Mens historien om Blekingegadebanden snart kun mangler at blive opført som musical på Det Ny Teater, stiller det sig anderledes med andre terrorrelaterede aktiviteter, der udspillede sig på dansk grund under den kolde krig. Dette mørke og uudforskede kapitel har Bent Blüdnikow sat sig for at belyse i sin nye bog »Bombeterror i København – Trusler og terror 1968-1990«. Et prisværdigt projekt, men også en kæmpemæssig opgave, der kun lykkes delvist.
Formålet, som forfatteren skriver i sin indledning, er »at skildre hele det omfattende trusselsbillede, for kun da kan man få balance i det historiske billede og også få indplaceret Blekingegadebanden i de rette proportioner«.
Og så tager Bent Blüdnikow fat fra begyndelsen og fortæller over 500 sider om alle de palæstinensiske, tyske, libyske, armenske, japanske, græske, mexicanske og kurdiske ekstremister, der gennem årtier opererede i Danmark, Norden og den øvrige verden. Godt hjulpet på vej af en forstående venstrefløj, lempelige asylregler og nogle politikere, der var parate til at indgå lokumsaftaler med terroristerne for at undgå hævnangreb, lyder påstanden. Heller ikke BZ-bevægelsen og bombemanden fra Gladsaxe bliver glemt. I disse tider, hvor der tales meget om terror, men sker forbløffende få angreb i den vestlige verden, er det bestemt værd at få genopfrisket hukommelsen og få sat emnet ind i et historisk perspektiv.
Et stærkt kapitel
Bogens stærkeste kapitel drejer sig om terrorangrebet den 22. juli 1985 i København, da en gruppe tilrejsende palæstinensere slog til mod den jødiske synagoge og det amerikanske flyselskab North-west Orients kontor. Tilbage på fortovet sad en ung algerier, der kort efter døde af sine brandsår. Et af terrorens uskyldige ofre, som ingen husker i modsætning til betjenten fra Blekingegade. (Som hed Jesper Egtved Hansen og ikke »Eigtved«, som der står i bogen, der skæmmes af en del sjuskefejl)
Bent Blüdnikow gennemgår minutiøst det københavnske terrorangreb og baserer her sin beskrivelse på vidneudsagn, selvstændig research og dokumenter fra den senere retssag i Sverige mod gerningsmændene. To af dem fik livsvarigt fængsel, selv om medlemmer af PET-kommissionen nu i en ny bog fastslår, at terrorangrebet i København forblev uopklaret. Så meget for ti års arbejde og 70 millioner skattekroner!
Aviser som kilder
Svagheden ved Bent Blüdnikows bog består i, at den i øvrigt i for høj grad bygger på gamle aviser. Man skal ikke tage fejl af, at der er et stort arbejde forbundet med at finde frem til og sammenskrive årtiers danske og internationale artikler. Men ligefrem at drage vidtgående konklusioner på baggrund af, hvad der stod i Ekstra Bladet for 20 år siden, er ikke godt nok.
Problemet kommer ikke mindst til udtryk i skildringen af den mystiske sag om Yassir Arafats palæstinensiske eliteenhed, Force 17, og den danske børnehavepædagog Ulla Lyngsby, der i 1989 blev anholdt i Israel. De præcise omstændigheder er aldrig kommet frem, men der eksisterer en stærk mistanke om, at kendte danske jøder som overrabbiner Bent Melchior og Politikens tidligere chefredaktør Herbert Pundik skulle myrdes.
Bent Blüdnikow har forsøgt at få adgang til Justitsministeriets og PETs papirer på sagen, hvilket er blevet afslået. Men uden at kende det bagvedliggende materiale, giver han sig alligevel til at fastslå som nærmest en kendsgerning, hvordan »man lod terroristerne gå«, og at PET indgik en hemmelig aftale med den palæstinensiske topledelse.
Forfatteren lover ganske vist, at han vil revidere bogen den dag, han måtte få adgang til de hemmelige dokumenter. Men burde han ikke have ventet med de slagkraftige konklusioner, indtil han kender det fulde billede? Eller have gjort mere for at gå i kødet på PETs tidligere operative chef, Per Larsen, der ikke plejer at være bange for at åbne munden.
For lidt fra modparten
Det kommer sikkert ikke bag på læsere af Blüdnikows engagerede anmeldelser i Berlingske Tidende, at han også i sin nye bog deler hug ud til venstrefløjen. Flere har da også ærligt fortjent det for deres pinlige støtte til den palæstinensiske terrorgruppe PFLP.
Bent Blüdnikow brænder for sagen og brænder igennem. Men man kunne godt ønske sig, at han forholdt sig mere kritisk til den jødiske part, han selv repræsenterer. Hvilket må være svært, når man som Bent Blüdnikow har stået i Blekingegadebadens »Z-file«. Ofte sidder man tilbage med den fornemmelse, at han på forhånd kender sandheden, og at synspunkter, der ikke passer ind hans verdensbillede, skal jordes eller forbigås. Flere af modpartens stemmer vil have klædt bogen.
