Farlig og forløjet heltebog om tyske soldater i krig

Bøger: Bent Christensen: »De grønne djævle«. Tyske jægersoldater fra Anden Verdenskrig hyldes som helte og beskrives som ofre i en ny bog fra Gyldendal. Soldaternes brutale overgreb på civile omtales ikke.

Tyske soldater genner civile grækere sammen og henretter dem. Massakrer som disse er ikke omtalt i Bent Christensens bog. Fold sammen
Læs mere
Foto: Franz-Peter Weixler/Bundesarchiv

Ældre læsere husker måske danske Sven Hazel, der udgav en række supersælgende bøger om tyske soldater på Østfronten. I bøger som »Døden på larvefødder« skildredes de tyske soldater som bravt kæmpende frontsoldater, der forenedes i kammeratskab og fightervilje. Man hørte ikke meget om overgreb på civile eller mord på jøder.

Man kunne tro, at den slags tysk krigsfortælling var afgået ved døden, men Danmarks største forlag, Gyldendal, udsender nu en bog om 1. Faldskærmsdivision med titlen »De grønne djævle. Den tyske 1. Faldskærmsdivision under 2. Verdenskrig« af en vis Bent Christensen, der overgår Sven Hazel i farvekrig skildring af de tyske soldaters heltemodige kamp.

Bogen skildrer denne tyske eliteenhed af jægersoldater, der sattes ind både i Danmark, Kreta, Leningrad og bl.a. ved Monte Cassino. Intet sted i bogen skildres denne divisions overgreb på civilbefolkningen. Under angrebene på Kreta er det dokumenteret af faglitteraturen, at faldskærmsdivisionen massakrerede og henrettede civile, men det står der intet om. Derimod er der fem steder beskrivelse af, at de civile på Kreta begik bestialske overgreb på de tyske soldater. Blot et eksempel: »...jægerne var måløse over civilbefolkningens bestialske behandling af deres sårede kammerater.«

Tyskernes general Kurt Student beordrede i 1941 brutale hævnaktioner på civilbefolkningen, hvilket ledte til, at 180 civile i byen Kandanos 3. juni 1941 blev myrdet og byen brændt ned. En lang række andre overgreb blev efterfølgende begået. Dette nævnes ikke i bogen, som påstår at dommen over Kurt Student efter krigen var uretfærdig.

Hele vejen igennem bogen beskrives de tyske jægersoldaters kampvilje og mod. Forfatteren formulerer sig bl.a således: »Baseret på præstationerne på slagmarken under 2. Verdenskrig, var de tyske infanteridivisioner indiskutabelt de dygtigste i verden, og den bedste af de tyske var 1. Faldskærmsdivision. I Eben Emael gennemførte divisionen krigens mest succesfulde kommandoraid; på Kreta krigens mest dristige angreb; og i Cassino krigens mest hårdnakkede forsvar. Jægerne fra divisionen blev tildelt 221 Tyske Kors i Guld, 129 Ridderkors, 22 Egeløv, 7 Sværd og 1 Diamanter. Deres fænomenale kampgejst udsprang ikke fra en nazistisk overbevisning.«

Forfatteren får de tyske soldater til at fremstå som sejrrige helte, der aldrig tabte på slagmarken. Da det er en kendgerning, at de gang på gang tabte, således også på Kreta, tyr forfatteren til en nødløgn: »Siden Slaget om Kreta blev tabt, har krigens sejrherrer gjort alt for at forklejne tyskernes triumf. Løgne og myter blev spundet under krigen af den den allierede propagandamaskine, der pligtskyldigt er gentaget årti efter årti.«

Store dele af bogen er citater af tyske krigsveteraner, som forfatteren har opsøgt. De fører uden kritik deres egen krigsversion frem, og bogen er illustreret af en lang række både sort-hvide og farvefotografier, hvor tyske soldater ses i heltepositur. Der er ingen fotografier af civile ofre.

Det synes at være forfatteren magtpåliggende at understrege, at dette elitefaldskærmkorps var tapre soldater og ikke fanatiske nazister eller forbrydere. Derfor nævnes massakrerne på civilbefolkningen ikke, dommene efter krigen bortforklares, og forfatteren påstår, at jøder kæmpede sammen med tyskere i divisionen: »Selv jøder kæmpede i divisionen frem til krigens sidste dag.« Hvor han har denne oplysning fra fremgår ikke klart, men påstanden er næppe holdbar. Det er rigtigt, at enkelte jøder, der jo efter nazisternes racebegreber kunne være jøder ned til mikroskopiske brøker, overlevede ved at skjule deres jødiske baggrund og indrullere sig i hæren, men at jøder generelt skulle have kæmpet sammen med 1. Faldskærmdivision må betragtes som en infam løgn, indtil det modsatte er bevist.

De tyske jægersoldater er hadet på Kreta, hvor både kristne og jøder blev myrdet. Alligevel tillader forfatteren sig at skrive, at der i 1972 blev rejst et mindesmærke til ære for de tyske jægersoldater på initiativ af en græsk partisan.: »Fjender begyndte at række hænder ud til hinanden.«

Bogen er en hån mod den tyske nazismes ofre. Den ligger i kølvandet på den store mængde af krigsbøger, der oversvømmer bogmarkedet og sikkert er et udtryk for en altid levende interesse for krigen, forstærket af vor egen deltagelse i Afghanistan. Men bogen er ren tysk krigsromantik – og dermed en farlig og forløjet version af Anden Verdenskrigs tragedie.