Coetzee ifølge Coetzee

I sin tredje erindringsroman fremstår J.M. Coetzee som kejtet og reserveret mand i eksistentiel krise.

J.M. Coetzee lader fem personer, der har betydet noget for ham, tegne et portræt af sig. Fold sammen
Læs mere

De læsere, der har haft fornøjelsen af den sydafrikanske forfatter og Nobelprisvinder J.M. Coetzees første to erindringsromaner - »Drengeår« og »Ungdomsår« - vil huske, at forfatteren distancerede sig fra sig selv ved at fortælle i tredjeperson. Coetzees »jeg« blev beskrevet som et »han«, og resultatet var en nærmest undrende indkredsning af et menneskes tilbliven. Et søgende, mere end undersøgende, beskrivende mere end reflekterende, dyk ned i den personlige fortid, uden at den blev for personlig.

Distancen bliver gjort endnu større i det just udkomne tredje bind, »Sommertid«, som udspiller sig i begyndelsen af 1970erne, hvor Coetzee er kommet tilbage til Sydafrika, har bosat sig hos sin far og ernærer sig som løst ansat sproglærer, inden han får ansættelse på universitetet i Cape Town - og inden hans gennembrud som forfatter.

Bogen indledes og afsluttes med nogle fragmenter fra forfatterens notesbøger, alle skrevet i tredje person, som en slags indledende øvelser til endnu et bind i serien.

Men hovedparten af romanen består af udskrifter af interviews, som en opdigtet engelsk akademiker har foretaget. Han er nemlig i gang med at skrive en biografi over Coetzee, men har aldrig mødt den (i fiktionen) nu afdøde forfatter.

Interviewpersoner

Så i stedet sætter han sin lid til fem personer, der ifølge noteoptegnelserne, betød noget for Coetzee i disse år, hvor han - ifølge biografen - fandt sig selv som forfatter: En gift nabokone, som Coetzee havde et forhold til, en nær kusine, en brasiliansk danser, som var mor til en pige, Coetzee underviste, og et par kolleger fra universitetet.

På en sælsom, indirekte måde, tegnes der et billede af en knækket og kejtet, reserveret og usoigneret mand, idealistisk og verdensfjern på en egen, lidt skæv måde, og som ingen af de interviewede egentlig synes, de kendte særligt godt.

En mekanisk og uengageret elsker. En håbløs idealist, der som reaktion på apartheidstyrets klassedeling vedholdende fastholder, at han vil klare alt håndværk selv, og derfor bor i en ruin og strander i bushen i en sammenbrudt bil. En andenrangs underviser uden sans for engagement. En falden søn, der ser det som sin skæbne at skulle leve med sin ensomme far, men som ingen relation har til ham. Et menneske, der bor i en kultur, han ikke bifalder, men som han ikke kan lægge bag sig.

»Sommertid« er et på én gang hudløst og morsomt portræt af et menneske, man kommer til at holde af på trods, men som til slut forekommer næsten lige så usynlig og fjern, som i begyndelsen af bogen. Det er en stærk roman, der investerer forfatterens eget liv - dvs. den »hovedstol«, Per Højholt i sin tid advarede mod, at man som forfatter tog af. Men i kraft af maskespillet og den distancerede, undersøgende strategi gør han det uden at sætte alt til. Vi håber, historien ikke slutter her.