Der er fokus på kvinders oplevelser, erfaringer, kunnen og længsler for tiden. Kvindeligt begær skildres i Per Flys nye film »Kvinden der drømte om en mand«, et nyt forskningsområde er kvinder i videnskab, og Gyldendal udgiver nu Lise Busk-Jensens gigantiske disputats i tre bind, som kaster et kvindeligt, videnskabeligt blik på romantikkens forfatterinder.
Pil Dahlerups disputats »Det moderne gennembruds kvinder«, om oversete kvindelige forfatterskaber fra århundredeskiftet, fik i 1983 meget stor opmærksomhed. Der vil nok også rejse sig en debat om Lise Busk-Jensens pointering af, at i det mindste to af romantikkens forfatterinder, nemlig Thomasine Gyllembourg og Mathilde Fibiger, burde optages i litteraturkanonen. Lyst og vilje mødes i disputatsen og i det litterære univers, der skildres.
Der er noget særligt indeni, fornemmer man, når Lise Busk-Jensen stopper op ved Kamma Rahbeks æstetiske æsker. Uden selv at være forfatter var Kamma Rahbek midtpunkt i det litterære miljø. Hun havde lige så stor viden om europæisk kultur som sin mand, Knud Lyhne Rahbek, professor og medlem af bestyrelsen for Det Kongelige Teater. Kamma Rahbek forstod at føre åndrige samtaler over det attraktive tebord i Bakkehuset på Frederiksberg, og så havde hun denne særlige evne til at skabe smukke og usædvanlige æsker med motiver af græske templer, romerske ruiner - og med et spejl i bunden.
I dette indre rum finder Lise Busk-Jensen begyndelsen til en ny kvindeidentitet. Salonkulturen og intimsfæren mødes. Helt så poetisk er disputatsen ikke hele vejen igennem. Men det giver mening at sætte fokus på salonkulturen, som også Friederike Brun på Sophienholm var fornem eksponent for. Hun skrev digte på tysk og understregede moderens væsentlige opgave at indføre børnene i kunstens og åndsvidenskabernes verden. Kunst og konversation hang sammen, og det krævede mod at forme kredsens smag.
Med sin grundige og visse steder også for detaljerige disputats, som bærer præg af at være skrevet over mange år, ønsker Lise Busk-Jensen at gøre kvindelitteraturens kvaliteter synlige. Hun fremhæver, at »de kvindelige værdier« blev afgørende udviklet i 1800-tallets intimsfære. Lise Busk-Jensen indrømmer, at hun ikke bringer ukendte mesterværker for dagen. Med beskrivelsen af over 70 danske forfatterskaber i perioden 1800-1870 understreger hun det litteratursociologiske aspekt. Hovedparten af forfatterskaberne er aldrig tidligere blevet analyseret. Det er afhandlingens formål at sætte den danske romantiske kvindelitteratur ind i den europæiske sammenhæng. Hun finder tre varianter af dannelsesromanen med kvindelig hovedperson, nemlig ægteskabs-, guvernante- og emancipationsromanen.
Disputatsens lidt forsigtige og uambitiøse tese er, at de tre varianter, som findes i fransk og engelsk kvindelitteratur, også findes hos de danske forfatterinder. Idéerne om emancipation ses i George Sands og senere i Charlotte og Emily Brontës romaner. Flere gange refererer Lise Busk-Jensen forståeligt til Virginia Woolfs senere rammende beskrivelser af den kvindelige skaben i »Eget værelse«. En kvindelig forfatter var for Virginia Woolf en kvinde, der »skrev som en kvinde, men som en kvinde, der har glemt, at hun er en kvinde«, så det hun skriver er fuld af »den mærkelige kvalitet, der kun optræder, når kønnet er ubevidst om sig selv«.
Teksternes kvindelige betydningslag fremhæves i disputatsen, men gennemgående er Lise Busk-Jensen ikke psykologisk dybdeborende - selv om hun henviser til Freuds psykoanalyse og franske kvindelige psykoanalytikere og filosoffer, f.eks. Helene Cixous og Julia Kristeva. Vigtigt er det dog, at Lise Busk-Jensen understreger, at forfatterindernes skrivelyst udsprang af ønsket om at skabe kvindefigurer, som var mere sande end dem, de mødte i de mandlige forfatteres værker. Nogle kvinder greb også pennen af økonomiske årsager. Thomasine Gyllembourg skrev f.eks. oprindelig for at hjælpe sønnen Johan Ludvig Heibergs tidsskrift. Hun skabte periodens vigtige kvindelitterære genre, ægteskabsromanen.
Lise Busk-Jensen bevæger sig ikke selv ned til de dybeste rødder i det interessante felt omkring den særlige kvindelige æstetik. Nok forstår vi, at der kommer noget frugtbart ud af æsken, om man så må sige, men Lise Busk-Jensen er forsigtig med sine konklusioner. Fint er det imidlertid, at hun peger på, at mandlige forfattere har hentet inspiration hos deres kvindelige kolleger. Bl.a. H.C. Andersen, der brevvekslede med Henriette Hanck, hvis hovedværk er »En skribentindes datter«. Hun skrev i øvrigt til Andersen: »Jeg burde aldrig ved at ville være skribentinde have gået udenfor et fruentimmers grænser, thi nu kan jeg ikke mere stå stille.«
Afhandlingen, som er resultatet af et ekstremt stort arbejde over mange år, kan forekomme uoverskuelig p.g.a. sit meget store materiale og detaljerigdom. En stramning ville have stillet pointerne mere klart. Disputatsen har sine meget nøgterne sider, den omfatter bl.a. en nyttig kronologisk forfatterliste og navneliste med pseudonymer. Det mest levende og velskrevne afsnit er om Mathilde Fibiger. Man kan kun være enig i disputatsens grundsyn, at det er vigtigt at kaste lys over de kvindelige forfatteres synsvinkel, skrivelyst og vilje. Og så må man håbe, at disputatsen er i stand til at sætte en vidtrækkende diskussion i gang.
