Hvad fik tyskerne til at støtte Adolf Hitler? Hvordan kunne nazismen vinde fodfæste i Tyskland på trods af, at der dog var mulighed for demokrati? Hvad var det ved Adolf Hitler, der gjorde ham så karismatisk? Historikere, psykologer og ganske almindelige mennesker har spekuleret sig grå hår i hovedet uden at komme nærmere nogen sandhed.
Filosoffen Søren Gosvig Olesen forsøger i sin bog »Hitler. En introduktion« at forklare både Hitlers og nazismens succes. Han genlæser Hitlers »Mein Kampf«, men bliver ikke meget klogere af denne temmelig rablende tekst. Han forsøger dernæst at forklare mandens overtalelsesevner gennem hans talers hypnotiske kraft. Deres særlige rytme og decibelstyrke. Han refererer forskere, ofte af den ældre skole, der skriver om Hitlers karismatiske karakter.
Søren Gosvig Olesen kommer farligt nær metafysiske forklaringer og taler om Hitler som et »fænomen« og om Hitler som et »overskridelsesfænomen«, der fik massen af tyskere til at identificere sig med ham og hans bevægelse. Denne identificering handler i sidste ende om menneskets identitet, skriver Søren Gosvig Olesen. Men hvad er overskridelsesfænomen? Siger det egentlig andet, end at Hitler var en fremragende taler?
Karakterskift
Midt i det hele skifter bogen karakter. Nu er det ikke Hitler som fænomen og fører, der er i centrum, men spørgsmål om nazismens jødepolitik, lidelse og skyld. Forfatteren Primo Levi og andre jødiske ofre bliver som ofte ført frem som vidner og sandhedssigere om, hvordan vi skal forvalte den tunge arv.
Et centralt emne for Søren Gosvig Olesen synes at være, at nazismens jødeudryddelser må have et budskab til hele menneskeheden og ikke blot være en sag mellem tyskere og jøder, for derved har lidelserne ikke nogen universel mening.
Sagen er vel, at det ikke er et enten-eller. Det er både en unik sag mellem tyskere og jøder og forhold med et universelt budskab. For jødeforfølgelserne har både generelle træk med betydning for alle mennesker, men så sandelig også specifikke elementer, som tilhører en jødisk historie.
Problemet er, at nazismens succes, dens massemord, stab af mordere, totalitære karakter og dens førerskikkelse jo ikke var et specielt tysk fænomen. Det 20. årh. var totalitarismens og massebevægelsernes århundrede, hvor der var en række fællestræk ved fascismen, nazismen, kommunismen og lignende større og mindre bevægelser. De fik hver sin nationale udformning, men der var også stærke ligheder.
Ikke meget klogere
Vi bliver ikke meget klogere på dette skrækkelige århundrede ved at fokusere på Hitler og nazismen og gøre Hitler til en speciel karismatisk type. Vi fjerner os faktisk fra en dybere forståelse af, hvorfor disse massebevægelser kunne opstå.
Den forening mellem Føreren og befolkningen, som Søren Gosvig Olesen fremholder i Tyskland, fandt også sted mellem kineserne og Mao og mellem russerne og Stalin. Metoderne var til tider forskelige, terroren visse steder hårdere og mere selektiv, men resultatet stort set det samme.
Søren Gosvig Olesen fremhæver Hitlers maniske jødehad. Jo, det er rigtigt, men Stalin nærede i de sidste år af sit liv også et vanvittigt jødehad og planlagde i sin sidste tid udryddelseslejre for sovjetiske jøder. Hvor stiller det os, hvis vi skal tro, at Hitler var et enestående fænomen? Mao var tilsyneladende elsket af millioner af kinsere, mens han massemyrdede sine egne borgere i lejre, der ikke stod meget tilbage for Hitlers. Hvor stiller det os i forståelsen af Hitler?
Jeg må indrømme, at jeg ikke bliver meget klogere af Søren Gosvig Olesens Hitler-bog. Den er sympatisk i sit forsøg på at trænge ind i dette mysterium, men for spredt i sit emnevalg, bruger for gammel litteratur uden kritisk distance og falder i den gamle fælde at blive fanget ind af vor gamle Hitler-fascination.
