»Når de endelig fanger forbryderen, har jeg en mærkelig følelse af, at det ikke er den rigtige. At den skyldige går fri og stadig er iblandt os.«
Sådan sagde forfatteren Erling Jepsen for nylig i et interview, hvor han var blevet bedt om at forholde sig til unge svenske forfatteres litterære kyskhedsløfte: Lødige, episke romaner og ikke flere krimier.
Pudsigt er det jo – og pudsigheden er noget, Jepsen med håndsæbe-jeg’et dyrker – at han så netop selv har begået noget, der mest af alt minder om en krimi med sin nye roman »Biroller«. Den leger i hvert fald koket med krimimotivet - indtil flere mystiske dødsfald indtræffer! Og her når vi også at identificere os med den forkerte, mens skyldsspørgsmålet fortaber sig i det særlige jepsenske væv af halve sandheder og mistet fodfæste.
Forfatteren har smøget de sønderjyske gummistøvler af sig, for vi befinder os i de teaterkredse, som han selv kender så godt – og som han tilsyneladende har ikke så lidt af et horn i siden på. Endda på et navngivet et af slagsen: Husets Teater på Halmtorvet, selv om man vist ikke skal lægge så meget i det. Et degenereret og betændt miljø, befolket af lutter egocentriske, nerveflossede og ubehagelige personager, inklusive den mindst ligeså usympatiske snyltedramatiker Allan Jensen – sig navnet!
Grum morskab
Alligevel optræder teatret som et forjættet land, som bogens unge hovedperson, den forsømte og identitetsløse teaterskolekandidat Helene – komplet med spisebesvær og underlige sorte huller i bevidstheden - søger mod og da også ender med at blive en del af. Ikke på den måde, hun i første omgang havde tænkt sig, for det er i virkeligheden hendes hund, der påkalder sig teatrets interesse. Men snart er Helene, selv ligeså amoralsk som resten af galleriet, på sikker kurs mod stjernerne – villig til det hele.
I det hele taget er der masser af grum karakteristik af nutidens usikre wannabe-personlighed – flosset i kanten, uden kerne og hele tiden offer for egne, uformulerede og slørede motiver i ræsonnementet. Det får Erling Jepsen megen grum morskab ud af – og læseren mindst lige så meget. En lille sort knaldperle og gemen samtidssatire. Sprogligt saftig i dialogerne og i Jepsens muntre dobbeltspil med virkeligheden.
