I Bent Hallers »Ham der søger døden« er 12-årige Lau på besøg hos en ven. Mens de venter på Laus mor, får Lau en følelse af, at noget vil gå galt. Egentlig har han haft forudanelser om sin egen død i årevis, men han har fået piller i stedet for spørgsmål og er begyndt at tvivle. Ikke desto mindre får han ret: Mor og søn dør i et makabert biluheld.
Efter døden sidder de i et sindsoprivende kedeligt venteværelse i årevis. I en periodevis søvnlignende tilstand tvinges de til at gennemleve livet igen og igen. En dør, der står åben ind til en lysfyldt verden, giver pludselig håb om at slippe ud af gentagelsen. De hentes af en engel og møder deres slægt gennem generationer. Der er intet lykkeligt ved den form for evigt liv. Det er en kedsommelig og konstant penduleren mellem det afsluttede liv og udsigtsløs uendelighed.
Plage eller paradis
Romanen tager afsæt i vedkommende tanker: Er evigt liv en plage eller et paradis? Hvad skal vi bruge død til? Og kan den på nogen måde oplyse livet?
Haller er en rutineret forfatter, der jonglerer med mange bolde på imponerede vis. Alligevel blev jeg aldrig fanget. For uanset hvor tilfreds man som forælder kan være med, at børnelitteraturen tager udfordringen op og giver sig i kast med kunstens mulighed for at udforske eksistens og bevidsthed, fungerer det dårligt, hvis læseren bliver smidt af.
Jeg lod også min datter forsøge sig. Det var ikke fordi, hun har svært ved at følge tankegangen. Nutidens børnelæsere har læst både Bøgh Andersen, Kaaberbøl og Pullman og er trænet i at tænke i andre dimensioner, parallelle universer og pløje sig gennem filosofiske, litterære og religiøse referencer uden at fortrække en mine (eller bemærke det).
Alligevel havde de samme indvending som jeg: Tempoet er irriterende lavt. Eftertænksomhed og et langtrukkent plot går som regel dårligt i spænd, når børn skal læse. Havde fremdriften været tydeligere, ville det have været lettere at bære over med den til tider kunstige dialog og de noget overlæssede referencer.
