Efter fyraften

Ulrich Horst Petersens nye bog »Overtid« bærer undertitlen »69 stykker«, en løs genrebetegnelse, som dækker over en samling livskloge, reflekterende og erindrende småtekster med tydeligt slægtskab til ældre superessayister som Jacob Paludan og Knud Sønderby.

Det er - som titlen også signalerer - det ældre, erfarne blik der kommer til orde. At være på overtid betyder, at man har fået lidt ekstra tid forærende til at nå, hvad man kan, mens man kan, som det hedder sig i samlingens afsluttende tekst. Stærkest er de tekster, hvor en erindring får lov at udfolde sig nærmest ukommenteret i et tæt glimtende billede; ligeså stærke dem, der reflekterer over det at blive ældre. Svagest er derimod de, hvor bagklogskaben synes at kaste sit ulideligt triste lys, eller hvor den formanende pegefinger er på vej op ad lommen. Det gælder især de politisk orienterede stykker. Men heldigvis er der flest af den gode slags med fintslebne formuleringer og et skarpt blik for livets paradokser og forunderlighed.