Tøj inddeler man i haute couture og stang-tøj, og for nu at drage en søgt parallel er »Et stille umærkeligt drab« en klar stang-krimi.
Det er der sådan set ikke noget galt med, for de færreste har fantasi nok til at blive et eksklusivt mærke og vække sensation på catwalken. Men at lige netop mærkeparret Kaaberbøl & Friis sigter så lavt, som de gør med sæsonens nye bind i serien om Nina Borg, er en kedelig overraskelse.
Selv om »Drengen i kufferten« ikke var nær så god, som den blev udråbt til at være, var den et friskt pust, først og fremmest fordi heltinden Nina overraskende nok var en Røde Kors-sygeplejerske, der bestemt ikke var bleg for selv at gå i aktion. Her i bind to bliver Nina naturligvis også viklet ind i et spind af kriminelle tilfældigheder, der gør livet farligt for hende selv og familien, men alle de sprælske, livgivende indfald fra første bind er sporløst forduftet.
Forventninger på skrump
Det er ikke så meget det, at krimien er komponeret over den velkendte læst, hvor vi introduceres til en bred vifte af personer, hvis skæbner så flettes sammen i plottet. Den skabelon er der skrevet mange udsøgte krimier på.
Så forventningerne er nogenlunde, når to unge romamænd finder et eller andet radioaktivt i et gammelt militærhospitals ruiner i Ungarn og tror, deres lykke er gjort. Vi ved jo godt, at lortet ender oppe i Danmark hos Nina.
Men efterhånden som pensionisten Schou-Larsen med kone og dræbersnegle i baghaven, PET-manden Søren Kirkegård, et islamisk kulturcenter og især halvblodsromaen Sandor præsenteres, kommer forventningerne på skrump. Ikke et sekund lader Lene Kaaberbøl og Agnete Friis læseren tænke selv. Intet vises, alt fortælles, og det i en lidet ophidsende prosa, der hverken pynter på sagen eller udvider vores horisont.
Det hele kulminerer i forudsigelig strålesyge og umotiveret sadistisk vold, en gedigen og tilforladelig afslutning på en stang-krimi til tre stjerner.
Mon ikke Kaaberbøl & Friis kunne svinge sig op til mere, hvis de besluttede sig for at sætte deres helt egen standard?
