Tør du være dansk? spørger 74-årige Ole Hyltoft på forsiden af sin seneste bog, som også bærer undertitlen »Oder til fællesskabet«.
Det er et værk, som henter sin sammenhængskraft fra så forskellige folkelige kilder som Grundtvig, Oehlenschläger, Johannes V. Jensen, Steincke, Stauning, PH og - tror jeg nok - alle de samlealbums med billeder fra Richs (kaffeerstatning), som raske pige og drenge samlede på i 1930ernes og 40ernes Danmark. Side efter side med indklæbede idylliske billeder af et land, der tilsyneladende ikke var af lave.
Når man ved, at Hyltoft tidligere i år skiftede 49 års medlemskab af Socialdemokratiet ud med Dansk Folkepartis rød-hvide faner, så aner man straks fra bogens start, at disse 49 kærlige og kritiske besyngelser flugter med den form for indadvendt danskhed, som landets p.t. mest magtfulde parti hylder.
Titlen på Hyltofts nye bog spiller på hans allerførste, der udkom i 1968 og bar titlen »Tør du være fri?«, hvor den unge forfatter i tidens ånd talte om »afskaffelse af magten«. Alternativet var det fordomsfrie liv. Den linje har Hyltoft for så vidt forsøgt at holde fast i lige siden. I sin nye bog skriver han et sted: »At være liberal er at være frisindet«.
Det må betragtes som ønsketænkning, for grundlaget for »Tør du være dansk?« er jo den massive udhulning af danskheden, Hyltoft ser omkring sig. Forklaringerne (og danskhedens fjender) finder han - ud over i den muslimske indvandring - blandt de gamle 68ere, der hverken har rystet marxismen eller kulturradikalismen af sig, og nu ydermere går ind for globalisering. Og Hyltofts tredje store fjendebillede er de økonomiske liberalister, ingen nævnt ingen glemt, der hylder alles kamp mod alle og grådigt omregner enhver form for menneskeliv til penge.
Glemmer USA
Halvvejs inde i den velskrevne debatbog kan man sagtens følge Hyltoft og få sig en rask diskussion med de klare meninger, der kommer fra et hjerte. Sværere bliver det i bogens anden halvdel, hvor forfatterens frisind - synes jeg - bliver en smallere og smallere sprække ud mod verden uden for velfærds-smørhullet.
Når Hyltoft, så vidt jeg kan læse mellem linjerne, læsser størstedelen af ansvaret for danskhedens opløsning over på de muslimske indvandrere, der er kommet hertil siden 1970erne, så enten glemmer han eller lukker øjnene for hele det første dramatiske kapitel af den nationale selvforståelses opløsning her til lands.
Grunden til vor tids udhulning af danskheden skal da for pokker ikke søges i Koranens bud, men snarere i kølvandet af den Marshall-hjælp, der i 1950erne og 60erne via amerikansk TV og filmindustri udviklede sig til noget nær kulturel hjernevask af især mindre europæiske lande på den amerikanske side af jerntæppet. En form for kulturimperialisme, som ingen af de skiftende danske regeringer gennem 50 år har forsøgt (læs: vovet) at gå imod, og som i dag betyder, at der i dag kun tales ét fremmedsprog på samtlige danske TV-kanaler, og at kravet om public service i DR er en dårlig vits. Som nation har vi de seneste 30-40 år ligget fuldkommen pladask-betingelsesløst på knæ og mave for amerikansk livsstil og amerikansk tænkemåde.
At en næstformand for DR med 40 års praktisk erfaring i dansk kulturliv ikke har det perspektiv inde i så meget som én eneste af sine kærlige og kritiske besyngelser af det danske fællesskab, ligner mere end fortrængning end en forglemmelse. Skal danskerne - kulturelt set - generobre danskheden, så er det i første omgang ikke Muhammed, vi skal gå op imod, men Onkel Sam. Tør du det, Ole Hyltoft?
