Skal vi kaste lidt kål i hovedet på publikum? Skal vi lægge et hygiejnebind over harpens strenge? Engang gjorde man sådan noget. Det er faktisk ikke så længe siden endda. Vi har bare glemt poesien ved det.
Så heldigvis husker Mogens Andersen det for os. »Historien om Vor Tids Musik« er ganske vist ikke historien om vor tids musik. Den handler bare om radioprogrammet af samme navn – om dengang danskernes monopoliserede æter blev fyldt med sære toner fra nær og fjern. Men vent bare…
Mogens Andersen selv var programmets allestedsnærværende bagmand og blæksprutte. Han rejste rundt til alverdens koncerter, kom hjem med utrolige optagelser og lod gæster i studiet diskutere de nyeste trends. Den lille mand brændte for sin sag.
Efter sin pensionering samlede han så det hele sammen. Andersen kunne bedre end nogen fortælle historien om dansk musikliv i alle tiders mest stormende epoke: De otte år fra 1959 til 1967. Både fordi hans udsendelser kom i samme epoke, og fordi de selv satte ting i gang. Musik og musikformidling gik hånd i hånd.
Han nåede det kun næsten. Mogens Andersen mødte døden ganske pludseligt sidste år. Forbløffende mange musikfolk talte med ham eller hilste på ham få timer før. Vidste han selv, den ville komme? Sikkert ikke... Andersen var bare om sig – hele tiden og lige til det sidste.
Nu er bogen så kommet alligevel. Hans unge livsledsagerske, en dygtig fagredaktør og nogle af hans nærmeste bekendte har gjort arbejdet færdigt. Og de har gjort det med hele den andersenske ånd i behold.
Læseren mærker det på hver eneste side: At hans hjerte lå her i den moderne musik – her i tiden med sønderklippede slips, med oversavede flygler, med støj og tal og formler. Vel blev han senere chef for den samlede produktion af musik i både radio og TV. Men direktøren for det hele havde det vist kun halvt så sjovt. I de otte år med Vor Tids Musik var han i sit es.
En slags vanvid
Lyder perioden fra 1959 til 1967 som længe siden? Det er det også. Andersen selv overlevede sin elskede modernisme med indtil flere årtier. Vi behøver ikke længere en halv roman om det nye værks teori. Vi gider i det hele taget ikke musik, der kræver støtteben.
Men i halvtredserne og tresserne gjorde man. Der blev talt meget om musik dengang. Sommetider mere end der blev komponeret. Man uddelte fornærmelser, returnerede begmænd og afspillede »Love That Bomb« fra »Dr. Strangelove«.
Tag bare diskussionen mellem svenskeren Karl-Birger Blomdahl og vor egen Per Nørgård: Svenskeren sammenlignede Nørgårds milde tanker om det nordlige sinds univers med »det famösa tyske talet om Blut och Boden«! Til gengæld kalder Nørgård sin kollegas golde tolvtonemusik for papirisme…
Samme dansker var i det hele taget ude med hammeren dengang. For eksempel kaldte han avantgardemesteren Pierre Boulez’ berømte og berygtede klaverstykke ved navn »Structures« for pueril, barnagtigt.Og dét ramte måske hovedet lige på sømmet.
For måske var hele den moderne musik faktisk en slags vanvid. En dansk kunstkritiker kaldte allerede for hundrede år siden den gryende modernisme for patologisk. Man kunne ikke længere skelne det syge sinds fantasier fra det sundes.
Mindst ét af tidens største navne blev i hvert fald aldrig helt normal: Karlheinz Stockhausen. Den tyske komponist var en af de første, der satte musik på formel. Han var en af de første, der eksperimenterede med ringende telefoner og skyllende toiletter på lydbånd. Og han fandt vej helt til heltegalleriet på The Beatles legendariske »Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band« på den konto.
Men han havde samtidig et sygeligt forhold til kontrol. Når han satte musik på tal og formler, var det måske fordi han ikke rigtig turde vælge tonerne selv. Og en dag i begyndelsen af 1950erne blev den purunge mand så moderne. Det sygelige blev normen. For hans omgivelser ville jo gerne være med på noderne.
Ergo skulle hele verdens musikliv pludselig lyde sygt. Først for nylig har de unge komponister healet sig fri af påvirkningen fra en neurotisk kontrolfreak. Rent musikalsk er et halvt århundrede gået til spilde. Synes nogle da.
Der var både beundrere og kritikere til den nye trend. Mogens Andersens bog lægger stemme til dem alle. Herunder pianisten Anker Blymes velskrevne, men dybt konservative påsejling: Han kalder tidens musik for »dette statsunderbyggede, tolvtone, serielt drevne linjeskib med overkanonér Per Nørgård i spidsen for gardisterne og skytsbemandingen…« Ak ja.
