I dag, på femårsdagen for Muhammed-tegningernes offentliggørelse, gør Jyllands-Postens nu verdenskendte kulturredaktør Flemming Rose status og forklarer og begrunder de tegninger, der blev påskud for brand og vold i visse muslimske lande og gjorde hans egen avis til terrormål for fanatikere, i en bog af angelsaksisk tykkelse, hvor han også kunne have hængt en og anden opportunist ud, men det gør han ikke.
Flemming Rose er et nobelt menneske, så han fortæller bare, at den 1. februar 2006, netop da Muhammed-krisen med demonstrationer, vold og boykot tog til i styrke time for time, modtog han en mail fra en kollega på en af de store danske morgenaviser.
Hun skrev: »Jeg er meget stolt af at være vokset op i et land båret af frisind, tolerance, åbenhed og oplysning, og derfor skammer jeg mig helt ufatteligt meget over at dele både land og branche med Jyllands-Posten, hvis Muhammed-tegninger efter min bedste overbevisning er båret af det modsatte: af pinlig uvidenhed, intolerance, respektløshed og usmagelig arrogance. Som journalist vil jeg til hver en tid værne om og kæmpe indædt for retten til, at mennesker kan ytre sig frit. Men at smykke sig med ytringsfrihedens navn for at kunne bringe en række ringeagtende fremstillinger af andre menneskers religion, synes jeg er direkte skammeligt ...«
Gad vidst, hvor indædt hun egentlig ville kæmpe, hvis det kom til en rigtig prøve? Det spørgsmål stiller den noble Rose ikke. Han nøjes med tørt at fortælle:
»Jeg sendte mailen videre til chefredaktionen på en avis, der var kritisk over for offentliggørelsen af tegningerne, og tilføjede, at afsenderen nok ved en fejltagelse var kommet til at sende den til mig, da den lignede en jobansøgning til dem. Jeg ved ikke, om det havde betydning, men kort efter blev den opbragte journalist ansat på netop den avis.«
Vestlig borgerkrig
Sagen er i sin grund meget enkel: En avis fornemmer tendenser til selvcensur og vil i overensstemmelse med en tradition udviklet af det 20. århundredes tabuoverskridende kulturradikalisme, som mange af os publicister står i gæld til, efterprøve spørgsmålet ved at stille det på spidsen. Intet usædvanligt i det. Sådan har vi gjort i forhold til Indre Mission, Folkekirken, den bornerte kønsmoral osv., og hver eneste gang har nogle følt sig krænkede, mens livet er blevet friere. Der er intet nyt i, at udlandet inddrages. Det gjorde det også i Jens Jørgen Thorsen-sagen i 1973. Det nye er, at konflikten involverer kredse, der bruger vold og har dagsordener, der handler om noget helt andet.
Ret beset er det jo en absurd idé, at vi i den vestlige verden skulle gå på kompromis med ytringsfriheden - som udgør selve fundamentet for den demokratiske kultur - fordi vi har fået en betydelig indvandring fra kulturer med andre traditioner og sælger lidt ost i Mellemøsten. Ikke desto mindre går brudlinjen her: mellem dem i Vesten, der vil bøje princippet med henvisning til det ene eller andet hensyn og dem i Vesten, der vil forsvare det. En vestlig borgerkrig så at sige. Derfor gør Rose ret i at lægge hovedvægten på kampen mellem frihed og totalitarisme i den europæiske historie og inddrage både Hitler-nazismen og Stalin-kommunismen.
Lidenskabeligt engageret
Flemming Roses »Tavshedens tyranni« er på én gang lidenskabeligt engageret i sit emne og skrevet med intellektuel klarhed. Den veksler ubesværet mellem personlige beretninger og større principielle eller historiefremstillende afsnit, der strækker sig fra en Calvins hensynsløse forfølgelse af anderledes tænkende i 1500-tallet til en frit tænkende Poul Henningsens indignerede pegen på »menneskets infame tilpasningsevne«. Rose har skrevet en i bedste forstand etisk bog. Alle ydes den retfærdighed, de har krav på, alle argumenter vendes og drejes, inden han mod slutningen af bogen stilfærdigt konstaterer, at efter alt, hvad han har oplevet og læst, er han blevet endnu mere overbevist om, at det var rigtigt at offentliggøre og forsvare Muhammed-tegningerne, og at der står uhyre vigtige ting på spil.
