4 af 6 stjerner

MFeren Özlem Cekic skriver usentimentalt om sin fattige barndom, det svære danske sprog, skilsmissen, Folketinget – og kærligheden.

Af Kathrine Lilleør
Tirsdag den 24. marts 2009, 22:30

Da Özlem Cekic blev skilt efter et ulykkeligt arrangeret ægteskab og måtte flytte fra drømmehuset i Albertslund hjem til familien på Nørrebro med sin lille søn, rettede hendes 86-årige mormor på hovedtørklædet og satte sig for første gang i en flyver. Den gamle kone, der selv havde trodset landsbyens normer, da morfaren blev fængslet, og hun selv havde forsørget sine børn, vidste, hvad det gjaldt. Det gjaldt om, at Özlem fik rusket selvværd i kroppen.

»Aldrig må du blive afhængig af en mand og hans indtægt igen,« formanede den gamle muslimske kvinde hende og spurgte derpå undrende til de danske »blæksprutter«. Hun mente de danske kvinder, hun så om morgenen på vej til arbejde belæsset med tasker og børn. Sidst på dagen dukkede de op igen, nu også med indkøbsposer på styret. Hvis en kvinde skal arbejde i Danmark, må hun åbenbart være blæksprutte.

Özlems egen fortælling bekræfter det. For vejen fra den lille landsby i Tyrkiet og frem til Folketingets talerstol er én lang fortælling om ben og arme, der er i bevægelse hele tiden. Det er hårdt at rykke fri af fattigdom ikke bare i Tyrkiet men også i Danmark. Alligevel formåede Özlem at blive sygeplejerske, engagere sig fagligt og politisk samt finde en sød mand og danne ny familie. Ved sidste valg blev hun valgt ind i Folketinget for SF, men hendes mandat er bredere end partiets. For der er erfaringer, man ikke kan læse sig til, og som ikke kan undværes i Folketinget. Med hjælp fra journalist Anders Rou Jensen har hun skrevet en usentimental beretning om et liv med megen modgang. Men også medgang, for Özlem er talentfuld, engageret – og heldig. Heldig at vide sig elsket. Ikke mindst af sin mormor.