Virkeligheden overgår altid fantasien. Det gør den i sandhed også i tilfældet Inga Arvad, den danske journalist og skønhedsdronning, der som kun 21-årig interviewede Hitler – han kaldte hende for »en perfekt skandinavisk skønhed« - og som siden blev verdenskendt for sin kærlighedsaffære med en ung, amerikansk sekondløjtnant med et blændende hvidt smil.
Hans navn var John F. Kennedy.
Den 23-årgie Jack kaldte kærligt sin danske kæreste for »Inga-Binga«, og selv noterede Inga Arvad efter sit første møde med USA’s senere præsident, at »han have en charme, der kunne få fuglene til at flyve ud af træerne«. Affæren fik også FBI op at flyve, men det vender vi tilbage til.
Inga Arvad havde blik for store mænd, og store mænd blev hendes skæbne. Historien om den danske journalist, hvis interview med Hitler i øvrigt blev bragt i Berlingske Tidende den 30. November 1935, er gennem årene blevet fortalt plukvis. Mange skrivende journalister og filmdokumentarister har forsøgt at stykke hendes liv sammen og skrive hendes fulde historie. Men tidligere er det aldrig lykkedes, alene af den grund, at Inga Arvads familie ikke har ønsket at medvirke.
Dette er imidlertid lykkedes for journalisten Ann Mariager, der som den første har fået Inga Arvads familie i tale, herunder adgang til hendes efterladte breve, dagbogsnotater og erindringsoptegnelser. Foruden samtaler med Inga Arvads familie og venner bygger bogen desuden på omfattende research både herhjemme, i Europa og i USA. Blandt andet har Ann Mariager gennemlæst 1200 sider, som findes på Inga Arvad i FBIs arkiver i Washington.
Forfatteren er således stædigt fulgt i fodsporene på den danske journalist og eventyrerske, der frem til sin død i 1973 levede et liv ud over det sædvanlige. Og hvis fantastiske livshistorie man nu kan læse i bogen »Inga Arvad - den skandaløse skandinav«, som netop er udkommet på Gyldendal.
Det er et tankevækkende og fascinerende portræt, forfatteren tegner af Inga Arvads liv og skæbne. Historien om Inga Arvad er også beretningen om en kvinde, som trodser sin tid og insisterer på at forfølge sin egen ambition om at blive journalist. Hendes karriere kickstartes, da hun som 17-årig kåres til Miss Danmark i 1931.
Inga Arvads opvækst havde givet hende et internationalt udsyn, og hun bevægede sig ubesværet på den internationale scene. Hun var også et klemt af en enlig mor, som pacede hende frem, og som fulgte med hende rundt i verden. Ja sågar nærmest ind i ægtesengen med de talrige mænd, som Inga Arvad giftede sig med – af grunde, som ikke altid handlede om den store kærlighed.
Efter titlen som skønhedsdronning synes vejen banet for en filmkarriere, og hun bliver da også for en kort bemærkning filmstjerne i Danmark. Men Inga Arvad vender filmen ryggen. Hun ville hellere være journalist.
Efter et kuldsejlet ægteskab med en ægyptisk mand, som hun gifter sig med som 17-årig og bor sammen med i Paris og Cairo, kaster hun sig ud i at prøve lykken som journalist. Hun drager alene til Berlin, og ved hjælp af sit gåpåmod - og smukke ydre - lykkes det hende at bane vejen til Hitler, Goebbels og til Görings overdådige bryllup, som hun kækt rapporterer hjem til Danmark om. Bryllupsreportagen, som skulle have været bragt i et dameblad bliver i stedet trykt i Berlingske Aftenavis. Faktisk opsnuser Inga Arvad som den første journalist nyheden om Görings giftermål.
Tiden som journalist i nazityskland i 30erne skal imidlertid få skæbnesvangre følger for Inga Arvad. Da hun seks år senere ved anden verdenskrigs udbrud og efter en en længere opdagelsesrejse sammen sin nye ægtemand, filminstruktøren Paul Fejos, drager til USA, indhentes hun af sin fortid.
Men Inga Arvad vil stadig være journalist, og det lykkes hende ved hjælp af sin forbindelse til den svenske Electrolux-milliarder Axel Wenner-Gren, som sponsorerer hendes mands eksotiske filmrejser, at komme ind på USAs bedste journalistskole. Columbia i New York.
Her bliver hun betragtet som en fremmed fugl og hendes umiskendelige talent som interviewer og featureskribent værdsættes ikke særligt højt. Men hun bliver stædigt ved, og efter studietiden lykkes det den danske journalist at få job på den konservative avis Washington Times-Herald (avisen bliver siden opkøbt af Washington Post, red.) Så mens anden verdenskrig raser, Pearl Harbour bliver bombet af japanerne, og USA går ind i krigen i Europa, sidder Inga Arvad og skriver flittigt på sin daglige klumme »Did you happen to see?« Små daglige portrætter af nye, spændende ansigter i Washingtons politiske heksekeddel.
