er at besejre sine fjender, tilintetgøre deres ejendom, ride på deres heste og ligge med deres hustruer. Han var en klog mand!«

Dagens dont består blandt andet i at føre tilsyn med censuren på teatret i Moskva og presse penge og narkotika ud af en kvinde i nød - hendes veninde står over for en deportation østpå. Derudover tager opritjnikken sig af et internt opgør med nogle lige så korrupte toldere, han konsulterer en okkult spåkvinde og bistår en flok unge partisoldater under en smædekampagne mod en populær digter. Det hele er beskrevet med en nøgtern følelseskulde, så uhyggelig som George Orwells »1984«. I afstumpet brutalitet er det som »A Clockwork Orange« for Ruslands fremtid. I det store og hele bygger denne dystopi på gammelkendt viden om diktaturets sindrige psykologi, hvor selv en nidkær bøddel må frygte for sin fremtid. Alle overvåges, der underholdes med offentlig pryglestraf og - enhver forfatters skræk - bogafbrændinger. Opritjnikkerne tilhører en depraveret elite, de er ekstravagante i både livsførelse og voldsudøvelse, og de udfører deres job med et smil på læben: »Når hovedet er borte, har man ikke ondt i håret.«