Det er helt barokt! Sådan lyder en vending, der har sin hverdagsplads i det danske sprog, hvor den nærmest karakteriserer det sære, det løjerlige eller overdrevent groteske. Men ordet barok optræder også i et stivere puds og med en mere repræsentativ funktion som betegnelse for en epoke i den europæiske kulturs historie og for nogle bestemte stiltræk i arkitektur, kunst, musik og litteratur.
Bruges ordet barok i den sidste sammenhæng er et af de første danske navne, der melder sig, uden tvivl Thomas Kingos. Men hvad vil det sige at være et barokmenneske eller en barokdigter? Det er blandt andet det spørgsmål, Erik A. Nielsen besvarer i sit stort anlagte værk »Thomas Kingo. Barok, enevælde, kristendom«, der er tænkt som andet bind i et firebindsværk, »Billed-sprog«, om billedsproget i den kristne tradition. Første bind, »Kristendommens retorik«, udkom sidste år og blev belønnet med Georg Brandes-prisen. Erik A. Nielsens Kingo-bog rummer cirka 400 siders vidende, skarpsindig og inspireret litteraturlæsning og -fortolkning, men forfatterens allerstørste bedrift er måske de første små hundrede siders mere generelle introduktion til et stykke åndshistorie, som kan forekomme fjern og næsten uforståelig for en nutidsdansker.
Erik A. Nielsen skriver om det mangfoldige barokbegreb og om barokkens gennemdisciplinering af tilværelsen, så man ikke alene bliver en hel del klogere på en epoke og dens magtstrukturer og ubønhørlige revselsesideologi, men også begriber hvordan, den strenge disciplinerings møde med den højeste lidenskabelighed resulterer i en Bachs mesterlige fugaer eller for den sags skyld en Kingo-salme som »Keed af Verden, og kier ad Himmelen« med indledningsordene »Far, verden, far vel«.
Bydeformen og irettesættelsen hører til barokkens dominerende sprogformer, og den patriarkalske familiestruktur, hvor børneopdragelsen kan inddrage riset, der har ligget i saltlage, spejler i miniatureform enevældens samfundsorden, hvor en ubegrænset ydmyghed kræves i forhold til regenten af Guds nåde.
En øjenåbner
Imellem den vildeste glans og forgængeligheden udfolder barokken sig, vanitasmotivet bogstavelig talt blomstrer, og Erik A. Nielsen introducerer begrebet »smertevisdom« som et af de øjenåbnende greb, hans bog er velsignet rig på. Øjenåbnende er det også, når han kalder Kingo en af dansk litteraturs betydeligste politiske forfattere med henvisning til hans forherligelse af magten. Barokkens danske litteratur var helt overvejende en lejlighedslitteratur skabt til understøttelse af samfundets institutioner.
Kingos salmer har deres selvskrevne plads i den danske bevidsthedshistorie, og Erik A. Nielsen læser dem efter alle kunstens og kristendommens regler. Han får dem sat i barokkens, enevældens og karriereplanlægningens perspektiv og spiller med stor virkning sin fremhævelse af ungdomsdigtningen ud som et billede på den mere sanselige, friere og frækkere Kingo, der udfoldede sig »før han fik karriere-korsettet på«. »Næfve-tuud og Knud her-uds« er et af de store eksempler på erotikeren Thomas Kingo.
Erik A. Nielsen har skrevet en Kingo-bog som balancerer eksemplarisk mellem de sprænglærde og skarpsindige læsninger af både kendte og ukendte digte, den uforfalskede glæde ved »de store steder« hos Kingo og de stimulerende billeder af barokkens og enevældens ånds- og samfundsorden som baggrund for forfatterskabet. Det bliver svært for eftertidens Kingo-forskning at komme uden om endsige nå op på højde med Erik A. Nielsens imponerende værk.
