Sofi Oksanens roman »Renselse« handler om to kvinder: Den gamle Aliide, der bor på den fædrende gård i Estland, som hun med alle midler har forsøgt at beholde under kommunismen, og den unge kvinde Zara, hvis drøm om rigdom og et bedre liv har bragt hende fra Hviderusland til Berlins bordeller.
De to mødes, da Zara, forslået, dukker op på Aliides gårdsplads. Tilsyneladende tilfældigt, men det viser sig ganske hurtigt, at de to har mere end blot mødet på gårdspladsen til fælles. Og gennem tilbageblik oprulles historien, ikke blot Aliide og hendes forhold til søsteren Ingel, der får den mand, Aliide elsker, men også Zaras rejse fra Hviderusland til Berlin. De to har begge kæmpet mod overmagten og bruger og får misbrugt deres kroppe i kampen for at få et bedre liv, det fine, store, rigtige, lykkelige liv, som de drømmer om og kun i glimt har fat i med det yderste af neglene.
Sorg og tristhed
Det kan lyde som endnu en af de irriterende mange kriminalromaner, der handler om trafficking, men Oksanens sprog og fornemmelse for personernes indre liv løfter historien langt væk fra underholdningen og gør den vedkommende. Der er beskrivelser så inderligt modbydelige fra et bordel, at ingen film kunne frembringe bedre billeder, og når man lukker øjnene, er de der stadig. Der er sorg og tristhed, der knitrer i stilheden, ydmygelser og smadrede drømme, der klistrer til huden som våde klude og kun små flige af håb. Personer, der opfører sig ganske modbydeligt, men som man alligevel forstår, fordi de gør, hvad de kan for at få de små laser af lykke til at hænge sammen.
Man læser med stive fingre og tilbageholdt åndedræt, det er næsten ubærligt at læse videre, men man vender siderne for at vide, hvad der sker, mens man øver sig i at læse langsomt nok til at kunne nyde sproget, der føles som en tatovørnål i hjernebarken. »Renselse« er rystende, uafrystelig og vanvittigt god. Men den tager tid at komme sig over. Hvis man overhovedet kan.
