Bornholmsk Bombaygryde

Jens Blendstrup digter videre på virkelighedens fiktioner. Det er en sand fryd!

Jeg føler mig ret overbevist om at Jens Blendstrups nye roman »Bombaygryde« er skrevet over hans egne oplevelser som soldat, men Blendstrup skriver ikke som det var, men som hans krøllede skrivehjerne lige nu synes, det skal være. Hovedpersonen hedder ikke Jens Blendstrup, men Leif Balleby. Og Leif er en vattet, usikker hjemmedreng, der aldrig har klaret nogen ting selv, før den dag han (fordi han har tabt til sin far i Matador) står i Kongens klæder, som »frivillig« på Bornholm!

Det bliver hårdt for den følsomme, naive unge mand, som minder en smule om Forrest Gump. På et tidspunkt tænker han, at der nok må noget modning til og kaster sig ud i det erotiske. Først med en jævnaldrende fremmelig pige, hvilket blokerer jomfru Leif så meget, at han ender med at se melankolsk ind i et stearinlys og sige, at han ikke kan, før »sjælens snestorm har lagt sig«, senere hen med en erfaren og mild bornholmerkvinde, som han på kostelig vis boltrer sig i høet og høstmaskinerne med.

Den reelle modning, som også fører til en decideret psykisk sammenbrud og en indlæggelse på Militærpsykiatrisk, sker som følge af en øvelse med tragisk udgang. Pludselig bliver militæret reelt et sted, hvor man dør under kamp.

Psykisk sammenbrud

Blendstrups beskrivelse af en skrøbelig ung mands gradvise forsvinden ind i søvnløshedens psykose er fabelagtig, netop fordi han holder fortællingen i et stramt distanceret og humoristisk greb, som ikke forhindrer at alvoren, meningsløsheden og livskrisen bliver reel for læseren. »En dag vil jeg skrive en roman om det her« siger Leif på en af romanens sidste sider.

Og en af kammeraterne spørger nysgerrigt, hvad han så skal være i romanen: »Kattemenneske«, svarer Leif, »Det skal helst være enkelt.«

Blendstrup prætenderer ikke at trænge dybt ned i psyken hos sine soldaterkammerater, men han registrerer og fastholder livet i marineinfanteriet gennem den følsomme Leifs blik og hans lommefilosofiske refleksioner, og det kommer der underholdende og rørende fiktion ud af, som, tror jeg, er et meget kvalificeret bud på virkeligheden i Bornholms Værn engang i firserne, og samtidig også en almen historie om en følsom ung mand.