Men der var nu også noget komisk over det hele. Parterne skændtes i udsendelse efter udsendelse om retten til riget – alt imens ingen almindelige mennesker gad høre på dem. At bagmandens bog kan opstille ikke færre end fire forskellige slags modernisme, virker næsten trist i dag. For i sidste ende viste den fælles fjende sig jo langt større: Den fælles fjende i form af glemslen.
Til gengæld havde de det sjovt undervejs. Man kan næsten ikke tro det længere – men altså: Der blev skrevet hele artikler om bare én overraskende tone i et værk med tusinder af toner. Især hvis tonen lød lidt bedre end de andre.
Uha, uha… Hvorfor har jeg brudt mit eget system, kunne komponisten spørge? Og den beundrende omverden kunne svare utallige kloge ting på hans vegne. Alt sammen fordi den enkelte tone havde en slags symbolværdi. Her et halvt århundrede efter komponerer de unge igen på Beethovens manér. Musik er igen reduceret til lyd alene.
P2 og »Für Elise«
Alligevel skal man ikke grine for længe ad det akademiske. For den snakkende generation er både menneskeligt og musikalsk en generation af overlevere. Utroligt går nogle af de vigtigste aktører fra dengang stadig rundt og trækker vejret.
Tag bare Per Nørgård, Ib Nørholm, Axel Borup-Jørgensen og Finn Savery. Det var før sidstnævnte komponerede musicalen »Teenagerlove« og gjorde sig rig på noget nær det modsatte. Faktisk er det mere end halvtreds år siden. Men alle fire herrer sidder stadig på storkøbenhavnsk grund og komponerer i bedste velgående.
Jo ældre folk bliver, desto kortere føles historien. Per Nørgård var engang i kontakt med en kollega, der havde arbejdet sammen med en herre, der havde truffet selveste Beethoven.
Og man kunne blive ved: Allerede i 1954 præsenterede en purung Else Marie Pade sin »En Dag på Dyrehavsbakken«. Hun anses overalt for en af den elektroniske musiks bagkvinder, er endnu i dag inspirationskilde for kolleger helt ned til gymnasiealderen og slår stadig sine folder i det københavnske musikliv. Vel at mærke mere end et halvt århundrede efter.
Eller hvad med den skelsættende programrække fra 1959 ved navn »Musik i atomalderen«… Den bød på store dialoger mellem tolvtonekomponister som Jan Maegaard og Bernhard Lewkovitch – mellem dansk musiks poetiske mystikere. Begge herrer komponerer såmænd endnu. Man hører dem bare ikke så meget længere. Og ildsjæle som Mogens Andersen selv ville aldrig have overlevet i dag. Hans sidste åndsfæller blev druknet i dønningerne fra DR Koncerthusets kuldsejlede regnskaber.
Så det er også slut med fair formidling af musik i almindelighed og indviklet musik i særdeleshed. P2 Musik sender time efter time med »Für Elise« og vil helst ikke gøre nogen klogere på noget. Ingen griner længere ad de dårlige vaner på Beethovens tid, især ikke vanen med at splitte en symfonis satser ud over en hel aften – for man gør nøjagtig det samme i dag.
Tæppefald for TV-opera
Mogens Andersen kæmpede imod det lige fra begyndelsen. For eksempel gik det skidt for hans hjertebarn nummer ét, de såkaldte TV-operaer: I tresserne fik DR produceret 23 af slagsen. I halvfjerdserne faldt tallet til 18. Og i firserne røg det ned på ti.
Af samme grund kan man godt blive trist over Mogens Andersens bog. Den er fantastisk læsning, spændende fra første til sidste side, resultat af lige dele glødende engagement og pillearbejde. Men den handler også om verden i går. »Historien om Vor Tids Musik« bogfører en epoke, hvis sidste kapitel for længst er skrevet – og som ingen tilsyneladende savner.
Eller hvad… Hvad skulle man i så fald savne? Rigtig meget musik fra dengang klinger som bekendt håbløst. Den kunne være fundet på nu og her – i hvert fald på et overfladisk plan. Den kunne være improviseret af en abe. Også når den faktisk var både rentegnet og prisbelønnet.
Men de skæve, forvitrede, splintrede lyde var i det mindste nye. Og som pianisten David Tudor så kongeligt klart udtrykte det: Når man kender musikken i forvejen, bliver ens oplevelse reduceret til følelse. Når man ikke gør, føler man sig levende i alle dele af bevidstheden.
Samtidig var der noget meget demokratisk over det hele. Komponisten pralede aldrig med sin kunnen, sin gode smag, sine mere eller mindre tilfældige luner – thi manden var jo selv slave af alle de umusikalske formler. Han satte sig åndeligt ned blandt sine lyttere og sagde: »Det er ikke min skyld. Det er tallenes«.
Og den følelse gav komponist, musiker og lytter et helt nyt fællesskab. Man sad i mørket og var sammen om noget større.
