Glødende perler

Der er ikke blot højt til loftet og stærke erindringstråde i Janina Katz forfatterskab. Der er stor luft i overblikket over skæbner, der er bundet til hinanden, og i troen på den digteriske skaben.

Romanen »Længsel på bestilling« fra 2008 var modig i sin beskrivelse en 65-årig kvindes forelskelse i en yngre mand. Nu efterfølges den af den lille bog »Tilbage til æblerne«, som rummer en perlerække af digte og prosastykker med fokus på erindring, venskaber og vemod. »Hukommelsen er sjælen«, som det hedder i den komprimerede bog med poetisk tone. Liv og digtning flettes positivt sammen i den fine beretning »Hvad jeg fortæller mit gudbarn om livet efter døden«. I flere tilfælde er det de jødiske skæbner og menneskelig styrke, der står centralt. En digterisk optimisme præger billedet. Det giver appetit på mere. Flere af teksterne har været trykt før. Bogen kunne godt have båret flere digte og prosastykker.