Den fremtrædende videnskabsforfatter Lone Franks seneste værk er i bund og grund et uendeligt selvcentreret projekt.
Det er en bog, der bogstavelig talt starter med »jeg« og slutter med »mig«, og de ca. 300 sider mellem disse to navlebeskuende ord handler ikke om ret meget andet end Lone Frank herself - i ethvert tænkeligt aspekt. Det gælder altså, hvad enten vi taler om formen på hendes næse, hendes hang til depressioner eller om hendes angiveligt små bryster.
Med andre ord: Finder man den 43-årige biolog og forfatters personlighed ulidelig, vil man med statsgaranti også finde størsteparten af hendes nye bog mindst lige så ulidelig.
Nu forholder det sig heldigvis sådan, at den selvbevidste forfatter udmærket er klar over denne læserrisiko. Af samme årsag krydrer hun sin beretning med en god del sarkasme og selvironi, der fremmer underholdningsværdien. Dertil kommer et til tider blændende vid samt udfoldelsen af et stort personligt mod, som man kun kan applaudere.
Det er modet til at kigge ind i sig selv, det handler om - til at kigge helt derind, hvor DNA-molekylet opfører sin særegne dans i enhver celle og dermed skaber og udfolder det helt personlige og særegne jeg i hver enkelt af os, og i dette tilfælde altså i Lone Frank.
Vidt omkring
Lone Frank sætter sig simpelthen for at finde frem til sit inderste fysiske og mentale selv i næsten alle aspekter ved hjælp af detaljerede personlighedstests, hjerneskanning samt - og bestemt ikke mindst - ved hjælp af genteknologiens ypperste teknikker til at kortlægge hendes arvemasse, hendes genom. Disse analyser kan nemlig udstyre hende med en hel masse sandsynligheder eller procentuelle risici for at udvikle såvel dårligdomme som positive egenskaber.
Det bringer hende vidt omkring i sin bog med den (muligvis) selvironiske titel »Mit smukke genom« - fra Rigshospitalets lange og støvede korridorer, over deCODE Genetics arvemassearkiv i Island og videre til genteknologiens ypperste forskningslaboratorier i Schweiz og på USAs østkyst.
Som læsere af hendes artikler i Weekendavisen eller af hendes tidligere og ofte meget roste bøger fra genteknologiens overdrev vil vide, er Lone Frank i den grad oppe på DNA-beatet. Hun er dus med en lang række af frontforskningens internationale helte og heltinder, ligesom hun ligefrem ynder at kaste om sig med sin formidable og helt ajourførte viden inden for dette uhyre fascinerende og i stigende grad verdensomvæltende forskningsfelt.
Det bliver til tider lidt vel teknisk, og det kan i passager føles anstrengende, at hun sætter sig selv i centrum hver eneste gang, hun møder endnu en topforsker, hvadenten det er via webkamera og Skype eller rent fysisk i en kold og tåget amerikansk universitetsflække.
Spændende jagt
Men omvendt er det vitterligt spændende at følge hendes jagt på svaret på alle disse vitale spørgsmål om hende selv, herunder ikke mindst hvad hendes gener siger om risikoen for, at hun udvikler brystkræft - ihukommende at hendes egen mor døde som bare 46-årig af samme årsag.
På et tidspunkt anbefaler en vel kynisk islandsk topforsker - på baggrund af en række særlige mutationer i Lone Franks gener - at hun kunne overveje at få foretaget en bilateral mastektomi eller på dansk: få fjernet begge bryster. Så føles de sterile klinikvægge pludselig ekstra kolde.
Forfatteren formår via sit personlige projekt at anskueliggøre, hvilken fager, ny bioverden, vi allerede er langt inde i. En verden, hvor genchips til få tusind kroner kan forsyne enhver af os med håndgribelig viden om mulige defekter i vores arvemasse, hvor internet gendating bliver det nye middel til det perfekte parmatch eller hvor et nyt, fyagtigt ord med naziassociationer som neoeugenik allerede har fundet vej langt ind i bl.a. fosterdiagnostikken.
Det er en i lange stræk spændende, uhyre relevant og fremragende formidlet bog, som den allerede internationalt anerkendte videnskabsforfatter har begået.
Men man har også lov at påpege, at hendes projekt et langt stykke hen ad vejen kan forekomme vel elitært. DNA-chips, gendating og trangen til at skaffe sig intimt kendskab til sin arvemasse er fortsat forbeholdt en forholdsvis velhavende, veluddannet og relativt selvcentreret elite i den vestlige verden.
