Engelske Philip Pullman har begået et opsigtsvækkende remake af Det Nye Testamente. Med en mildt sagt overraskende omskrivning af evangelierne får Jesus her en tvillingebror, der følger ham som en skygge fra krybbe til kors. Kristus hedder han, en intrigant og opportunistisk skikkelse, som mener, at broderens ord og mirakler bør udnyttes til indstiftelse af en magtfuld kirke.
Hvad jeg først opfattede som en lidt demonstrativ befamling af det kontroversielle, udviklede sig til en dybt interessant kritik af kristendommen som institution. Den, der råber højest, løber ofte med opmærksomheden, og jeg mistænkte Pullman for at være på bestsellerjagt med en historie designet til at forarge. Men den tvistede genfortælling af Jesus-myten folder sig ud med filosofisk dybde, den indeholder retorisk sprængstof af den profane slags, der får templer til at ryste.
Bogen handler om, hvordan magt fortrænger gode intentioner med forfængelighed og korruption. Det starter med en mand i sandaler, der taler om kærlighed og immaterielle værdier, og det ender med pomp og pragt i Peterskirken.
Kirkens hykleri
I sin bjergprædiken siger Jesus, at bøn bør man holde for sig selv i enrum; man skal ikke som hyklerne stille sig op og bede højlydt til Gud, for at alle kan se, hvor from man er. Men Kristus vil bevare broderens ord for eftertiden, han følger Jesus med en skriftrulle under armen og sørger for at nedfælde hans prædikener, så de kan tjene en fremtidig organisation - kirken som et sindbillede af Guds rige på Jorden.
Jesus er drevet af lidenskab, Kristus af beregning. Han indser, at han også må pynte på historien for at gøre den mere fængende. Nadveren er bl.a. det purest opspind. Der er ikke langt fra fortolkning til fri fantasi, men der er til gengæld rigtig langt fra det, Jesus forkyndte, til det, man siden gjorde.
I et fortvivlet øjeblik i Getsemane Have udbryder den fremsynede martyr: »Herre, hvis jeg troede, at du lyttede, ville jeg frem for noget andet bede om dette: At enhver kirke, der blev indstiftet i dit navn, skulle forblive fattig, uden magt og prunkløs. At den ikke skulle udøve nogen anden form for myndighed end den, kærlighed giver mulighed for.« Jesus frygter demagogernes indflydelse, præster som vil give efter for hemmelige laster: »Folk vil tale om, hvor skønt det er at have sådan en hellig mand som præst, hvor smukt han tager sig af børnene« Fik I den, kardinaler? Pullman holder sig ikke for god til at kommentere aktuelle spørgsmål.
Genbrug af religiøse teksters lapidariske udtryksformer gør sig generelt dårligt i romaner - senest set i Kader Abdolahs »Udsendingen«, der handler om profeten Muhammeds liv og gerning. Men her er der i mine øjne mere tale om et Luthersk kampskrift end en roman.