En dag kommer hendes chef hen til hende og foreslår et nyt portrætemne.
»Få et interview til din klumme med den unge Kennedy,« siger hun.
Det får hun. Og således kan Inga Arvad 27. november 1941 introducere sine læsere for Jack Kennedy i »Har De tilfældigvis set?« I klummen skriver hun blandt andet: »Jack hader kun et emne – ham selv. Han er den bedste lytter, jeg er løbet ind i mellem Haparanda og Yokohama. Ældre, erfarne mænd kan lide at høre hans synspunkter, som er kloge og forbløffende objektive for så ung en mand.«
Sådan slutter Inga sit portræt af den unge Kennedy.
Men også lidt ældre og erfarne kvinder kan lide at høre på Jack. Inga kan i hvert fald. Hun er netop fyldt 28, da hun møder den 23-årige sekondløjtnant med det flotte smil, og snart indleder de to en hed, men hemmelig affære. Inga er nemlig på papiret stadig gift med sin filminstruktør, som imidlertid har været bortrejst i flere år på grund af sine filmoptagelser. Her finder han i øvrigt sammen med en ung pianistinde, som han siden gifter sig med. Så måske er det ikke så sært, at den smukke Inga Arvad med den store livsappetit falder i armene på Jack, som i øvrigt er bror til hendes kollega og gode veninde på avisen, Kathleen Kennedy.
Kærlighedsaffæren med John F. Kennedy kommer til at koste Inga Arvad dyrt. Kennedys far er imod alliancen, og der begynder at versere rygter om, at Inga Arvad er spion for nazisterne. Samtidig arbejder Inga Arvad på en avis, som ikke er præsident Roosevelts kop te. Da der samtidig ad mystiske veje dukker en gammel avisnotits fra Berlin op, hvor den danske journalist omtales som Hitlers publicitychef i Danmark, indleder FBI en nidkær overvågning af Inga Arvad. Fra FBIs arkiver kan Ann Mariager således berette om de mange telefonsamtaler mellem Inga og Jack, og det fremgår ligefrem hvornår og hvor mange gange de to har sex sammen, når de mødes.
FBI tager så hårdt fat, at Inga bliver mærket for livet. Men det amerikanske forbundspoliti har ikke noget, de kan hænge Inga Arvad op på, og det lykkes dem aldrig at bevise, at hun på nogen måde skulle være spion. På et tidspunkt overvejer hun at anlægge sag mod den journalist, der har startet rygterne, men opgiver. Som hun siger i sine erindringsnotater:
»Jeg interviewede Hitler. Dengang var det en journalistisk præstation, som blev meget misundt og meget påskønnet af den avis, jeg arbejdede for. I årevis lå det i dvale. Der var ingen problemer i det. Faktisk blev jeg af og til rost for det. Så pludselig, under et krigshysteri, parret med en reporter-kollegas jalousi, faldt det, der havde være en glorie, ned og blev en løkke.«
Inga Arvad har uden tvivl været temmelig naiv, da hun som 21-årig kastede sig ud i at rapportere fra det Nazityskland i trediverne. Men hendes naivitet var hun ikke alene om.
Men hun kommer til at betale en høj pris for sit ungdommelige vovemod. Og således er historien om Inga Arvads liv og skæbne tankevækkende på flere leder. Historien om hendes liv er også et portræt af en ukuelig kvinde, som på mange måder var før sin tid, som ejede en utrolig evne til at leve i nuet, og få det bedste ud af det.
Det er beretningen om en både kvik og smuk kvinde, der blev født i en brydningstid mellem traditionelle kvindelige dyder og et moderne kvindeideal. Inga Arvads ambitioner gav hende et internationalt udsyn, men hun blev også pacet frem af en mor, som hun først sent får sat på plads. Som så meget andet lærer hun at leve på trods af tidens begrænsninger.
Inga Arvad var en kvinde, som elskede at være tæt på eventyr, magt og indflydelse. Hun var også en rastløs sjæl, og som Ann Mariager skriver, længtes den smukke rullesten såmænd også efter at finde den store kærlighed.
Hun får ikke sit livs kærlighed. Men hun falder om sider til ro i ægteskabet med den 22 år ældre krigsveteran og tidligere westernskuespiller Tim McCoy. Sammen får de to sønner, og som den yngste, Terry, udtrykker det i bogen: »Min mor lod ikke kølvandet vippe sin båd.«
