Juleknas i statskirken

Gretelise Holm viser stort satirisk format i minikrimien »Forhærdede tidselgemytter«.

Da en københavnsk præst og bispekandidat bliver myrdet, må politimanden Rolf Greve sande, at den danske folkekirke er en ideologisk rodebutik i forhold til rockermiljøet. Fundamentalisterne bibelslammer de juleaftenskristne, mens menighedsråd, kordegne og præsteelskere hepper i hver deres åndelige ringhjørne. I kirkens krypt bydes der på likør, kage, sex, karismatisk djævleuddrivelse og, hvis man kan snige sig til det, gudstjenester og andet vantro gøgl for folket. Det er guddommelig satire, og at Holm har hekset hele herligheden ned på så få sider, er en bedrift. Denne lommebog er en ideel mandelgave til alle, der tror fuldt og fast på, at krimier kan meget mere end at underholde. Og Rolfs eget forhærdede tidselgemyt, hans mor, kolleger og trængslerne med kærligheden tyder klart på, han bliver en værdig vikar for Karin Sommer i Holms næste bøger.